4Opuspoetik
Jeg ser spøgelser ved højlys · digt · vil nogen slukke · lysten · ikke st... [...]
Digte
5 år siden
7Til dig
Henslængt i tid · som måler · Universet · fra hvor til intet · eller alt... [...]
Digte
10 år siden
2STØV-en sonetkrans
1. · Din tunges smæld slår støv i mine øjne · Den tunge som i kys har... [...]
Rim og vers
10 år siden
48Den sidste orkan
Jeg tror ikke på navnesammenfald og jeg tænker her ikke på mit na... [...]
Noveller · storm
10 år siden
4Ondskabens træ
Adam var endnu ikke et menneske. Lyde og fagter kunne han. Det va... [...]
Kortprosa
10 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Michael Glenstrup (f. 1946)
Adam var endnu ikke et menneske. Lyde og fagter kunne han. Det var også nok, eller snarere for meget. Han var jo alene. Der stod hun så: Eva. Det er da altid en begyndelse ville han have tænkt, men det kunne han ikke. I stedet forestillede han sig lyde og fagter. Det gav ingen mening.
   Hvem der så det først må blive en efterrationalisering. Nu stod de begge og plukkede af træet, men de vidste ikke, at det var netop det, de gjorde. Fortryllelsen havde ikke indfundet sig. Den begyndte langsomt. De udstødte den samme lyd, så på hinanden, gjorde samme bevægelse, gentog, dansen var i gang.
   Allerede næste morgen kunne de tale. De kaldte træet et træ. Hvad det var for et træ, vidste de ikke, og det funderer kloge hoveder vist stadig over. De så hinanden i øjnene, og det, de så, kaldte de ondskab. Det skulle de siden fortryde. Var der ikke netop i dette øjeblik gået en sort sky for solen havde de set et andet genskær i øjnene, og alt havde måske siden været anderledes. Det første ord er noget særligt. Alle andre ord må forholde sig til det.
   Senere dannede de ordet kærlighed, vistnok en solrig dag, men måske som en fremprovokeret modsætning, måske som en afledning eller endnu værre en bevidst nederdrægtig vildledning. Ondskaben stod altid og kiggede med selv i det klareste solskin og chancen for en ny begyndelse var for altid forpasset.
   Årene gik. Træet var for længst fældet, ja kun få huskede, det havde været der. Ord var der til overflod, samlede og anvendte efter de retningslinjer, mange års erfaring havde udkrystalliseret. Der havde dannet sig lag på lag af betydninger, og kun få søgte tilbage for at afdække betydningernes oprindelse. Ord spredte glæde og håb. Især når de blev lagt i sindrige mønstre til noget, man kaldte fortællinger.
   En gang imellem gik det galt. Ikke alle fortællinger trivedes godt sammen. Nogle oven i købet rigtigt dårligt. Det kunne give anledning til ufred og i værste fald krige. Nogle fortællere, de mest skarpsindige mente de selv, var begyndt at tale om, at der måske var fejl i sproget. At sproget i sig selv til tider optrådte fjendtligt. Det var der ikke mange, der troede på. Sproget havde man jo selv fundet på, og hvorfor i alverden skulle man have valgt at lave det fjendtligt? Det gav ingen mening.
   Ingen kunne imidlertid rigtigt forklare, hvorfor det så ofte gik galt. Og det blev værre og værre. Nogle begyndte at tale om, at alle disse fortællinger måske var misbrug af godt sprog. I hvert fald nogle af dem. Måske skulle man prøve at finde ud af, hvilke fortællinger, der var gode og hvilke, der var onde, og så forbyde dem. Det forsøgte man. Men det gik stadig galt. De gode fortællinger havde svært ved at holde stilen og blev en gang imellem endnu mere ondskabsfulde, end dem, man havde kasseret.
   Så var der en, der fik en lys ide. Han byggede et stort fortællehus, ja faktisk lige der, hvor træet havde stået. Her kunne man forsyne sig med alt, hvad en fortælling krævede, som i et byggemarked. Enkelte ord. Hele sætninger. Udvalgte og assorterede afsnit. Hele og halve kapitler. Alt var billigt til salg og ingen gik tomhændede derfra. Og fortrød man, kunne man vende tilbage og bytte. Da alle var kommet så let til det hele, var der nok ingen, der ikke straks ville udskifte komponenter, hvis noget begyndte at give problemer.
   Der stod det store varehus med store, lysende ruder og evindeligt menneskemylder ud og ind og rundt i kassen.
   Udenfor passerede man to ubevægelige skikkelser. De stod begge med en bladtaske over skulderen. Begge holdt et blad frem. På det ene stod: "Hus Forbi". På det andet: "Vågn Op"!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2009 11:11 af Michael Glenstrup (glenstrup) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 630 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.