Hvad mon han tænker, hver gang han går forbi det hus? Han gør det så ofte; ja det er lige før jeg mener, at det må være hver eneste dag. Jeg undrer mig ganske tit; men jeg spørger ham ikke om hans oplevelser og tanker. Jeg kender ham jo ikke engang. Ikke rigtigt, i hvert fald. Han passerer blot det hus, den bygning, det vindue dag efter dag, og hver gang kigger han ind og smiler let. Men han stopper aldrig op; fortsætter bare videre i sin egen verden.

Jeg ved ikke engang selv, hvem der lever og bor i dette hus på hjørnet af vejen. Jeg har aldrig skænket beboerne en tanke, og jeg har i hvert fald aldrig hilst på dem selv. Det er først nu, da jeg betragter den ukendte mand, at det går op for mig, at der måske alligevel er noget interessant at finde derinde. Men hvad kommer det overhovedet mig ved?

Selv har jeg ikke nogen passerende mand for mit vindue; og jeg har også kun gæster alt for sjældent. Nogle kalder mig en enspænder, fordi jeg spenderer det meste af min tid i ensomhed. Men selv føler jeg ikke dette som noget, der er værd at hakke ned på eller kommentere. Dog kan jeg ikke slippe tanken om, hvordan det ville være, hvis jeg havde mit personlige forbipasserende, som kiggede ind og smilede til mig dag efter dag; for det må være det han gør, når han går forbi det andet hus på hjørnet af vejen. Nu lyder det som om, at jeg holder øje med ham, og jeg prøver at finde ud af, hvor han kommer fra; men sådan hænger det altså ikke sammen. Jeg elsker blot at betragte hans gang forbi dét hus; resten er ligegyldigt for mig; hvor han kommer fra, og hvor han skal hen må være hans egen sag. Men hvis bare han en dag ville komme forbi mit hus. Han virker rar, og jeg kan godt lide mennesker, som smiler. Dem er der alt for få af. Altid når jeg deler smil ud til folk, når jeg endelig er sammen med dem, kommer det som sådan en stor forskrækkelse eller hvad det nu er, at de bare kigger ned i jorden uden at smile tilbage. Jeg kan i grunden ikke lide sure mennesker, dem er der så mange af. Alle jeg kender er sure. Men den forbipasserende mand, nej; han er skam ikke sur. Hans smil får nogle gange mit hjerte til at hoppe en ekstra gang, men naturligvis er det noget pjat, det ved jeg godt, så jeg prøver altid at glemme det, og går i stedet ind for at spille nogle dejlige sonater på mit gamle klaver.

Hvis blot jeg vidste, hvad der var inde i det hus, så kunne jeg måske også finde ud af, hvorfor han altid smiler. Men jeg kan naturligvis ikke gøre ligesom ham, bare gå forbi og lade som om, det er tilfældigt. Jeg har aldrig betrådt deres fortov, og det ville virke mærkeligt, hvis jeg som fremmed dame blot gik forbi, kiggede ind ad deres vinduer og derefter smilede. Måske er det hus kun for og til ham, og jeg skal holde mig væk. I stedet må jeg vente på, at min egen forbipasserende kommer og smiler til mig gennem den reflekterende rude.