0Genkendelig
Jeg kender ganske udmærket dette sted. Jeg har været her før; det... [...]
Noveller
11 år siden
0Den forbipasserende
Hvad mon han tænker, hver gang han går forbi det hus? Han gør det... [...]
Kortprosa
11 år siden
2Jeg ønsker du mig aldrig vil slippe
Jeg ønsker du mig aldrig vil slippe, · Så urealistisk jeg med øjnen... [...]
Digte
12 år siden
0Der er så mange ting...
Der er så mange ting fra vore sind vi vil slette, · Men hvorhenne e... [...]
Digte
12 år siden
4Du er min sjæleven
Du er min sjæleven · Kom blidt og kys mig igen. · Dine øjne er så smu... [...]
Digte
12 år siden
0Jeg ved ikke om jeg tør
Jeg ved ikke om jeg tør · Fortælle hvad du ved mig gør · For jeg vil ... [...]
Digte
12 år siden
0Den forførende beruselse er mit sikre sted
Den forførende beruselse er mit sikre sted, · Dér får ingen dæmoner... [...]
Digte
12 år siden
0Jeg er mundlam og ved ej hvad at sige
Jeg er mundlam og ved ej hvad at sige, · Er ikke dum og ved du har ... [...]
Digte
12 år siden
0Hvorhenne finder jeg min inspirationskilde?
Alting synes pludselig så stille, · Hvorhenne finder jeg min inspir... [...]
Digte
12 år siden
1I vor første år af livet
I vore første år af livet · Vi tager intet for givet, · Men langsomt ... [...]
Digte
12 år siden
0Jeg ved godt at du mener stop
Jeg ved godt at du mener stop, · Når du har svært ved at nå derop, · ... [...]
Digte
12 år siden
0Vil ikke fortsætte dette ubehag
Vil ikke fortsætte dette ubehag, · Jeg føler mig pludseligt så svag... [...]
Digte
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Stefanie Andersen (f. 1991)
Jeg kender ganske udmærket dette sted. Jeg har været her før; det er helt sikkert. Jeg betrådte det samme slidte fortov, betragtede de samme nedslidte bygninger og lugtede den samme kvalmende lugt af ubehag et sted tilbage i fortiden. Jeg forsøger blot at samle tankerne til at finde ud af, hvornår og hvordan jeg havnede her sidste gang. Men det er som om, at intet giver den rigtige mening, som vil føre mig tilbage til dagen, hvor jeg var her sidst.
   Hvad jeg i det hele taget laver her nu, er jeg ikke klar over. Selvom det føles sært og lidt forkert, er det som om et væld af behag driver ind over mig. Det er ikke fordi, jeg laver så meget her; jeg går bare rundt, og betragter stedet, som om det skulle give en dybere mening. Af en eller anden grund er jeg alene herude; ingen mennesker eller syngende fugle møder jeg på min vej. Stilheden er dræbende, og kun mine sagte skridt bryder den. Egentligt er det ikke meget, jeg husker fra stedet her; men der er noget genkendeligt at øjne i hver lille mursten, i hver lille rille af fortovet. Jeg fortsætter blot med at gå rundt, og overvejer ikke situationen nærmere, eller sætter spørgsmålstegn til min færd.

Ensomheden brydes, og pludselig står han der; kun to meter fra mig eller lignende. Han virker så uhyggeligt genkendelig; men jeg har ingen anelse, om hvem han er eller eventuelt kunne være. Dog smiler han til mig, og går direkte hen imod mig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere: skal jeg også gå hen imod ham, eller skal jeg flygte. I stedet fryser jeg et øjeblik, og står blot og betragter ham. Noget uhyggeligt genkendeligt ved ham. Situationen spidser ud, og han kommer mig nærmere og nærmere, slår sine arme ud, og han skal formentlig til at sige noget; men ingen lyde kommer ud af hans mund, som havde man slået lyden fra fjernsynet. Noget er grueligt galt; og endelig tager jeg mit valg: jeg løber. Mens han råber efter mig med sine lydløse ord, høres skridtene fra mine løbende sko blot endnu højere. Jeg løber og løber uden at blive det mindste træt. Løber rundt om hjørner, ud på vejen og ind i gyder; steder som alle virker bekendte. Og til sidste ender jeg samme sted, som jeg kom fra. Jeg kigger mig diskret omkring, men manden er ikke til at se nogen steder overhovedet.

Jeg bliver lidt mere rolig, og beslutter mig da for at sætte mig lidt på en kantsten for at slappe lidt af. Jeg kigger mig lidt rundt omkring for blot at forsikre mig om, at jeg ikke er ved at blive skør, og jeg stadig befinder mig på det samme sted. Mine omgivelser forbliver ganske rigtigt uændret, og jeg føler mig da lidt mere rolig. Jeg rejser mig fra kantstenen, og får øje på en skade i asfalten og i kantstenen. Det giver et spjæt igennem min krop, og det er som om, at noget vækker min hukommelse. Men lige da jeg er sikker på at kunne mindes stedet, er det som om tågerne af forglemmelse lægger sig over mit sind igen. Og da er jeg blank igen. Mit hoved er som ved at eksplodere. Noget må virkelig være galt i mit psykiske system. Det kan ikke passe, at dette sted skal være ét stort deja-vu.

Men lige som jeg går og tænker disse forbistrede og forvirrende tanker, støder jeg ind i manden igen. Denne gang virker han mere bleg i mælet, og han er ligeledes mere tilbageholdende i sin holdning. Han betragter mig blot med længselsfulde og hungrende øjne. Intet smil denne gang. Af en eller anden grund føler jeg, at det er forkert at flygte fra ham endnu en gang. Noget vil han mig, og et sted i mindernes utopi kender jeg ham også. Et sted. Jeg ser ham komme mig nærmere, og jeg bevæger mig ikke væk. Jeg er blot tilskuer til hans tilnærmelse.

Da han står omkring to meter fra mig, er det som et lyn går igennem min følelsesløse krop. Jeg husker pludseligt, hvem manden er; han er den, jeg har haft nær i mange år, den jeg har elsket lige siden, hans læber rørte mine første gang. Men hvad der er ændret ved ham, er de livløse og nærmest blodsprængte øjne, som førhen altid udstrålede livsglæde og kærlighed. Da han står endnu tættere på mig, strækker han hånden frem, således jeg skal modtage den. Da jeg forsigtigt prøver at tage den, er det som om, det ikke vil lykkes. Hvert forsøg jeg gør mig med omhu og præcision mislykkes, og det er som om hænderne aldrig vil røre hinanden. Hans livløse ansigtsudtryk forbliver uændret, og han virker ikke overrasket ligesom jeg over dette forgæves forsøg på at nå hinanden. Jeg føler en ubeskrivelig længsel og behov for at røre ved ham, mit livs kærlighed, men da jeg gør min tilnærmelse, og går hen imod ham for at tage mine arme i hans, suser vore kroppe blot igennem hinanden. Jeg mærker intet, og væk er min jeg pludselig. Væk i tomhedens inferno.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/09-2009 18:24 af Stefanie Andersen (steffy) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 856 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.