Hun kunne mærke tårerne. De løb ned af de røde, kolde kinder. Sneen fygede omkring hende, og hun frøs, frøs så inderligt meget. Men hun kunne ikke gå tilbage. Det var for sent.

Hun betragtede den kolde vinterhimmel. Sneen væltede ned, som om den aldrig ville stoppe. Af og til brød månen igennem: den var hel, så smuk, så klar. Gadelygternes lys var mildt og blødt. De lyste den lille vej op. Hun gik med hastige skridt ned af det sneglatte fortov. Hun havde ikke andet på end en let kjole og et par sko.
   Hun kiggede sig omkring. Der var lys i alle vinduer. Alle sad indenfor i varmen og hyggede sig. Undtagen hende. Hun manglede et sted. Det vidste hun. Men hun kunne ikke gå tilbage, hvor hun kom fra. Det var for sent.

Pludselig kørte det hele for en indre skærm. Råbet, skrigene. Tårerne. Ansigterne der var gået fra glade til triste. Smilene der var forsvundet. Hun kunne have gjort noget. Men det var for sent.

Hun skulle have ringet. Ringet efter dem. Så de kunne komme. Hun vidste ikke, hvorfor hun ikke gjorde det. Måske var hun chokeret. For chokeret til at skride til handling, for chokeret til at rokke sig ud af stedet. Hun kunne gå tilbage. Selvom det var for sent.

Hun drejede ned af en lille gade. Og så ud på en stor. Pludselig gik gadelygterne ud. Alt blev mørkt. Hun forsatte med at gå. Hun kunne ikke stoppe. Benene blev ved med at gå. Som om de aldrig ville stoppe.
   Hun så et kraftigt lys forude. Nej, to kraftige lys. De kom hende nærmere og nærmere. Men hun forsatte med at gå. De to lys var næsten op ved hende. De larmede og havde fart på. Men pludselig bremsede de. Men det var for sent.

Lige ved siden af hende kom endnu et kraftigt lys. De blændede hende, så hun måtte stoppe med at gå. Lyset blev dæmpet, og hun kunne se en skikkelse. Hun gned sine forgrædte øjne. Men det var sandt nok. Der stod en person dér, badet i det dejlige lys. Hun kiggede på personen. Vedkommende havde en lang hvid kjole på. Og vinger. Store, flotte, hvide vinger. De sad på skuldrene. Det var en engel. Englen havde et smil på læberne. Den rakte hånden ud. Strakte fingrene. Øjnene bad hende om at tage dem. Hun tøvede, men gjorde det så. Rakte sin arm ud, og greb fingrene. De var varme.
   "Kom i min favn," sagde englen med en blid stemme.
   Hun kunne lade være. Men hun gjorde det. Hun gik ind i englens favn. Så blev hun grebet af panik. Men det var for sent.

Næste dag kunne alle folk købe en avis med overskriften:
   "UNG PIGE DRÆBT AF SNERYDDER"