Menneskene var emigreret til Venus for en halv snes år siden, men de kæmpede stadig en kamp for at tilpasse sig.
   "Vores ældste forfædre tilpassede sig ekstremer, ergo kan vi også," sagde nogle af de kloge, men menneskene havde endnu ikke vænnet sig til at leve af den nye planets iltfattige luft.
   Heldigvis var tilflytterne alle udstyret med en dragt, der både kunne modstå atmosfærens massive tryk, regulere mængden af kuldioxid i den luft, der blev indåndet og ikke mindst holde den ulidelige varme ude. Det var ganske enkelt en genistreg fra videnskabsmændenes side.
   Nogle mennesker listede sig til at tage deres tryk/ilt/varme-hjelme af for at se, hvordan det føltes, og disse mennesker blev altid fundet døde. De kloge kaldte det naturlig udvælgelse, mens kynikerne kaldte det idioti.
   Menneskene var efterhånden fåtallige og det var Venusianernes opgave at føre arten videre. Desværre var det svært, eftersom det var strengt forbudt og livsfarligt at tage sin dragt i af i mere end nogle få minutter. Nogle mænd viste sig dog at være meget effektive på den tilladte tid, mens andre måtte sande, at de var tabere i evolutionens benhårde udvælgelsesproces. På trods af visse mænds gennemslagskraft, var der endnu ikke nogle kvinder der havde nået at føde, før deres dragt atter måtte lukkes til.
   Men avl var ikke det eneste problem for Venusianerne. Planeten tillod ikke flydende vand og trods sindrige opfindelser, der havde transporteret den sidste rest af is fra Mars til Venus, var menneskene ved at løbe tør for deres livsvigtige element.
   "Så må vi rejse til et sted, hvor der is," sagde en af de kloge og en anden foreslog Pluto.
   "Kan vi ikke bare rejse hjem til Mars?" spurgte et barn, men de kloge lo blot af hende og lod hende vide, at den planet ikke længere var beboelig.
   "Hvorfor ikke?" spurgte pigen, der kun havde været nogle få år gammel, da Marsianerne var blevet til Venusianere og de forklarede hende, at ignoranter havde ødelagt planetens beboelighed og tvunget dem til at søge et nyt hjem.
   "Hvor boede vi så før Mars?" spurgte hun og blev forklaret, at den brune, ildelugtende planet med de store, sorte plamager i nærheden af Mars, var deres tidligere hjem.
   "Men det er længe siden nu," sagde en klog mand, "og der lever ikke længere nogle, der kan fortælle om det."
   "Hvorfor rejste vi så derfra?" spurgte pigen.
   "Angiveligt fordi vores forfædre ikke længere kunne holde ud at være der," var der en, der svarede, " ... sandsynligvis på grund af ignoranter."
   "Er ignoranterne så uddøde nu?" spurgte pigen og manden rystede på hovedet.
   "Vi kan rejse til Universets ende," svarede han, "men ignoranterne; dem slipper vi aldrig af med."