Perronen er tom; det samme er mine lommer,
Jeg har intet andet end tid, før toget ankommer,
Jeg håber det kan køre mig i retning af sommer,

For jeg hører ikke hjemme her,

Sneen falder som diamanter i natten,
Og med minderne gemt væk under pulden på hatten,
Drager jeg tilbage til dengang, jeg var atten,

For jeg bryder mig ikke om at være voksen,

Dengang jeg aldrig frøs eller ventede på toget,
Dengang fortid og fremtid ikke betød noget,
Dengang jeg vandede de frø, der blev sået,

Og ventede på at de blev til blomster,

Men frøene stoppede snart med at spire,
Og min sjæl begyndte at fryse og dirre,
Jeg købte en ny frakke, for min sidste tier,

Og den frakke ejer jeg endnu,

Jeg burde tage mig råd til helt nye klæder,
Og jage tilfredshed, i stedet for hæder,
Købe en boltsaks og klippe de kæder,

Der rasler fra min fødder,

Men mine lommer er tomme og perronen er hvid,
Kulden breder sig i mig, som et hugormebid,
Og toget er forsinket på ubestemt tid,

Så jeg følger mine fodspor i sneen.