hvis bare jeg fortalte hvordan jeg skammede mig
af de kulsorte pletter jeg har bragt bøgerne
hvis bare jeg kunne løfte mig op fra bunden
ville himlen lyse op med farverige blomster
en hvid hest løber inden i mig
trædende på mine minder med dens fødder

rose, vandfald skulle ikke bruse op
længseltræets våde grene skulle ikke knækkes
jeg er vant til gift, ikke saftevand
drømme hader min dovne venten
kun mareridt kan bære min byrde på denne jord
hverdag venter du på en sort solopgang
hver nat er jeg sørgende over "den ventedes" sang
for at kunne dømme de afsluttende skrifter
venter jeg en revolution