jeg ved ikke hvilket århundrede der kommer med dit smil
begravende min længsel i en vissen verdens grav
har "byen" lukket sine døre for mørket
jeg ved ikke hvilken årstids begyndelse dit mod er
over bjergtoppe, mod himlen
løber en hvid hest inden i mig
mod et tidløst og stedløs åndedræt

jeg sørger over de drømme jeg har ladet visne
løber skrigende som sindssyge på gaderne
de vinduer der blæser en stor utopi op
vrider min dramatrætte krop
foran mig står prøvelsen af de uretfærdige
det er et ragnarok, ingen kender hinanden
bag mig står kvadrater af billeder af mit liv
som jeg ærgrer mig over hver gang jeg genhusker dem