Skriget, som ingen hørte,
fordi det aldrig blev til lyd,
har forvandlet sig...
Og se; nu smiler jeg.
Et smerteligt smil - jovist,
men klogere, mildere
lidt mere ydmygt er det.
Det smil, jeg nu går med,
kender rædslen
og har lært,
at glæde er ikke bare glæde.
Glæde er også sorg og smerte,
glæde er at kende.
Og tårerne må vidne om,
at gråd renser sjælen,
så klagesangen bli'r til taknemlig jubel,
nu da skriget endelig finder ud
som et lydløst smil.
Hvem finder vel på at smile
med et så pinefuldt kendskab
gemt i sit hjerte?
Det gør kun den, som netop véd,
at når blot smerten bli'r dyb nok,
sker den forvandling, der ganske vist
er uhørt og uhyrlig,
men ikke destomindre nødvendig.