Bladet på kniven reflekterede en solstråle fra vinduet på tredje sal. Det var en køkkenkniv. Den aller største hun kunne finde. Hun strammede grebet, så hendes knoer blev hvide, og gik imod ham med beslutsomme skridt. Ingen skulle forlade hende. INGEN! Hun var den, der gik, og sådan var det bare. Hvad bildte han sig egentlig ind at komme her og fortælle hende, at han ikke var forelsket i hende mere, at han foretrak sit eget selskab frem for hendes. Og så det forbandede selvtilfredse smil, som om han troede, han havde vundet over hende. Men der tog han fejl, ingen, selv ikke den mest selvsikre fyr skulle tro, han kunne bide skeer med hende. Hun var jo almægtig, den eneste ene, enhver mands og kvindes vildeste drøm. Hun var perfektionen i en verden af kaos, og han var bare et stykke ligegyldigt ukrudt der stod i hendes vej. Bare samle alle sine kræfter, løfte kniven og hugge til, igen og igen, til vreden var udtømt. Ned i elevatoren, bag i bagagerummet og ud til havnen. Pærelet, som i romanerne. Hvem skulle nogensinde få at vide, at hun nu kunne føje morder til sine mange synder? Hun behøvede aldrig tænke på det igen. Hun kunne glemme hans ansigt, hans ord, hans triumferende smil, alt det de havde haft sammen og alt ville være som før.
   Deres øjne mødtes. Hendes had, hans hån, en eksplosiv blanding. Hun trak kniven og samlede alt sin koncentration om sin højre hånd. Her var ikke plads til fejltagelser. Det skulle bare overstås, som så meget før det. Så let som at smække en edderkop. Det ville blive en sand nydelse at se ham lide.
   Han greb hendes arm og smilede overbærende: "Lad nu være med at være fjollet." Hun tabte kniven. Hvad var det, han gjorde ved hende? Hun blev så svag i hans nærhed. Tårerne begyndte at trille ukontrolleret ned ad hendes kinder. Hun tog ikke øjnene fra ham, mens hun bakkede tilbage mod den åbne toiletdør. Han kom imod hende og prøvede at trøste, men hun hørte ikke efter længere. Hun registrerede sin mund åbne sig og frustrationen blive blæst ud i et øredøvende skrig. Han prøvede at holde hende, men hun fægtede i vild frustration. Hendes knyttede hånd ramte ham under øjet. "Av, for satan!" råbte han. "Undskyld, det var ikke min mening at ... " Men han havde allerede vendt sig og smækket døren bag sig. Hun faldt sammen på gulvet. Hvordan ville hun nogensinde kunne finde sig tilpas i en krop, der havde lidt et sådan nederlag? Han var gået og havde taget hende med sig. Hvordan ville hun finde tilbage til det, der var? Hun var jo ikke noget længere, lille uduelig, grim og åbenbart tilmed en dårlig kæreste. Ville nogen nogensinde kunne elske hende rigtigt. Hun tvivlede.
   Nej det skulle være løgn skulle det. Det skulle han ikke slippe godt fra. Hun rejste sig beslutsomt, gik ud på toilettet og tørrede sin løbende mascara. Hun rakte efter sin yndlingsparfume i skabet. Hun skulle få ham tilbage, hvad så end det måtte koste.