Med en brændende glød
lyser rosen op
i den hvide sne.
Breder sin varme lykke
som på frie vinger.
Udfolder sin sandhed
som en kærlighedsdans
i den frostklare kulde.
Med de dybe farvers kontrast
mod vinterens golde tomhed
vidner rosens intensitet
om en uendelig godhed
som fra en anden verden.
Himlens nåde
på en gudsforladt jord.
Magtesløs blomstrer den ene
i en trodsig kamp
mod død, ødelæggelse
og frugtesløshed,
for skønheden taler
sit eget yndefulde sprog.
Håbets styrke
er ikke så spinkelt som det synes.
Solen har aldrig glemt os,
og troen fører os frem
mod den nye dag,
den nye tid,
det nye liv.