Jeg er en fanget hund i snor, efterfulgt af dens herre,
min kæreste.
Fortvivlet leder jeg efter Søren, en polstret mørk læder sofa.
I mens højtaleranlægget spytter efterlysninger ud,
En bekymret husmor løber mod informationen - sikkert lille Axels mor.
Ens sind danser rundt på månen, men ens krop befinder sig i IKEA.
Støjen,
fra skæve metalkøretøjer,
samt hulkelen fra de andre grædende hunde i snor,
ligesom mig selv,
passere antennerne,
lydbølger - der ikke bliver modtaget - tabte.
Sammenstød.
En svensktalende hun grip, kaster min buddinge krop ud af balance,
med en hård skulder, der kunne bruges i Superligaen.
Alt dette, for den sidste køkkenrulleholder i rustfrit stål.
En anarkistisk tilstand.
Sulten gnaver i maven, som en sten i skoen,
Så jeg kaster mig over det overdådige måltid, pølse med brød,
Hvorefter,
jeg lettet træder ud ad de automatiske åbne fængselsdøre.