Du venter stadig på den eneste ene, ikke?
Du håber at mødes med hende en dag?

Du ved ikke hvordan, men inderst inde vil du altid sige til dig selv at du har fundet den rette. I starten vil du flyve, beruset af kærlighedens første hik, beruset af elskovens hede og langsomt uden at ane det vil du miste evnen til at flyve med kærlighedens lyserøde vinger. Med tiden vil du ikke rammes af Amors pile. Du vil være fuldstændig ligeglad med om det er den ene eller den anden du er sammen med. Det groteske er, at du også er klar over det. Du ved inderst inde at du aldrig vil leve med den eneste ene, selv om du fandt hende. Du ville ikke kunne fordi "engang"s vanen du havde fra de andre, vil forfølge dig gennem dine nætters skrækkelige korridorer. Du vil aldrig kunne bryde vanens magt og du vil leve med det at du ved du stadig mangler den eneste ene, men alligevel vil du ikke gøre noget ved det. Et eller andet sted vil du forvente at hun kommer og finder dig og for alt i verden ikke giver slip på dig under ingen omstændigheder og hvisker dig i øret en sen nat at hun elsker dig.

Det er håbet der holder dig oppe, ikke? Det får dig til at blive ved med at arbejde, blive ved med at læse, blive ved med at imponere andre, blive ved med at gøre grin med alle og enhver, blive ved med at gemme dit lille hjerte, hvori du i et usselt hjørne har lidt af den kærlighed tilbage som du lidt og lidt havde delt ud gennem tiden til de næst bedste. Du er angst af at dele den resterende kærlighed med dem, du nu vil komme sammen med i den nærmeste fremtid. Du ønsker inderst inde at kunne dele denne kærlighed med den eneste ene som du stadig håber finder dig, eller du tilfældigt støder på, eller tror du, du har mødt hende, eller er sammen med hende. Det vil tiden vise.

Du venter stadig
det gør jeg også

Lyt til dit hjerte