"Hvad?! Mor det kan du da ikke mene. Du kan da ikke sende mig til en kostskole i Schweiz! Okay, jeg ved godt at jeg har messed up. Alle de der fester jeg tog til når jeg ikke måtte, dumt. At pjække fra Zahles, dumt. Og ja, okay, jeg burde ikke have lavet det lille nummer med at snige skiftetøj med i skole, især ikke fordi de korte toppe afslørede min navlepiercing som jeg heller ikke måtte få. Det falske ID, dumt, det falske kørekort, endnu dummere. Og jeg forstår også godt at det ikke var smart da jeg sagde jeg tog til Gilleleje med Eliza og i stedet tog til Paris med Bjørn, især fordi, hallo, pudler er mega u-chicce og alle ved at New York er hvor man rejser til for mode nu ... men det er ik' pointen, pointen er at jeg ikke skulle have gjort alt det og det forstår jeg godt, så derfor kan I da ikke sende mig til en KOSTSKOLE!"
   Malene hævede stemmen over for sin mor i desperation, men Annika Settegård blev stående med sine arme over kors og et strengt blik.
   "Malenä," hendes syngende, svenske accent gjorde ikke budskabet blidere "du er ude af kontrol. Din papa och jeg kan inte længere hjælpe dig. Det er kun en år, så kommer du tilbaka igen. Vi elsker dig skat, men du mangler disciplin."
   Annika rystede bedrøvet på hovedet idet hun lukkede døren til Malenes værelse bag sig på vejen ud.
   "JEG ER JERES DATTER!" Malene råbte i afmagt og kylede en hovedpude efter den lukkede dør. Med stigende rædsel indså hun at dér tog hun fejl, for egentlig var hun ikke datter af den succesrige, velhavende bankdirektør Joakim Settegård og hans kone, den svenske aristokrat, Annika Settegård.
   De var hendes adoptivforældre.
   Og nu ville de sende hende væk. I et helt år. Til Schweiz! Hvordan skulle hun nogensinde overleve det ...