Jeg frygtede altid
du var et lufttegn
en datter af vinden
med tynde, sprøde vinger
der kastede støv af sig
som en sommerfugls

Alle ved jo
sylfider flyver
hid og did for blæsten
næsten gennemsigtige
urørlige og udenfor
rækkevidde

Hele mit liv
har jeg jagtet
luftånder
af forskellig genus
men af samme slags

Feer med englehår
og store, hvide svanevinger
Alle flygtige som øjeblikket
skabt til en lovende kærlighed
måske
evig som himlen
i en form
der forsvinder
første gang man blinker

Da jeg så dig
så jeg vingerne først
og vidste du ville
flyve væk
på et tidspunkt
når jeg havde lært
at eksistere på krokus
kattehaler, lyng og andre
lilla blomster
at nyde kærtegn
som skørt glas
uden at forlange mere
end en udstilling

At elske dig
At blive elsket af dig
uden at vide andet end -

"Din krop er lavet af mahogni-bark
dit hår af spundet lavasten
og dit hjerte er det letteste lys
imellem løvets blade"

Udspring i indtryk
har jeg taget

Notevis af beskrivelser
har jeg taget

Aftryk af dit væsen
har jeg taget
ved lære
Op-og-overgivet
min frygt
for at holde fast
i det som er uden tvivl
og som uden tvivl vil blive
usynligt i mit favntag

Nu ser jeg dig
Jeg ser dine hvirvlende vinger
pudret i regnbuens farver
Jeg ser støvet smitte af
som kridt på huden
smuldrende
mellem mine hænder

Med det samme
udvisket
ved et strejf af mine fingre

Tårerne får mig til at blinke
mange gange
Hvorfor?

Hvorfor
er du ikke forsvundet endnu?