Hun skubbede vognen foran sig rundt imellem de fyldte hylder i butikken. Tog sig tid, skimmede hver enkelt hylde for noget, hun måske havde lyst til at købe med hjem. Ind imellem tog hun en vare ned fra hylden, mærkede den i hånden, læste på emballagen. Faldt den i hendes smag, lagde hun den i vognen, hvorefter hun fortsatte sin langsomme vandring. Hun blev stående længe foran væggen af høje glaslåger, bagved hvilke hylde efter hylde var fyldt med mælkeprodukter i farvestrålende emballage. Der var et produkt, som mindede hende om ham, fordi han havde talt om det, engang. Men som hun aldrig havde smagt, og derfor nu overvejede at købe. Med en irriteret hovedrysten lykkedes det hende at hive sig selv ud af tankerne og følelserne. Rettede fokus mod varerne og vognen. Butikken og folkene i den. I køen ved kassen blev hendes blik fanget af teksten på et ugeblad. 'Bag dig lykkelig' stod der med svungne, lilla typer hen over billedet af en smuk pige med udslået hår. 'Bag dig lykkelig'. Hun gentog ordene tavst for sig selv. Overvejede, hvad der mon lå bag den forførende overskrift. Stod der mon noget i det blad, der ville give hende svar? På alt det hun stod midt i? På alle overvejelserne for og imod? På al den forbistrede kærlighed, der burde være så indlysende og ligetil, men var så besværlig og tung? Hun tog bladet og tjekkede hurtigt på den første side, hvor artiklen var placeret. En forundret rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn, da hun slog op på siden. Her var da vist noget, der ikke stemte. Bageopskrifter? På boller og brød? Hvor var den artikel, der burde stå her på side 36? Overskriften stemte. 'Bag dig lykkelig'. Pludselig forstod hun, at det ikke var bladet, men hendes forventninger, der var gået fejl i byen. Ordene og bladet var ikke tænkt for hende, men for en kvinde, der måske/måske ikke ville føle lykke i en eller anden udstrækning gennem at bage brød og kager. Formentlig til sin familie. Sine børn. Og sin mand. Ordene var ikke tiltænkt hende, som manden som en blodfattig reaktion på sit ægteskabs metaltræthed valgte at søge til, når hans kone troede, han var væk i arbejdsøjemed. De var ikke tænkt til den tåbelig og forelskede og naivt udholdende kvinde, der stod her og læste dem som: 'Bag dig. Lykkelig'. Endnu en hovedrysten, denne gang i selskab med et vemodigt smil. Hun lod bladet stå. Der stod alligevel ikke noget, der kunne give hende de svar, hun søgte.