Vi griner sammen, bekræfter at det går godt, men ekkoet runger tungt, og dit blik flakker. Jeg irriteres, og viser tænder. Du ved den er gal og griner. Hvor har vi det dejligt. Jeg kigger på uret, og spekulerer på hvor de sidste 15år blev af. Synes pludselig jeg har lidt travlt. Føler mig egentlig fanget af dit grin, og din intime kendskab til de mindste træk i mit ansigt. Du kender mig bedre end mig selv. Ved hvad det betyder. For satan jeg er nøgen. Så lad mig dog være! Du bliver igen usikker. Du kan se noget er galt, men du ved ikke hvor jeg er på vej hen. Jeg ved det jo ikke engang selv. En indre syndflod skylder gennem mit hoved, og trækker alt op ved rode, ender i et gigantisk vandfald. Jeg ser dig forsvinde i bølgerne, jeg kan se du skriger, men ikke høre dig, for vandfaldet overdøver alt. Mit hoved er fyldt af en brusen. Jeg læner mig tilbage i sofaen og stønner. Jeg kan se du spørger mig om noget, men du findes jo ikke mere. Nu hjælper det ikke at grine. Der er ikke noget at gøre. Jeg har ondt af dig. Jeg har forladt dig, og du ved det ikke engang. Du ser bedende på mig, og jeg kan ikke andet en at smile. Jeg har lige genskabt mig selv, renset mit indre, og nået til en højere erkendelse, og du sidder stadig bare der, i dit forklæde med grimme opvaskehænder. Mit indre landskab er skyllet rent, der er klar til at blive bygget, og jeg er frisk. Jeg har noget jeg skal have indhentet, noget jeg har forsømt, noget jeg havde glemt. Du har været min hvilepude, men nu må jeg ud af den her søvn. Du kan ikke komme længere, du kan ikke komme med. Jeg er ked af det et sekund, har ondt af dig i et minut, indtil det er glemt, og jeg siger: "Det er slut."