Tårerne triller, hånden pumper - bare du dog ville holde op. Hvad er det du ikke forstår? Jeg hader dig, hader os, hader mig. Jeg ved godt, du kun gør det af din uovervindelige godhed. Tror du kan slukke alle brande med din salte sødme. Jeg hader det, at du er så god. Du fortjener jo så meget bedre. Jeg er bange for at jeg har smittet dig med min lugt. Lille solsort forladt af sin mor; kommer aldrig igen, for evigt mærket af rovdyrets kys. Kan du overhovedet leve efter dette her? Eller skal vi samme vej? Jeg mærker stålet i min hånd, du tror det er en del af legen, og sætter dig overskrævs. Jeg kan næsten ikke bære det, bære din overvældende godhed, som vælter udover mig. Du bliver ved og ved, op og ned. Jeg stirrer forfærdet på et menneske i opløsning. Hvis ide var det at få spejle i loftet? Fragttoget kører henover mig et par gange til. Klimaks nærmer sig, et sidste ryk og intet vil være som før. Først en række af eksplosioner, dernæst væsker, der flyder fra huller i legemet.

Prognosen er klar, hanen spændt - jeg skal lige til og sige farvel, men du kommer mig i forkøbet. Forvandlingen sker for øjnene af mig. Du er nået til endestationen. Kvinden der før var kød og blod kravler ud af sin puppe. Genfødt på dødens rand. Ekstasen agerer jordemoder, trækker et nyt væsen ud af dit pulserende skød. Du ser taknemmeligt på mig, Jeg bliver forvirret over din pludselige styrke, din sjæls renhed - du er helt ægte. Jeg skammer mig lidt, og kigger væk. Du tager pistolen fra min forsvarsløse hånd. Jeg lukker øjnene, og mærker lettelsens bølger skylle ind. Du nåede dit klimaks, nu er det på tide jeg når mit. Du aer mit hår, og taler blidt - med et er jeg syv år igen, jeg kigger op, og der sidder min mor og taler til min rastløse sjæl. Jeg har aldrig rigtigt kunne sove. Men nu tror jeg endelig, jeg får en god nats søvn.