Han sad i stuen. Hans triste ensomme stue, med mørket hyldet som en kappe om hans krop. En stank fyldte rummet - nej faktisk i hele hans lejlighed og den havde svagt bredt sig ud i opgangen, udenfor hans dør. Udenfor hans verden. En stank af mug og urenhed, af gammelt mad der for længst skulle være blevet smidt ud og indelukkelse. En stank der kunne få en hver til at kaste op ad væmmelse.
   Men det var lige meget. Alt havde været lige meget siden hun forlod ham. Siden han havde set hende i armene på en anden. Han sad i et hjørne med benene trukket op under sig, som om han skuttede sig for alt det, der var lige meget.
   Han knugede hårdt om tegneblokken. Den smukke tegning blev foldet i kanterne. Den var ikke færdig. Den forestillede hende. Tåre løb frem i hans isblå øjne og slørede hans blik for alt i det mørke rum. Men det var lige meget. Han trykkede hårdere på papiret med blyanten. Hårdere! Hårdere! Hårdere! Den knækkede og lavede en lang flosset revne i papiret. Alt var ødelagt. Han kylede den fra sig i raseri. Tegneblokken fløj igennem rummet og ramlede ind i de tomme flasker, der stod på stuebordet. De faldt på gulvet og smadres i en skræmmende lyd der skar i sjælen. Så var alt stille.
   Han havde trukket benene ind til sin barre krop. Han græd åbenlyst nu. Så tog han barberbladet op fra gulvet. Det føltes papirstyndt mellem fingrene. Han førte det op til håndleddet og lød bladet glide kælende over huden på underarmen. I et hurtigt snit gennembrød huden, men han følte ingen anden smerte, end den der vred sig i hans bryst. Blodet sprang frem i små perler. Han skar igen. Blodperlerne samlede sig og løb ned af hans arm i en fin bane. Det var ikke nok. Han skar igen. Og igen. Og igen. Og ikke mere. Nu følte han ingen smerte overhovedet og de sidste tårer forlod hans øjne.