I starten skyldtes det uvidenhed, at jeg var i mod genmanipulation. Men for tiden kalder jeg det i grunden bare for modifikation. For det er hvad det er - en modifikation.
Jeg blev naturligvis manipuleret af mediernes dommedagsprofetier i begyndelsen af genteknologiens spæde barndom, og røg da også med i hylekoret af protester der anså genteknologien for farlig, science fiction-agtig og uetisk. Sådan var min holdning dengang, indtil jeg en dag hørte om en allergi fri kat der kunne købes i Maribo, et eller andet sted på Lolland. Den eneste af sin slags.

Genfield blev lidt af et tilløbsstykke. Folk fra nær og fjern kom for at se den genvidenskabelige nyskabelse der netop boede i mit hus. Det lod ikke til at genere Genfield med alle de fremmede mennesker der kom og gik, der stillede spørgsmål og gerne ville nusse og kæle dette nyttedyr i en uendelighed. Og katteallergikere måtte da også tilstå, at de ikke følte én eneste kilden eller snuen i næsen og de indrømmede blankt, at så længe genteknologien bare var til nytte, jamen, så var alt i den skønneste orden. Men interessen for Genfield ebbede gradvis ud som tiden gik og han blev efterhånden betragtet som en ukontroversiel forlængelse i videnskabens verden. Men en nat da jeg skulle på toilettet, kom jeg til at vælte over katten ude i entreen og da jeg lå på gulvet og famlede i mørket kom jeg på den idé, at videnskaben burde føre et gen fra Sankthansormen over i Genfield, således at han kunne lyse i mørket.
Videnskaben tog i mod forslaget med åbne arme.

Endnu engang blev Genfield et tilløbsstykke, men om natten løb han lyslevende rundt med vidt udspilede øjne og mjavede, mens dens lys kastede flakkende, urolige skygger på væggene. Den virkede skræmt i nogle uger, men faldt efterhånden til ro.

En aften jeg kom sent hjem fra arbejde opdagede jeg, at køkkenruden var slået itu. På græsplænen var der hjulspor fra en bil og inde i huset havde indbrudstyvene raseret det hele. Computeren, fladskærmen og musikanlægget var væk. Alt inventar var revet ud af skabe og kommoder. Mapper, papir, bøger, vaser, planter, lamper og alt muligt andet lå spredt ud over det hele, men gud ske tak og lov fandt jeg Genfield i god behold nede i kælderen, under en gammel drømmeseng. Så var det, at jeg kom på den glimrende idé, at videnskaben burde føre et gen fra en hund over i Genfield, således at han kunne gø. Jeg frydede mig over den præventive virkning det ville have mod tyve, hvis det kunne lade sig gøre.
Videnskaben tog i mod forslaget, som en varm imødekommende kvindebarm.

Jeg indrømmer, at det var... interessant første gang katten bjæffede. Lyden fik den til at stivne fuldstændig. Man kunne se dens lille hjerne arbejdede på højtryk og da Genfield ville hvæse af den imaginære hund i rummet, frembragte han i stedet en dyb knurren. Dette bragte ham fuldstændig ud af fatning, og katten gav sig til at spurte ud af havedøren, mens den gøede, bjæffede, galpede og knurrede. Men som tiden gik vendte den sig til det.
Katte er som bekendt nat aktive og Genfield var ingen undtagelse. En sen aften hvor han rigtig var i vigør og gøede af alt og alle kunne jeg pludselig høre naboen råbe: "HOLD SÅ KÆFT KØTER."
Og jeg blev vred og råbte: "DET ER EN KAT DIN IDIOT."

Så var det, at jeg kom på den brillante idé, at videnskaben burde føre et gen fra et menneske over i Genfield, således at han kunne tale!