Hvor ironisk.
   Jeg tegnede tit hænder. Nogle gange med mine egne hænder som udgangspunkt.
   Min streg var meget realistisk. Folk troede at mine tegninger var fotografier, men de blev overrasket, da jeg fortalte dem, at det ikke var tilfældet.
   Jeg blev engang spurgt under et interview om, hvorfor hænder som motiv.
   Anede ikke hvad jeg skulle svare på det spørgsmål. Havde aldrig nogensinde tænkt over det.
   Jeg tegnede dem bare og kunne gøre det ret præcist. Alle detaljerne var der. Hår, rynker, negle, fingeraftryk osv. Selv hvis jeg var på tur og så folks hænder, der var snavset eller såret, lavede jeg hurtige skitser ud fra dem og tegnede dem. Hænderne kunne have en historie at fortælle om, som f.eks. hvad han/hun havde lavet med dem.
   Nu her har jeg tegnet fødder med min højre fod. Med samme sans for detaljer som med mine hånd-tegninger. For siden en voldsom ulykke har jeg måttet forsætte min kreative levevej på den måde. Mine forældre gav mig meget støtte og hjalp mig igennem den svære tid. For jeg havde ikke lyst til at leve mere, nu hvor jeg troede at mit liv som kunstner var slut.
   Men så hørte jeg om en handicappet kunstner, der malede smukke billeder med sine fødder.
   Det inspirerede mig på ny. Jeg vandt for nylig priser for mine fod-tegninger. Den samme form for opmærksomhed fik jeg ikke tidligere for de andre værker, hvilken var ret mærkelig for mig.
   Kan ofte ikke lave være med at tænke på om ulykken var skæbnebestemt. Om det var meningen at jeg skulle bruge min fod fremover i livet.
   Fik at vide fra et galleri, der for tiden udstillede mine værker, at salget af fod-tegningerne var bedre end salget af mine hånd-tegninger.
   Hvor ironisk.