Den flyvende eventyrer Vinge besøgte et smukt naturlandskab på en dejlig solskinsdag.
   Vinge havde en engels krop og en næse, der var formet som en propel.
   Han havde fløjet rundt i mange år og besøgt mange forskellige steder på alle årstider.
   Han vendte aldrig tilbage hjem, for han havde intet. Var altid på farten og nød sin frihed.
   Mens han nød synet af den grønne natur, hørte han pludselig noget forude. Torden.
   Himlen blev mørk. Solen blev dækket til. Vinge havde det ikke godt med det her, for han hadede tordenvejr.
   Tordenvejret var usædvanligt voldsomt. Det begyndte at slå ned med mange lyn og det gik hårdt ud over landskabet, så det lignede en stor ost med mange huller. Vinge kæmpede for at undgå at blive ramt af lyn, men det var ikke nemt. Han var tæt på flere gange at blive ramt.
   Længere fremme kunne han se et hul fra oven i den mørke himmel.
   Han nåede hurtigt hen til hullet og fløj op igennem det med voldsom fart. Oven over ham var der et andet hul. Deroppe var der blå himmel.
   Vinge nåede det, før tunnelen bag ham blev ødelagt af lynene.
   Han var over det mørke himmel og kunne høre hvorledes det bragede løs under den.
   Forude kunne han se noget, der også var oppe over himmelen.
   Det lignede et slot. Han fløj over til det for at undersøge det.
   Jo nærmere han kom, kunne han se at hvad han troede var et slot, var i virkelighed en kæmpestor trone.
   På tronen sad der en kæmpe iført en sølvfarvende rustning udsmykket med mystiske tegn, der lignede hieroglyffer.
   Den så ud til at sove, for dens smalle, firkante øjne var lukket.
   Vinge var forbløffet.
   Han havde aldrig set noget lignede i sit lange liv.
   "Hallo!" råbte han i et forsøg på at komme i kontakt med den.
   Der var ingen respons. Kæmpen sov stadig.
   "Hallo!" råbte Vinge igen.
   Denne gang reagerede kæmpen. Dens øjne og mund åbnede sig.
   Ud af dem kom der et meget skrapt lys, der blændede Vinge.
   "Hvem vover at forstyrre Zagars søvn?" spurgte kæmpen.
   "Det gør jeg..."
   "Stille!"
   Zagar pegede ad Vinge og ud af hans finger kom der et kraftigt lyn.
   Vinge kunne ikke nå at undgå at blive ramt. Han skreg.
   Hans krop blev til en statue af aske, som blev spredt til alle sider af vinden.
   Zagar så overrasket ud. Han så på sin finger. Den havde en smule glød på sig.
   "Wow!" udbrød han. "Nogle gange kender jeg bare ikke min egen styrke!"