Han gik gennem de dystre gader. Lyset og glæden fra husene, der ville smitte af på selv den mest gnavne gamle mand, rørte ham ikke. Han var alene. Helt alene. Han blev ved med at gå. Alt var tomt, men han blev ved med at gå. Satte den ene fod foran den anden. Så stoppede han. Han tænkte. Tårerne Trillede langsomt ned af kinden, ved mindet om hende. Om dem. Han kiggede ind af vinduet." Det var ham som helt lille. Han var måske omkring 4 år. Han var glad og smilede til sin mor, som løftede ham op og svingede ham rundt. Hans far trådte ind af døren, og han løb hen i favnen på ham, da blev lyset slukket, og glæden forsvandt." Han gik videre. Helt alene. Den kolde vind ramte ham i nakken. Det var koldt, selv på denne årstid. Det begyndte at regne. Han bliver ved med at gå. Han kan hørte hver en dråbe der ramte jorden. Han kiggede på sine fødder. Højre, venstre, højre, venstre. Stop. Han kiggede op. Regnen ramte hans ansigt. Vand dråberne fandt stille vej ind i hans mund. Han havde ikke lagt mærke til hvor meget han havde længtes efter vand. Selv da dråberne ramte, var hans hals tør. Han gik hen til det næste vindue og kiggede ind. "Han var nu lige fyldt 7. Han sad alene på sit værelse. Han var iført et sort jakkesæt. Hans mor trådte ind af døren. Hun græd, og omfavnede ham. Det var den dag hans far blev begravet. "Han gik ikke langt før han kom til det næste vindue."Han var næsten 9. Han sad i vindueskarmen. Han kunne lige præcis ane alle øllene på bordet. Alle de tomme øl flasker. Hans mor lå på sofaen. Det så næsten ud, som om hun var død." Han tænkte ikke over det han så. Han følte sig bare.. Alene. Han følte sig tom. Som om alt allerede var forsvundet ud af hans krop. Regnen stoppede. Der var helt stille i skumringen. Han så lys i det næste vindue. Han gik der over med hans tunge ben. Han stoppede foran vinduet. Han prøvede at finde ud af, hvad han følte, men der var ingenting at føle, kun tomhed. Han kiggede ind af vinduet. "Han var 12. Han så glædestrålende ud. Han kiggede på hende. Den smukkeste skabning hans øjne havde set. Han kiggede bare på hende." Ikke engang det minde fik ham til at trække på smilebåndet. Han gik 3 skridt. Så stoppede han. Han stod i en vandpyt. Vandet sivede ind gennem hans sko, men han kunne ikke føle kulden. Han kunne ikke føle. Der var helt mørkt. Ikke engang gadelygterne lyste. Lyset i det næste vindue tændtes. Han nærmede sig. "Han var 13. Det var hans første kys. Det var med hende. Glæde strålede ud af hans øjne." Han gik videre. Han havde aldrig troet, at han ville minde tilbage på denne dag og føle. Intet. Hans skridt blev kortere, og hans ben blev tungere. Stilheden var uudholdelig. Der var bare stille. Ingen stemmer. Ingen smil. Ingen glæde. Bare stilhed. Næste vindue. "Han stod på hospitalet. Han kigger ned i sengen. Hans mor ligger der. Han græder stille. Hun er væk. Lyset gik ud." Han forsætter ned af skumringen små tunge skridt. Månen lyste nu stærkt. Den lyste vejen op. Han gik mod månen, da det næste vindue lyste op. "Han var 16. Han stod helt alene i hans hus. Han flyttede væk nu. Han skulle bo med hende. Et andet sted. Væk fra alle minderne." Hans skridt førte ham videre længere ind i den mørke skumring. Til det næste vindue. "Han var 25, og havde fået arbejde. Han tjente godt. Hun var gravid nu. Alt faldt stille på plads." Hvert et skridt han tog føltes tungere, for hvert et minde der kom tilbage. Han gik bare videre, alene. Han ville stoppe, men hans ben blev bare ved med at gå. Højre, venstre, højre, venstre... Han nåede videre til det næste vindue. "Han var 34 nu. Barn nummer to var på vej. De var i zoologisk have. De var lykkelige." Han følte ingen lykke til dette minde. Han følte stadig intet, men hans skridt blev tungere. Det var snart umuligt at tage flere skridt. Han Havde næsten ingen minder til bage. Der var to vinduer tilbage. Han bevægede sig stille hen mod det første. "Han fik et opkald. Det var et forfærdeligt opkald. En bilulykke. 3 døde. En pige hendes mor, og et ufødt barn." Han følte stadig intet. Ingenting. Han var næsten væk. Det var tid til det sidste minde. "Det var ikke noget kønt syn. Han spiste ikke noget. Han drak ikke noget. Han gjorde intet. Han havde intet tilbage. Han havde mistet alt. Han så ingen grund i at leve." Han gik ned forenden af skumringen, først da indså han hvad der var ved at ske. Hans ben var tunge, tungere end nogensinde. Der var et lys. Et lys forenden af skumringen. Han smilte, da han trådte ind i lyset. Han så hans familie. Hans far, hans mor. Hans elskede. Hans pige, og hans ufødte barn. Han græd. Han græd af glæde. Han var væk. Helt væk.