Hun ser sig omkring, lyset er slukket. Far sover, mor er væk. Det har hun været længe, meget længe. Normalt plejede hun at komme hjem, men ikke længere. Hun bliver væk denne gang. Valgte at blive væk.
   Hun lukker sine øjne, ser hendes mor for sig. Et skrækkeligt syn. Hun var ikke længere hendes mor, da hun fandt hende. Hun var bare en livløs krop, uden et eneste strejf af mor i sig. Hun ser det røde vand, der flyder rundt om hende. Hun ser rifterne i armene. Hun ser ansigtet med de lukkede øjne. Hun ser den lille seddel med hendes mors håndskrift. Hun ser hendes mors barber blad nede i vandet.
   Hun åbner øjnene igen, vil ikke se mere, for det er ikke værd at se igen. Hun ville ikke se hvad der så sker, ikke igen. Ikke se hvad far gør. Se far græde. Se far holde den livløse krop ind til sig, som i et desperat håb om at mor stadig er der. Det er hun ikke. Det kan straks føles at hendes mor ikke er der mere.
   Hun græder ikke, hvorfor skulle hun, det var ikke mor der havde ligget der i badekarret. Det var bare en krop. Så hvorfor græde? Det forstår far ikke. Han vil ikke forstå.
   Hun fik fri fra børnehave, selvom hun gerne ville af sted. Hvorfor skulle hun blive hjemme, bare fordi at hun havde fundet en livløs krop på badeværelset? Hun forstod det ikke. Forstod ikke hvorfor alle nægtede at hører på hende. Hun havde det fint. Mor havde bare valgt at blive væk denne gang. Blive væk fra alle skænderierne. Alle råbene. Kasten med ting og tårerne. Hun ville også have blevet væk. Ja, det ville hun.
   Hun ser ud af vinduet det regner ikke mere. Det gjorde det før. Før regnede det. Små dråber faldt ned på vinduet, og skabte underlige mønstre på ruden. Hendes mor havde altid elsket regnen. Den var god for hendes blomster. Det skabte nyt liv sagde hun altid. Ja, regn var godt.
   Det er mørkt. Når det er mørkt skal man sove. Ja, når lyset er slukket skal man ligge i sin seng. Og sove. Det er hun sikker på. Så hvorfor sover hun ikke? Mor sagde altid at hun skulle være en stor pige, og sove når det var mørkt. Hun havde altid gjort som mor sagde, men nu er mor her ikke. Når mor ikke er her behøver hun ikke gøre, som hun siger, eller gør hun? Det er forvirrende alt det med, at mor ikke er her længere.
   Månen lyser ned på hende. Kigger mor mon på månen lige nu? Det burde hun. Månen er flot. Ja, månen kunne mor godt lide. Månen og regnen, det var mors yndlings ting. Også selvfølgelig lige hende. Mors lille pige, der altid gjorde, som der blev sagt. Mor havde nu et dejligt kram. Hun elskede når mor krammede hende. Når mor ikke sov, eller var sur på far, så elskede hun at kramme. Mor kunne også godt lide hendes piller. Hun elskede hendes piller. De små hvide kugler, som skulle gøre mor glad. Dem elskede hun også, men mest hende, det var hun sikker på. Hun nikker stille for sig selv. Ja, mest hende.
   Hun ser sig omkring, lyset er slukket. Far sover, mor er væk. Det har hun været længe, meget længe. Normalt plejede hun at komme hjem, men ikke længere. Hun er ikke bare kørt ud på en tur, for at køle ned, nej hun kommer ikke hjem. Hun bliver væk denne gang. Valgte at blive væk, men det gør ikke noget. For hun ved at mor elskede hende, mor elskede hende mest.