Roligt trækker hun vejret helt ned i lungerne. Cigaretten bliver smidt, og med den ene fod forsøger hun halvhjertet at slukke den. Gæsterne er gået og hun har fået sagt farvel så fornuftigt og sagligt som muligt. Måske troede de, at det var ment som en spøg; "Afskedsfest", havde hun kaldt invitationen, og hun havde holdt fast i at der intet alkohol skulle være. Akavede smil og omfavnelser. Velmenende opmuntringer. Måske havde de troet, det var en afsked til depressionen. Ignorante fjolser.
   Hun står og vejrer lidt med hænderne strakt ud over godsbanesporet. Det har været planlagt i mange måneder, og det er den største rus, og samtidig en dyb, dyb lettelse, hun har oplevet. Tre minutter til det næste tog.
   Hun ved godt, hun er anderledes. Kvinder begår som oftest selvmord på en måde, så der er mindst arbejde at gøre bagefter. Alligevel glæder hun sig til det frygtelige flygtige øjeblik, hvor toget er sekunder fra at ramme hende og hele livet blomstrer absurd op for øjnene af hende. Hun så engang et billede af en kvinde, der var sprunget ud fra en høj bygning; armene og benene var forvredne og der stak knogler ud, men der var den smukkeste glorie af blod om kvindens hoved og en uforståelig vished over ansigtet. To minutter endnu.
   Er det en egoistisk beslutning? Er hun kold i hjertet? Folk burde kunne forstå at det primært er for deres skyld; efterhånden er hun blevet bange for at være alene med veninders børn, af frygt for at ødelægge dem, og familiemiddagene er altid afskyeligt akavede med halvhjertede forsøg på at forstå sygdommen. Der er intet at forstå. Hun har altid været sådan. Hun begynder at kunne høre den velkendte hvislen i togsporene. Et minut endnu.
   Roligt træder hun ud over kanten. Blæsten tager til, og håret fyger om ansigtet på hende. - Sådan her skal jeg altså dø, tænker hun. Med vinden i ansigtet.

-

Lokomotivføreren i DSB var ny. Han så hende først, da hun lå udstrakt hen over ruden.