Selvfølgelig hader jeg dig. Det har jeg altid gjort. Jeg hader alt ved dig. Dine prutter. Dine overarme. Din evne til at få mig til at føle mig som et komplet fjols, hver gang jeg ser dig. Selvfølgelig hader jeg dig. Jeg hader dig, lige så meget som jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker alt det, jeg hader ved dig, og omvendt. Jeg hader din snorken. Din parfume. Dine billige efterligninger af folk, du ser ned på. Din latter. Dine fantastiske brune øjne, som jeg for alt i Verden aldrig må skrive om. Selvfølgelig elsker jeg dig. Det har jeg altid gjort. Jeg elsker alt ved dig. Jeg elsker dig så højt, at det skriger inde i mig af trængsel. Ikke længsel, men trængsel. Jeg elsker dig som jeg ikke troede var muligt igen, og jeg hader dig for det. Jeg hader dig, fordi jeg elsker dig. Fordi jeg elsker dig. Fordi jeg hader dig. Fordi det ikke burde være muligt. Fordi jeg har lyst til at udbryde "MMMMMMMH!", hver gang jeg ser dig. Fordi. Fordi det hele. Jeg hader dine negle. Jeg hader dem så meget, at jeg har lyst til at æde dem. Selvfølgelig hader jeg dem. Selvfølgelig hader jeg dig. Det har jeg altid gjort.


Selvfølgelig elsker jeg dig. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at skrive klamme, hemmelige kærestebreve til dig, som jeg aldrig nogensinde ville turde indrømme over for dig, - og slet ikke vise dig. Selvfølgelig hader jeg det. Selvfølgelig hader jeg dig. Det har jeg altid gjort.