Jeg troede appelsiner var orange
indtil jeg så byens porte åbne.
Solen kastede sit lys på boderne
og vækkede længslen blandt folket.
Støvede kvinder i brune gevandter,
fortravlede sig hjem med indkøb.
Meget skulle bages, ganske lidt pakkes,
inden solen ville gøre skyggerne lange.
Bag sig efterlod de hjem og huler,
trådte i det uvisse ud.
Meget var på spil, endnu mere på lur,
de gik og så ej tilbage.
I lange karavaner åbnedes buskbeklædte veje.
Torne rev i stilhed.
Børnene, med store øjne,
kunne end ikke græde.
Nattens mørke og kulde,
med hylene vilde hunde fra bjergene omkring.
I morgen ville meget være godt,
lyset ville afløse stjernernes job.
Frem kom de aldrig.
Natten erstattedes af tæt tåge.
Som blinde de endnu mærker sig frem,
har fået et sted, men ikke et hjem.