Vers 1:
Ingen så det komme,
hendes liv er nu omme.
Hun var ellers så kvik ...
Nikkede konsekvent til buschaufføren,
lige inden hun trådte ud af døren.
Ofte genstand for et misundeligt blik.
Vers 2:
Årene gik med voksende særhed,
hun frygtede fedt, rygter og nærhed.
Hun var ellers så smuk ...
Et såret barn med en fortid,
vandt respekt og manges tillid.
Hun barskt tog imod livets hug.
Omkvæd:
Intet af dette ænsede hun,
tomrummet blev større end livet.
Hun kiggede mere ind end ud,
søgte en mening og talte med Gud.
Vers 3:
Det lange lyse hår begyndte at gråne,
de store grå øjne, børn af fuldmåne.
Rap i replikken - altid på pletten
og en smule bitter i logikken.
Ensomheden ramte mangen en kvæld,
få lukket ind af et lille spjæld.
Omkvæd:
Alt dette ænsede hun,
sjælen blev mørkere end lyset.
Hun levede mere ind end ud,
fandt ingen mening og bebrejdede Gud.
Vamp:
For, hvad skal der til for at kærligheden bliver?
Er det vi får, virkelig det vi giver?
Alt det hun savnede og troede på,
forsvandt i et sus da hjertet gik i stå.
Vers 4:
Hun tjekkede ud i sin bedste alder,
efterlod en masse skvalder.
Hun havde det også svært ...
Der blev gættet på mangt og meget,
særligt fra dem, hun for længst havde streget.
Den hårde lektie havde hun lært.
Omkvæd (gentages):
Langt borte ænsede hun,
lyspletter hist og her.
Livet ville tiden trække ud,
lyset forsvandt og endte hos Gud.