Man kan gå rundt i sit hus midt om natten i bælravende mørke, uden at kunne se om man går ind en væg. Man ved dog et eller andet sted en smule om hvor man befinder sig. Det der skal til for at man ved hvor man skal hen, plejer at være en oplagt årsag, eftersom man kan finde på at begive sig ud i sit hjemlige mørke. Ens hjemlige, hemmelige mørke, er altid med en når man begiver sig ud på glat is. Man kan endda i mørke, på glat is, have en chance for at finde frem til sin hjemlige mørkenavigation. Chancen er høj alt efter hvor godt man egentlig ser sig selv i spejlet, på glat is, i mørke.

Når man når det punkt på isen, hvor den er ved at revne, bliver man tvunget til enten at give op eller før eller siden eller at se sig selv ordentligt i spejlet. At indse at en sludder for en sladder ikke kan gøre en skid for ens evne til at indse sin egen selvbevidsthed.

I det man ved at man er bevidst om sit hjemlige, hemmelige mørke, kan man navigere på glat is. Nu er det vigtigt at slå fast at ens hjemlige, hemmelige mørke er det modsatte af en skavank.

Hele idéen om at gå ud i sit kulsorte, natramte hus, ligger for de fleste fjern i det de tænder lyset for en sikkerheds gæroverspringing i bageriet. Brøddet bliver bare aldrig luftigt og gennemskueligt hvis man altid tænder lyset.