Der er en hel del snegle i sommerhusets have. De dukker alle frem, når det har regnet. Der er de almindelige som er over alt og som ikke gør nogen fortræd. Vi havde på terrassen en flise stående op ad en stor vase. Da jeg ville fjerne den var der snesevis af dem, bittesmå. Det måtte være et udklækningssted, for hvorfor skulle de ellers samles der? Jeg stillede flisen tilbage, for at lade dem være i fred, men næste dag var de alle væk. Sommetider kommer de også ind i huset. En dag kom en frejdigt vandrende hen over gulvtæppet. Jeg spurgte den hvor den skulle hen, men den svarede ikke. Så tog jeg den forsigtigt og bar den udenfor og satte den i græsset.
Der er de sorte skovsnegle. De er egentlig lækre at se på, minder om lakrids, og man kan godt få lyst til at bide i dem. Fra min barndom husker jeg en dreng der virkelig tog en og bed den over. Vi der stod omkring var forfærdede, dens indvolde væltede ud af hans mundvige. - Jeg kommer i tanker om det børnerim:
"Snegl, snegl, du sorte,
er dit hus blevet borte?
Er du løbet hjemmefra
i den bare skjorte."
Vinbjergsneglene er der mange af. De er noget særligt på grund af deres størrelse, og de er smukke med deres mange brune nuancer. De skal engang være indført i landet af franske munke, som spiste dem. Og det er også dem, man får på restauranter med hvidløgssmør. - Det kunne dog ikke falde os ind at spise vore. Vi nøjes med at beundre deres skønhed, når de kommer glidende hen over terrassen eller op ad stolperne som holder udhænget på terrassen, eller de kommer på stierne hvor vi går, så vi skal være forsigtige med ikke at træde på dem. En dag kom jeg til det, og havde det dårligt med det flere dage efter. Jeg forbinder også dem med minder fra min barndom, dog mere lækre. Min bror og jeg legede et sted hvor der var mange af dem. Vi samlede hundredvis af dem på et gærde, og narrede et par ældre damer som kom forbi og blev forbløffede over dette naturfænomen.
Og så er der dræbersneglen, eller den iberiske skovsnegl, som den vel rettelig hedder. Også den er egentlig lækker at se på. Med deres rødbrune farve minder også de om en slags slik, som vi spiste som børn. De er nye i vore landskaber, og som andre indvandrere er de blevet mødt med uvilje og mistænksomhed. Sandt er det da også, at de ingen naturlige fjender har her - undtagen menneskene altså - det siges, at fugle som ellers æder snegle ikke vil røre dem, således at de formerer sig uhæmmet. Folk ærgrer sig over at se deres køkkenhaver gennemgnavet. Dræbersneglen dræber ingen, undtagen salaten, kålen og de øvrige grøntsager og de går også løs på blomsterne. Så selvom de ikke dræber nogen, er navnet ikke helt uberettiget. I vores have gør de ingen skade. Vil de æde noget af græsset på vores naturgrund er de velkomne til det. - Men af loyalitet mod vore naboer, som har mere velfriserede haver, og som har deres urter og blomster at pleje, har vi taget deres fordomme på os, og slår dem ihjel, når vi kommer over dem. Vi skærer dem over med en spade eller knuser dem med en sten. Det er mest Finn, han er mere konsekvent og vel også mere brutal end jeg. Jeg har sværere ved det, det er ubehageligt at skulle massakrere disse i grunden smukke dyr.
Det sker, at de kommer ind i huset og pludselig er de underligste steder. En morgen, da jeg på badeværelset skulle have noget koldt vand i ansigtet, var der en i håndvasken, en lille én. Jeg blev så forskrækket, at jeg uden videre tog den med fingrene, smed den i toilettet og trak ud. - Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg havde fået noget slim på fingrene, og det var ikke til at komme af med igen. Jeg måtte skrubbe længe med neglebørsten. - Næste morgen var den der igen. Jeg formoder det var den samme, men det ved jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde tænkt, at den druknede dernede i septiktanken, men der tager jeg måske fejl. Måske er der netop ideelle udklækningsvilkår dernede, og så begiver de sig op gennem rørene. - Nå, det er altså min frie fantasi, og må ikke tages særlig alvorligt. - Den her, om det var den samme eller ej, tog jeg med et stykke papir og lod den gå samme vej.
Også jeg spiser salat, kål og andre grøntsager i massevis - dog ikke blomster - og jeg spiser også kød næsten daglig. Ja, det sker at jeg spiser snegle, dog ikke de her, den iberiske skovsnegl. Så hvem er egentlig dræberen?