-Stile synker solen ned, der mod horisontens land..
Han sidder i mørket, og længes mod det lyse sand..
-Hjemme mod vest, ved brændingens blæsende dialekt..
tankerne sejler, mod horisontens land, der løber han's øjn i vand, af respekt...
-han mindes, der ved stranden, med orkanen i han sind..
Blæsende blødte det, da stormen løb ned af hans kind..
-længselen efter hans elskede hav, på jagt, som jægeren efter glemselens, lyse rav.
For der på havet, sejlede han ud,
der ville han livet gerne, der med Gud..
-Stile sidder han, øjnene skinner som bølgen der brydes..
Stile tænker han, på den aften. Og hans sind frydes.
Når han flyver hjem, til det han kunne li.
husker han kliterne, med den lyse sand. Og fyldes af melankoli.
-For han fandt svaret,ved vandet.
Den aften, stjernerne lyste, Hvidt der på sandet...