Heldigvis var Bente ikke i dårligt humør, da jeg nærmest smed cyklen i indkørslen og stormede ind i køkkenet.
   "Er alt gået ok?" Min stemme lød nervøs.
   "Ja, ja, ingen problemer. Vi har lavet julepynt," svarede Bente med et smil. Det var dog et kortvarigt et af slagsen, og det lod mig vide, at måske var hun ikke ligefrem sur, men han havde et eller andet på hjerte.
   Jonas, min ældste, sad og klippede uengageret i glaspapiret.
   "Hvad siger du til at tisse af inden du skal med din mor hjem?"
   Han kiggede op på mig på den måde jeg bare ikke kan snuppe. Undersøgende. Som om han ved noget jeg ikke ved og bare lige skal tjekke om jeg ved det eller ej. Men så trak han på skuldrene og stak ud af døren.
   Jeg benyttede mig af lejligheden til at tjekke hans taske efter madkassen og se om hans overtøj var vådt.
   "Hør, Lotte, det er ikke for at blande mig ..."
   "Har han opført sig dårligt?"
   "Jonas? Nej, han er altid så stille og rolig. Hvis bare mine egne børn var halvt så rolige ... nej, det er bare det ... hvordan går det jer ... ja, og med Stella?"
   Jeg glemte de tusinde ting jeg skulle huske, lod armene synke langs kroppen. Træthed, den træthed jeg nægtede at give op overfor, kom skyldende. Men jeg rystede den af.
   "Hun ... de siger hun måske kan komme hjem til jul. Jeg skal til møde med hendes læger i morgen."
   "Åh, nej."
   "Det er sikkert ikke slemt, det er bare ... sikkert noget med en ny behandling, det plejer det at være."
   "Men de ved stadig ikke hvad hun fejler?"
   Jeg bed i min læbe så jeg kunne smage blodet. Det var også den irriterende, bidende vind og mange cykelture i en alt for presset hverdag.
   "Nej ... ikke sådan rigtigt. Hun har stadig perioder med svimmelhed, åndenød. Nogle gange opkastninger."
   "Det er hårdt for jer."
   "Tak ... vi prøver. Ja, du ved, Thomas har jo sit på arbejdet ... de fyrede jo nogen for en måneds tid siden, så han er nødt til ..."
   "Men det er dig der trækker læsset. Som sædvanligt."
   Jeg bøjede mit hoved og nikkede kort. Følte at jeg burde græde, men der kom ingen tårer. Slet ikke nogen. I stedet følte jeg mat stolthed.
   "Det er da også utroligt i har været så uheldige. Var det ikke noget i den stil Jonas fejlede ... altså, inden I flyttede hertil?"
   "Jo, dengang talte de om hjernebetændelse ... men det blev de vidst aldrig sikre på."
   Pause. Jeg kan høre et børneprogram mumle i stuen inde ved siden af. Lyse toner og let stemning. Sikkert Bentes to piger.
   "Hvad med jeres den mindste?"
   "Vera? Hun har det fint. Sin fars øjesten, kan du tro. Ja, der har været lidt med madallergi, men det har jeg styr på."
   Der var mere jeg ville sige, men jeg tog mig i det. Det er mig, der har styr på det, ikke os, tænkte jeg.
   "Jeg fatter ikke I kan holde til det. Jeg er så imponeret over dig ... ja, over jer begge to og det ... I klarer meget. Meget mere end de fleste kan."
   "Tak," sagde jeg med et suk og rettede mig op. "Jeg gør hvad jeg kan for at holde det hele sammen."
   Jonas kom sjoskende, sagde farvel til Bente og klædte sig på, uden så meget som at se på mig. Jeg havde brændende lyst til at give ham et kram, men vidste han ville skubbe mig væk.
   Turen ud i den bidende decembervind foregik i tavshed. Jeg prøvede med en frisk bemærkning om vejret og spurgte til Patrick - Jonas' bedste kammerat. Ingen respons. Til sidst blev jeg irriteret på en dum og irrationel måde og klappede i.
   En lille smule af dagens bekymring lettede, da jeg låste os ind i rækkehuset og jeg med det samme kunne dufte mad. Det var ikke planlagt. Thomas havde hevet Veras dukker med ud i køkkenet, de sad sammen på gulvet og legede.
   "Hvordan ser det ud?" spurgte jeg.
   "Der er mad om ti minutter. Vi fandt en rest i fryseren. Jeg har sat pasta over."
   Der var ikke tid til at træde ud af støvlerne. Jeg sjoskede direkte over og kiggede ned i gryden.
   "Hvilke pastaer?"
   "Dem vi brugte i weekenden."
   "Lørdag eller søndag?"
   "Er det så vigtigt? Øhm, ja, så tror jeg det var søndag."
   "Søndag ... for helvede, Thomas så er det jo dem med æg i. Du ved at Vera ikke må få æg. Det var en af de ting lægerne sagde vi skulle prøve at undgå."
   Thomas og Vera sad og kiggede på mig. Jeg vendte ansigtet bort.
   "Er du sikker på det er så ..."
   "Ja, gu' er det vigtigt. Vil du have at endnu et af vores børn skal på hospitalet?"
   Allerede inden hele sætningen var ude af min mund, brændte mine kinder.
   "Nej, undskyld, Thomas, jeg ... det har været en lang dag, og jeg troede ... jeg troede virkelig vi havde en aftale om ... vi skulle passe på, ikke? Prøve den diæt af, som ham den der specialist foreslog."
   "Ja, det er også rigtig skat. Jeg skal nok tage mig af det."
   "Nej, nej, I har gang i en god leg. Jeg løser det."
   Med den behændighed, man kun finder hos fortravlede mødre, fik jeg med få bevægelser hældt den gamle pasta i vasken, hældt vand i igen og fundet den ægfri pasta frem.
   Resten af aften gik uden katastrofer. Det vil sige, det gik sin skæve gang. Jonas sad og surmulede, mens han stak til maden. Vera var i sit skabagtige humør, og Thomas var absolut ikke en trofast støtte i den situation. Jeg var ved at blive godt gal i skralden på ham, indtil han foreslog at han ville rydde op i køkkenet, mens jeg så kunne få lov til at lægge Vera i seng. Det var en befrielse at smide det praktiske ansvar fra sig. Mig og den mindste fik en rigtig god, lang puttetid, hvor vi snakkede om børnehaven, dukkerne og om hvornår vi alle sammen skulle besøge Stella igen. Jeg fik læst et enkelt kort kapitel i godnatbogen inden min lille pige gled væk. Dagens første øjeblik i fuld stop kom og gik mens jeg sad med den lille krop lænet op ad min. Jeg snusede til hendes hår og tænkte at netop den slags stunder gør alt andet bøvl så uendeligt småt.
   Tilbage i stuen havde Thomas allerede reddet op på sofaen til sig selv, han læste i en krimi.
   "Hvad er det for et møde i morgen?" spurgte han halvt fraværende.
   "Aner det ikke. En opdatering, vel sagtens. Måske er de ved at være tæt på at finde ud af hvad der er galt med hende."
   "Det må vi håbe."
   Jeg blev stående et øjeblik, havde en fornemmelse af at jeg burde sige et eller andet til ham, noget dybere end den daglige koordinering og kort udveksling af informationer. Desværre kunne jeg ikke samle tankerne nok til at finde ud af hvad det skulle være.
   "Tak ... for din hjælp med køkkenet, mener jeg. Jeg orkede ikke mere praktisk arbejde mere i dag."
   Han sænkede bogen og så kort på mig.
   "Selv tak. Du ser udkørt ud."
   Jeg satte mig i lænestolen og prøvede at koncentrere mig om et gammelt ugeblad. Men jeg kunne ikke tænke på andet end lugten af Thomas' krop. Sved og maskinlugt hang omkring ham. Det var blevet værre over de sidste par år, også selv om jeg sagde til mig selv at det var indbildning.
   "Jeg går i seng," sagde jeg. Thomas svarede ikke.


* * *
   Det sneede, da mit vækkeur ringede, og det første jeg tænkte på, var at cykelturen ud til jobbet ville blive værre end dagen før. Det var først mens jeg stod og kogte havregrød til Vera, at det gik op for mig at jeg slet ikke skulle haste fra vuggestue til arbejde. Der var lige en tur på hospitalet klokken halv ti.
   Heldigvis vidste jeg at jobbet ville være meget forstående. Souschefen på plejehjemmet gav mig uden videre fri når det havde noget med børnene at gøre, og spurgte altid hvordan det gik med rynkede, bekymrede bryn.
   "Er du sikker på jeg ikke skal tage med?" spurgte Thomas mens Vera selv børstede tænder. Et fandens dårligt tidspunkt at spørge på, jeg var i gang med dagens første kop kaffe og ville gerne have bare halvandet minuts ro.
   "Hvorfor skulle du det? Vi har været til møde før om Stella. Det er alligevel mig, der har bedst styr på det."
   Thomas nikkede, kiggede ned i bordet og kiggede derefter op på mig igen. Det blik, det der undersøgende - nej, granskende blik, som Jonas havde haft dagen før.
   "Hvorfor kigger du på mig på den måde? Jeg vil ikke have du ser på mig ... ikke på den måde."
   De mørke øjne foran mig blinkede febrilsk, tog en runde i lokalet for at finde noget at støtte sig til, inden de igen fæstnede hele deres opmærksomhed på mig. Denne gang med overraskelse.
   "Jeg gider ikke have du stirrer på mig, okay? Vi har lavet aftalen om, at du koncentrerer dig om dit arbejde. Det er alligevel dig, der får mest i løn, og vi har klaret to fyringsrunder det sidste halvandet år. Jeg tager mig af børnene, ikke? Det er MIG, der har styr på dem."
   Min hånd hamrede den halvt fyldte kaffekop ned i bordet.
   "For helvede, Thomas, det er jo mig, der er limen, som får den her familie til at hænge sammen, ikke? Hvad ville der ske, hvis jeg ikke var her, hva'? Så ville Vera få den mad hun ikke kunne tåle, og du ville ikke have en skid styr på hvad lægerne foretager sig med Stella. Og Jonas? Glem det!"
   Endelig trak Thomas øjnene til sig, han rejste sig og gik. Men han stoppede på dørtærsklen, som om der var et eller andet han ville af med. Han kom dog på bedre tanker.
   "Nå, men jeg håber du får en god dag."
   Hans stemme var flad, jeg følte kun et kort øjebliks ubehag, så var han væk. Jeg kunne høre bilen starte kort efter.
   Cykelturen med Vera gik glat. Vera snakkede om et eller andet de lavede i børnehaven for tiden, men jeg hørte ikke efter. Det var ikke rigtigt af mig at lade mine frustrationer gå ud over Thomas. Han gjorde sit bedste. Han havde bare ikke styr på det med børnene på samme måde som mig, og det kunne jeg jo dårligt bebrejde ham. Han var trods alt den yngste i sin familie, og de små drenge er altid skærmede fra alt det der ellers foregår i familien. Det kan jeg som den største i en børneflok på fire skrive under på.
   I institutionen var der som sædvanlig for mange børn og for få voksne. Jeg fik ikke fat i om mandefaldet skyldes sygdom, kursus, en pukkel af afspadsering eller noget andet, men kunne med en tilfreds mine aflevere Vera, uden at skulle stå til ansvar for et eller andet, som pædagogerne havde fantaseret om over en hjemmebagt bolle og en kop kaffe.
   Jeg satte mig glad i sadlen og piskede gennem vinden. Tiden var skredet en lille smule, men ikke nok til at jeg fik de store problemer med at indhente tabet. Jeg satte cyklen ved stationen og hoppede ind i S-toget.
   Da jeg stod af igen, havde jeg så god tid, at jeg kunne forkæle mig selv ved at købe en kop kaffe på stationen. Ja, livet var fint alt taget i betragtning. Familien var bare inde i en svær periode. Længere var den ikke. Thomas gjorde sit bedste ved at være god til sit job og sød ved børnene - men når alt kom til alt, så havde jeg ret: Det var mig, der var den afgørende faktor for at familien kunne fungere. Derfor burde jeg alligevel ikke have råbt af ham - men det er den slags, der typisk sker, når man er i en dårlig periode.
   Jeg traskede rask af sted fra stationen med hånden fast knuget om min håndtaske. Jeg tror endda at jeg fløjtede en tone eller to. Mine fødder fandt automatisk vejen til børneafdelingen, selv om jeg kom ind i hospitalet fra en indgang jeg ikke plejede at bruge. Men foran døren til Stellas stue stod en sygeplejerske.
   "Lotte? Godt du kom. Stella er til fysioterapi, så du kan først se hende senere. Men de venter på dig."
   Ærgrelsen var til at smage, men jeg beherskede mig. Idioterne skulle bare fortælle mig de som sædvanlig var på herrens mark, og så kunne jeg se mit barn igen.
   Jeg blev vist ud af afdelingen, op gennem en elevator til noget, der lignede et administrativt område.
   "Her har jeg ikke været før."
   "Nej," smilede sygeplejersken, "men der er møde i det rum vi normalt bruger til samtaler på afdelingen, så du får lov til at se vores store lokale."
   Den smilende pige med en alt for kraftig læbestift til hendes blege og urene hud, viste mig ind i et stort konferencelokale. Ved det store bord sad fire personer. De tre af dem var læger jeg kendte, den ene af disse overlæge for børneafdelingen. Den fjerde, en gråhåret dame, kendte jeg ikke.
   "Lotte, hvor er det godt du kom."
   Modtagelsen fra overlægen var alt for overstrømmende. Han rystede min hånd voldsomt. Der var sved på hans overlæbe.
   "Er der noget galt?"
   "Slet ikke. Sid ned, sid ned."
   Jeg satte mig tøvende ned. Det her var slet ikke som det plejede at være til møder med lægerne. Overlægen var nervøs, de to andre læger ville ikke møde mit blik, og så var der ... den gråhårede dame, som bare stirrede. På den måde jeg bare ikke kan snuppe.
   "Ja, du må undskylde, men det haster en smule, derfor vil jeg gå lige til sagen. Vi har indkaldt dig fordi vi tror vi har stået overfor et stort gennembrud i forhold til Stella."
   En længere pause. Jeg åbnede munden og lukkede den igen, vidste ikke hvad jeg skulle lukke ud af den.
   "Du ser overrasket ud," sagde en af de andre læger, en fyr, der så ud til kun at være gammel nok til at sidde foran en computer og spille voldelige computerspil natten lang.
   "Nej ... jo, jeg mener ... der har jo været så meget ... så langt et forløb ... og dengang med Jonas kom der jo heller ikke noget sikkert svar ... så det virker lidt utroligt, at nu ..."
   "Jo, jo," sagde den nervøse overlæge og kæmpede for at lyde jovial, "men det med Jonas kan vi vende tilbage til. Men altså, sagen er at vi har stået overfor et gennembrud."
   En pause igen. Igen meget tydeligt at man ventede en eller anden reaktion fra mig.
   "Vil det sige at I ved hvad hun fejler?"
   De tre læger udvekslede blikke, den unge fyr, der kommenterede før, skar sågar en grimmasse, der godt kunne ligne et hånligt smil. Den gamle dame stirrede stadig, upåvirket.
   "Ja, altså ... det ... spørgsmålet er om hun fejler noget ... man kan godt sige vi er blevet klogere på det, men ... nogle gange må man se tingene i et større perspektiv. Ikke sandt? Altså ikke bare teste for konkrete sygdomme, men anskue en anamnese på et overordnet plan."
   I den efterfølgende tavshed spekulerede jeg over om væggene var lydtætte, om det var derfor jeg skulle herhen. Normalt var der masser af lyde at høre på hospitalet: Glade børn, trampende hæle, ting, der blev kørt rundt på små vogne eller dæmpede stemmer. I dette lokale var luften tom.
   "Jeg forstår ingenting."
   "Jo, nu skal du høre," igen en meget ivrig, men nervøs overlæge. "Som vi aftalte i sidste måned, så ville vi forsøge at afsøge grænserne i forhold til de hidtidige undersøgelser; prøve nye områder af. Det var derfor vi har lavet en test af hørelsen og neurologiske test af synssansen."
   "Ja."
   Det eneste jeg kunne koncentrere mig om, var den gamle dame og hendes stramme mund. Hvorfor stirrede hun på den måde på mig? Jeg kunne mærke vreden være under opbygning.
   "Vi valgte også at ... gøre noget helt utraditionelt."
   "Utraditionelt?"
   Den unge læge brød ind.
   "Ja, du gav os jo frie rammer. Vi har også været meget optaget af at finde ud af hvad det er din datter fejler. Særligt set i lyset af din families ... sygehistorie."
   "Derfor," tog overlægen over. "Indførte vi videooptagelser."
   "Optagelser? Hvilke?"
   "Ja, jeg udtrykte mig ikke præcist nok. Vi opstillede et skjult kamera for sytten dage siden i deres datters stue."
   "Hvad gjorde I?"
   "Vi har været på højeste sted og fået forsøget godkendt. Det kan være nødvendigt, når der er ... uventede faktorer på spil."
   Jeg slog ud med armene, kæmpede en hård kamp for at holde vreden fra at overmande mig.
   "Jeg er slet ikke med. I kalder mig ind for at fortælle mig at I har fundet ud af noget med Stella, at hun er syg og ikke syg på samme tid, og at I har testet hende på kryds og tværs og endda stillet et videokamera op? Jeg er slet ikke med."
   Lægerne dukkede sig en smule. Men ikke den gamle dame. Hun rømmede sig.
   "Jeg tror vidst det er på tide nu, at vi viser de klip, som har været det afgørende gennembrud."
   Jeg havde mest lyst til at råbe kællingen ind i hovedet at hun ikke skulle blande sig, og slet ikke når hun ikke så meget som havde præsenteret sig. Men for at bevare den sidste rest af beherskelse, holdt jeg munden lukket.
   Damen rejste sig og trak en høj, smal, rullende reol frem fra væggen bag hende. En af den slags reoler med video og fjernsyn boltet fast, som jeg har set utallige gange på plejehjem og skoler.
   "Vi har klippet lidt sammen fra to dage. De seneste to torsdage."
   Damen fumlede med at få strømmen sat til, hvilket bare fik situationen til at virke endnu mere komisk på en absurd måde.
   "De besøger deres datter mindst en gang om ugen, ikke?" spurgte damen.
   "Ja, det gør jeg."
   "Ofte uden familien. Må jeg spørge hvorfor?"
   "Ja, det ... det er mig, der står for børnene derhjemme. Jeg tager mig af dem alle tre. Og så er det lettest for mig lige at tage tiden ud af dagligdagen til at kigge herind kort."
   "Aha," sagde damen og tændte fjernsynet. Det gamle fladrørsfjernsyn kom en høj, larmende lyd, der fik overlægen til næsten at hoppe i stolen.
   Videoen blev tændt, og der sad hun. Min dejlige, lille pige. Hende, som jeg ville gå i døden for, gøre alt for at passe på. En holdning, der kan ses. Jeg er altid blevet rost for min dedikation overfor mine børn.
   Billedkvaliteten var ikke noget at råbe hurra for. De sort/hvide optagelser var uden lyd. Kameraet eller båndet, det var blevet optaget på, var af så dårlig kvalitet, at det stort set var umuligt at genkende nogle dybere ansigtstræk på min datter, der har siddet mindre end fem meter fra kameraet. Men frisuren og ansigtsformen. Det vil jeg kunne kende hvor som helst.
   "Ja, det er din datter, som sidder her. Hun læser vidst," sagde den gamle kælling belærende, som om jeg ikke vidste lige præcis hvordan min datter så ud. Og så ned nedladende stemme. Hvad i alverden bildte hun sig ind?
   "Nu vil jeg gerne have at de lægger mærke til, hvad der sker."
   Min datter læste stadig på skærmen, men kort efter kom en figur i en mørk jakke ind fra billedets venstre side og placerede sig ved siden af sengen. Vedkommende satte sig, fandt en dukke frem. Der var stadig ingen lyd på båndet, men der var ingen tvivl om at de legede.
   "Vi spoler et øjeblik," sagde damen, og legen dansede af sted på skærmen. "Men nu, nu er det vi alle skal holde øje."
   Stella og figuren legede ikke længere. De var åbenbart i gang med en diskussion af en eller anden slags. Stella endte med at sidde med armene fornærmet over kors, men opgav også det. Figuren gik ud af billedet, men kom tilbage med en stor genstand i hånden. En pude? Figuren kastede sig ind over Stella, holdt puden i et jerngreb over hendes ansigt, mens den lille pige kæmpede det bedste hun kunne.
   "Stands det ... for satan dog, hvorfor stopper I det ikke?"
   Lægerne kiggede flove på hinanden, mens den gamle dames blik stadig var hårdt og fokuseret på mig.
   "Det kommer vi til. Nu spoler vi videre til torsdagen efter."
   "Det kan I simpelthen ikke mene. Skal vi sidde her og snakke, mens en eller anden psykopat lister rundt og ... overfalder min datter? Hvad er det her for et sted? Jeg kan love jer for at aviserne skal få alle detaljer ..."
   "Lotte Jensen, jeg må bede dig om at tage det med ro og se det sidste på båndet. Din datter lider ingen overlast på nuværende tidspunkt, det garanterer jeg. Hun er ikke længere på sin stue."
   Det var den gamle dame, der havde overtaget mødet. Lægerne lignede en flok småbørn, der havde skidt i bukserne og prøvede at lade som om intet var sket.
   Raseriet kogte i mit blod, jeg råbte flere ting af damen, der svarede bestemt, behersket, men også i et højt toneleje. Alt imens rullede båndet videre uden at få den tiltænkte opmærksomhed. Jeg opfattede dig så meget, at den næste situation på båndet var at den samme figur kom ind på skærmen med en klud og holdt den over Stellas ansigt i et stykke tid, hvorefter hun lå passiv og figuren forsvandt.
   "Jeg forlanger at tale med den ansvarlige, det kan ikke være rigtigt, at ..."
   "Lotte Jensen," sagde damen opgivende og slukkede demonstrativt fjernsynet.
   "I kan da ikke bare sidde dér! Vi må få en så god beskrivelse af personen som overhovedet muligt og få politiet involveret."
   "Jamen, jeg kan forsikre om at de er her. Vi har tilkaldt dem."
   Overlægen pippede forsigtigt og pegede hen mod døren. To unge betjente var kommet ind, en kvinde og en mand. Deres ansigter var neutrale på en meget uægte måde. Deres øjne kiggede ikke på noget i lokalet, men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at de meget gerne ville stirre på mig.
   Den gråhårede dame talte igen.
   "Lotte, jeg er nødt til at bede dig vente. Svar mig først på dette: De er Lotte Jensen, ikke? Mor til Stella Jensen?"
   Jeg satte mig ned.
   "Godt at politiet er her, så kan vi få styr på dette rod. Ja, jeg er Lotte Jensen, Stella er min datter."
   "Godt. Er det rigtigt at deres datter har været indlagt her i knap tre måneder? Med skiftende symptomer som eksempelvis åndedrætsbesvær, svimmelhed, opkast, synsforstyrrelser?"
   "Ja, det er rigtigt."
   "Kan overlæge Jönsson bekræfte at alle test viser at intet er galt?"
   Den overvægtige læge rømmede sig larmende.
   "Ja, jo ... altså, selv om det ... indtil for nylig forvirrede os meget, så er alle tests vi har gennemført endt med et negativt eller intetsigende prøveresultat."
   "Godt," sagde damen. Hun tændte for videoen igen og spolede tilbage til et af de steder hvor figuren passerer kameraet.
   "Lad os tage den igen: Hvornår besøger De deres datter, Lotte Jensen?"
   Den skolemestertone, den nedlandende høflighedssnak. Jeg kunne tæske den dames hoved ind i fjernsynet igen og igen.
   "Torsdage."
   "Er det korrekt at De ikke har haft familien med de seneste to torsdage?"
   "Ja, det er rigtigt, og må jeg så lige få forklaret ..."
   "Jamen, det er det vi er ved. Hvilken farve vil du sige at jakken er her på skærmen? Ja, jeg ved godt billedet er i sort/hvid og en smule grynet, men sådan cirka?"
   "Ja, den er vel ... mørk."
   Lang pause. Nu stirrede alle tre læger og damen. Men ikke på mig, men på min mørkeblå jakke, som var hængt hen over stolen.
   "Undskyld ... nej, det kan ikke være rigtigt, handler det her om at I anklager mig? Anklager I mig for at gøre min egen datter skade? I er simpelthen sindssyge. Jeg går rettens vej, for I er så langt ude alle sammen."
   "Den første torsdag var vi ikke sikker, det var derfor vi den anden torsdag fik særligt fokus på at holde øje med hvem der gik ind og ud af stuen. Det interessante er at nabosengen var tom, så der var ikke den store trafik den dag. Ud over personalet her på afdelingen, hvoraf ingen går rundt indendørs med overtøj, var det kun Dem, der kom på stuen den dag."
   "I skal simpelthen ikke ..."
   "I går sent eftermiddag blev din datter formeldt overgivet til de sociale myndigheder, og der vil blive kørt en sag i forhold til alle familiens børn grundet deres ... sygehistorie."
   Jeg stod og rystede på hovedet. Var hele verden blevet skør? Mig, der stod for børnene, som beskyttede familiens små mod alverdens store og små ulykker; som blev rost for mit engagement. Hvordan kunne de anklage mig?
   "Undskyld," sagde politikvinden. Hun stod ved siden af mig med bedrøvede øjne. "Jeg er nødt til at se hvad du har i din håndtaske."
   "Hvad mener du?"
   "Det er ren rutine, okay?"
   "Hvorfor er det mig, der skal aflevere tasken. Skulle I ikke hellere gøre noget ved det her tossede hospital og de forstyrrede læger, som siger at jeg bevidst gør mine børn syge og har gjort det i årevis? Har I nogen sinde hørt noget så tåbeligt?"
   "Lotte Jensen, jeg må desværre meddele dig, at du er anholdt," sagde den mandlige betjent så. "Vær' venlig at aflevere tasken."
   Måbende afleverede jeg tasken.
   "Mig, anholdt? For hvad? For at være en bekymret mor, der tog sig af tre syge børn og et skvat af en mand? Hvorfor så ikke bare spærre alle kvinder inde?"
   Jeg kiggede rundt, overbevist om at jeg kunne vinde lægerne og politiet over med mine ord. Ingen svarede. Den gråhårede dame stirrede endnu mere intenst.
   "Undskyld, men er det deres?"
   Den kvindelige betjent havde åbenbart nået at iføre sig gummihandsker. Nu stod hun og holdt min neglelakrens og fire krøllede papirlommetørklæder op.
   "Ja, det er det nok, men der er jo mange kvinder, som ..."
   "Hvor ofte går De med neglelak?" spurgte betjenten.
   "Det ... gør jeg aldrig, men det skader ikke at være forberedt."
   "Aha, det ser jeg. Der er også det her."
   Kvinden stak hånden ned i tasken og hentede en tube frem. Kontaktlim. Derefter kom kammen frem. De kunne ikke se, det var en kam, fordi den var viklet ind i mange papirlommetørklæder, men jeg vidste det.
   "Er det også normalt at gå rundt med en stærk lim der er smurt ud på en genstand og dækket af tyndt papir, så det stadig kan lugtes?"
   Verden er blevet tosset, tænkte jeg, de er simpelthen ude efter mig. Ude efter at ødelægge mine børn.
   "Overlæge, hvad ville De sige at symptomerne er på at blive tvunget til at sniffe denne type lim?"
   En larmende rømmelyd igen. Det susede for mine ører.
   "Ja, det kan være meget, men eksempelvis ... ja, svimmelhed, synsforstyrrelser, hovedpine, kvalme og opkast."
   "Aha, tak for det."
   Så blev der stille. Endelig blev verden stille. Men alle stirrede på mig. De tre læger, den gamle dame, de to politibetjente. De stirrede som om der var noget de vidste, men som de gerne ville være sikre på, om jeg også vidste. Lige præcis den ting, jeg hader mest af alt i denne verden. Mens svimmelheden tog til, gik det op for mig at det ikke var de seks mennesker i lokalet, der stirrede på mig på den måde. Det var alt i lokalet, bygningen, hele verden, der søgte at spidde mig med bebrejdende øjne.
   Jeg tumlede bagover. Mørket bredte sig som en steppebrand i mit sind. Men jeg holdt fast i én sidste tanke: De kan ikke gøre det, jeg er limen, der holder familien sammen ... jeg er limen ... jeg har limen ...