Stille. Shhh - har vi brudt ensformigheden én gang, har vi brudt den for evigt. Sådan fungerer tingene hernede, hvor jorden kruser mellem tæerne, og vandet kilder i ørerne. Sandt at sige kan det være lidt vanskeligt at finde sig til rette med. Det med stilheden. Det ene øjeblik savner man vel spænding, det næste har man mere lyst til at trække hætten godt ned over hovedet. Am-bi-va-lens, siger de. Vi bruger helst ikke så eklektiske ord; der er ingen der kan høre dem alligevel, og hvad er formålet? De skal helst trækkes ud af mørket ligesom det andet omkring os. Og det er småt med fordybelsen på disse kanter.

Nej. I stedet forliges man. Følger med strømmen og tager presset som det kommer. Der er elleve kilometer op til stjernerne, til lyset i overfladen og det er langt. Meget langt. Kunne du tænke dig at stræbe efter noget, der er så svært at få fat i? Ikke når du har været hernede så længe som os. En enkelt reje i hånden er bedre end... tja. Bare rolig. Du falder til inden længe, når du er holdt op med at savne de der. De der andre.

Vi har også forladt engang; det gør ikke ondt længere. Springet er det sværeste, forstår du, og nu har vi stilheden tilbage, vinden i håret og salt i øjnene. Vi elsker dig. Og ensformigheden kan vi jo alle leve med.