Husrum


11 måneder, 17 dage siden 3 kommentarer Noveller mennesker nytår eksistens

3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
8 måneder, 21 dage siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
11 måneder, 17 dage siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
1 år, 2 måneder siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
1 år, 3 måneder siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
1 år, 3 måneder siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
1 år, 9 måneder siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
1 år, 10 måneder siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
1 år, 11 måneder siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
1 år, 11 måneder siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
1 år, 11 måneder siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
2 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
2 år siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
2 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
2 år siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
2 år siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
2 år siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
2 år siden
7Forfald
Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig a... [...]
Noveller · psykologi, ensomhed, psykose
2 år siden
3Ventetid
Han vågnede omkring klokken fire, fordi hans skulder var som en i... [...]
Blandede tekster · karakter, hospital, psykologi
2 år siden
3I Gradienter
Frøken Nellike forlader sit hjem en lørdag eftermiddag med rygsæk... [...]
Noveller · sorg, natur, mennesker
2 år siden
2Fire Vægge
Lysene irriterede ham ad helvede til. Han forsøgte at løfte sin e... [...]
Noveller · karakter, hospital, psykologi
2 år siden
2Skifteholdet
Vincent lå sammenkrøllet på podiet og pissede i sine bukser. Det ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, politik
2 år siden
8Høns
Andrea passede dyrene i hold, systematisk og uden slinger i valse... [...]
Blandede tekster · høns, landliv, barndom
2 år siden
6Flughafen Zürich
Hun købte dem i rød, i alle nuancer der kaldte på hende - fuchsia... [...]
Kortprosa · karakter, mafia, lufthavn
2 år siden
4Skiftedag
Duften af bacon havde været prikken over i'et. En langsom morgen ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, drama
2 år siden
3Øde Ø
Gangene i parlamentet rungede altid, der var højt til loftet og t... [...]
Noveller · mafia, magt, karakter
2 år siden
1Månegraver
Hver gang han sov, så han dem voldtage hende inde mellem skyggern... [...]
Noveller · karakter, kunst, traume
2 år siden
3Kerberos
Ingen af dem havde regnet med en positiv tilbagemelding, hverken ... [...]
Noveller · kriminalitet, spænding, karakter
2 år siden
5Støvfanger
Det var som om, Marguerite stod lige foran ham og skreg ham op i ... [...]
Kortprosa · karakter, magt, forhold
2 år siden
3Bonn 2.0
Der var noget ved måden, hun spjættede på, som han ikke brød sig ... [...]
Blandede tekster · karakter, magt, politik
2 år siden
3I Anden Person
Nu forlod hun cafeen igen, Marguerite Gagnon. Oppe bag et af parl... [...]
Noveller · politik, mennesketyper, karakter
2 år siden

Puls: 3,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspring i en af byens hovedgader og slutter ved et afpillet trådhegn, ligger der et byhus. To etager og en kælder. Modsat gadens øvrige huse og bygninger, hænger det lille byhus ikke sammen med andre - det ligger for sig selv, omgivet af æbletræer og en eller anden slags gran, som ingen i området helt forstår sig på. Hvis du spørger mig, er det blevet istandsat for nyligt; bygningen er gammel, men murværket ser friskere ud nu, mindre skrøbeligt. Der er noget sødt og indbydende over de hvidkalkede vinduespaneler, de spejlblanke ruder og de mørkegrønne gardiner bag glasset.

Det er, som om det siger - Kom! Kom! Kom og se, kom indenfor, kom!

Der er ikke rigtigt nogen, som kan blive enige om, hvem der i grunden ejer huset. Måske tilhører det ikke nogen bestemt. Samtidig er det lidt svært at forestille sig noget, der ikke tilhører nogen - om ikke andet, tænker man, må det vel tilhøre kommunen. Eller en eller anden rig forretningsmand, som måske har overset det på bundlinjen et sted. Der må bo nogen i det, helt afgjort, for der er jævnligt lys i vinduerne, og den lille have bag huset er velholdt, klippet og friseret efter alle kunstens regler. Ja, der må helt bestemt bo nogen derinde.

Det ville være ærgerligt andet, synes jeg.

*

Man kan, hvis man har lyst, komme temmelig tæt på huset. Jeg har for eksempel stået lige på dørmåtten, og kunne - hvis jeg ville - have lænet min kind ind mod døren uden at anstrenge mig. Den er blå, døren, og lavet af træ. Den må være gammel, sådan ser den i hvert fald ud, men det er selvfølgelig også muligt i dag at købe noget, der ser gammelt ud helt fra nyt. Der står en krukke ved dørtrinnet fyldt med blomster. For en måned siden tror jeg nok, det var en slags busk, tørstig og dryssende. I dag står der i stedet en lille mini-gran med sølv-blå LED-lys, som glitrer i mørket og kaster små skyggemønstre mod husmuren.

Måske virker det mærkværdigt at gå så tæt på et hus, man ikke ejer. Der er noget ved facaden, ved udtrykket (ansigtet - det har på en måde et ansigt!), som kalder på dem, der går forbi, og det kalder selvfølgelig også på mig, jeg er jo ikke gjort af andet end andre mennesker. Så står jeg der og banker på, og man kan høre banke-lyden trænge ind i rummet bagved, trænge ind, glide forbi og forsvinde.

Der kom en mand forbi i dag, som jeg ikke genkendte - han kunne måske være min nye nabo - og han spurgte, om jeg skulle stå der. Om jeg ikke skulle videre. Han virkede oprigtigt irriteret, nærmest forhastet, og der var noget galt med hans øjne. Folk er så uhøflige herinde i midtbyen, især dem man kender dårligst. Jeg gjorde selvfølgelig det rigtige; jeg inviterede ham tættere på.

"Prøv bare at stå her et øjeblik," sagde jeg.

Vi stod der sammen i en lille times tid, vil jeg tro, og selvom jeg ikke har set ham siden, er jeg sikker på, han forstod det. Da jeg gik, stod han der i hvert fald endnu.

*

Man kan ikke se huset fra min lejlighed. Faktisk kan man ikke se ret meget - udsigten fra lejlighedens ene vindue er begrænset til en bid af horisonten, af himlen og halefjerene på de måger, der skider på ruderne efter forgodtbefindende. Jeg bor på loftet i en eller anden gammel bygning, så gammel at man kan høre alt fra fodtrin til babygråd til dem, der snorker om natten på nederste etage. Der er mange værelser ligesom mit, tror jeg, små og billige og underligt livløse, og jeg bruger helt ærligt ikke særlig meget af min tid derinde.

I stedet går jeg. Ned ad gaderne, forbi butikker og mennesker og hunde der glider rundt på de spejlglatte veje. De stopper aldrig og hilser på en, ikke engang selvom man hilser først, og livet i storbyen skulle ikke være så ensomt, når man er omgivet af liv. Hvis man spørger folk om vej, svarer de ikke. Glor bare tomt ligeud og trækker vejret i den beskidte byluft, ind og ud, ind og ud, og derfor kender man ikke rigtigt hinanden, vel? Man kender ikke nogen.

Jeg ender altid med at drive tilbage dertil. Til det lille hus for enden af sidegaden. Jeg står og mærker varmen derinde fra, det er som om, den siver ud gennem murværket, og man kan se, hvordan olielamperne blinker inde i vindueskarmene, et roligt skær i varm orange. Kom ind, siger huset, kom ind, men selvom jeg har taget i døren engang, skete der ingenting.

Folk ønsker vel ikke at lukke en eller anden fremmede ind fra gaden. Det forstår jeg såmænd godt.

*

Sneen begynder at falde i slutningen af december. Jeg skal egentlig den stik modsatte vej (i hvert fald som udgangspunkt), men da jeg som sædvanligt kigger over mod huset for enden af sidegaden, står der en lille pige med en lyserød vinterfrakke på dørtrinnet. Det er ikke første gang, jeg ser nogen henne ved huset - det trækker ligesom mennesker til, man kan simpelthen ikke lade være - men der er noget særligt ved hende, måske fordi hun er en lille pige og helt alene.

Sneen er glat og hvid under mine sko, da jeg går ned ad fortovet, over gaden og hen til den blåmalede hoveddør. Pigen står og kigger op mod det lille vindue over døren, men hun er for lav til at se, hvad jeg kan se - omridset af en gylden lysekrone behængt med et utal af fine krystaller. Et øjeblik har jeg lyst til at presse næsen helt ind mod ruden deroppe, men så hiver pigen i min jakke med den ene hånd.

"Har du nøglen?" spørger hun. Hun ser utålmodigt op på mig, og det gør mig lidt irriteret. Der er krævende mennesker nok i denne verden.

"Selvfølgelig har jeg ikke det, jeg bor her jo ikke."

Hun ser på mig, som om jeg er skør.

Jeg tager i døren, måske for at bevise for os begge, at den er låst.

"Så venter jeg bare," siger hun og sætter sig ned på dørtrinnet. Hendes små støvler går hende til midt på skinnebenene og er forede med pels. De ser varme ud, tænker jeg, og det er nok godt, for hun ligner en, der fryser - bleg, næsten blålig i kuløren, og med frost på læberne.

Jeg burde nok ikke gå fra hende, men nogen må jo kende hende, og jeg har andet at lave. Da jeg kommer tilbage omtrent to timer senere, er hun forsvundet. Hendes fodspor er dækket af nyfalden sne.

*

Uanset hvor ofte jeg lufter ud i min lejlighed, lugter der indelukket og råddent for tiden, som om affaldet hober sig op. Dårlig luftgennemstrømning, vil jeg tro, kombineret med et lige så dårligt vedligeholdt kloaksystem. Jeg har tænkt på at spørge andre i opgangen om de er generet af lugten, men det føles på en måde for påtrængende. I stedet går jeg ud så ofte som muligt, lader vinduerne stå vidt åbne, så kulden lægger sig overalt derinde, nedbryder barrieren mellem inde og ude. Jeg kan lide det sådan.

Der er sket noget særligt ved huset i dag, huset for enden af sidegaden, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro. Mens jeg sad under det ene vindue på en lille, sne-dækket bænk og lod kulden trænge ind i mit tøj, bankede det pludselig på ruden inde fra stuen. Da jeg så ind gennem glasset, stod pigen med den lyserøde frakke og kiggede på mig. Frakken stod åben og der var guld på hendes kjole indenunder, som om hun skulle til fest. Hun smilede. Vinkede mig ind. Kom ind, sagde hun, jeg kunne se det på hendes læber og måden, de formede sig på. Kom, kom, kom ind!

Naturligvis havde det være virkelig underligt, hvis jeg havde banket på døren - og i særdeleshed, hvis hun havde lukket mig ind i varmen, ind i alt det gyldne og glitrende. Nogen ville have undret sig. I stedet tappede jeg med langefingeren mod ruden, tap, tap, tap, og sneen dryssede ned fra vindueskarmen, ned på min nøgne hånd, mens jeg følte den underligste, mest påtrængende længsel.

Selv nu, timer efter, kan jeg mærke den i brystet. Som en tyngde lige over hjertet.

*

Nytårsaftensdag går jeg forbi huset på min eftermiddagstur. Rundt omkring mig er folk begyndt at gøre klar til aftenens festligheder; nytårsskyts, fyldte indkøbsposer, biler der forlader gaden, glider bort til andre steder, andre mennesker og selskaber. Jeg har ingen planer i aften, der er ingen, der inviterer sådan en som mig, som ikke kender eller bliver kendt af andre. I stedet sidder jeg under vinduet på bænken ved huset. Af og til kigger jeg ind ad stuevinduet, hvor der er pyntet op til fest - man kan se de sølvfarvede bannere, papirbomber på bordet, konfetti i glitrende polykrom.

Pigen kan jeg ikke få øje på.

"Hallo derovre!"

Jeg ser op. Der står en mand på anden side af gaden, men han taler ikke til mig - i stedet vinker han til nogen overfor. Et øjeblik ønsker jeg næsten, at han kigger på mig; at vi får øjenkontakt, bare et sekund eller to. I stedet kigger han en enkelt gang på huset og rynker panden - ser utilfreds ud, nærmest vred. Hans kammerat går over til ham, han har hænderne fulde af nytårskrudt, lange raketter og store, firkantede batterier.

"Se lige det gamle lort," siger manden og peger over på mig. På bænken, på huset. "Hvis de ikke snart river det ned, tager jeg sgu en forhammer og holder en fest for mig selv."

De griner sammen, bliver enige om noget, jeg ikke kan høre eller forstå, og jeg tænker ved mig selv, at jeg vil smadre deres vinduer i aften. Kaste sten gennem ruderne så de splintres, så nogen bliver ramt i hoved eller bryst, bliver blændet af glasskår.

Hvor tør de. Hvor tør de!

Pludselig har jeg lyst til at græde, men det går selvfølgelig ikke an herude hvor alle kan se det. I stedet kigger jeg ned på mine sko. Stirrer på skosnuderne, på de sorte snørebånd. De holder sneen godt ude og kulden væk, i betragtning af at de er købt i sensommeren. Det er godt nok, tænker jeg. Huset summer anerkendende bag mig, jeg kan mærke det helt ind i knoglerne, og jeg læner mig tilbage mod murværket. Trækker vejret dybt og længe, mens lydene omkring mig forstummer.

*

Det bliver aften, stadig før midnat, og jeg passerer en mand i opgangen - jeg ved ikke hvem, måske bor han nederst, måske bor han i midten - som taler om at få kloakservice tilkaldt snarest i det nye år. Stanken, siger han til sin nabo. Der må være noget galt. Han skutter sig, ser sig omkring og jeg kan mærke, han ser lige igennem mig. "Nu trækker det fandeme også," siger han og himler med øjnene. Jeg nikker, selvom han ikke taler til mig, og træder udenfor i den kolde luft. Af og til er der nogen der skyder af før tid, sådan er det altid herinde i midtbyen, og ganske sikkert også andre steder når folk bliver ivrige og mister interessen for mådehold. Jeg kender følelsen. Jeg sidder trods alt udenfor huset hver eneste dag.

Nogen har pyntet haven bag huset. Der er lys i de nøgne trækroner, langs den lille terrasse og op ad dørkarmen. Man kan se de små stier oplyst derude, et slags eventyrlandskab, og endnu engang længes jeg så skrækkeligt efter det, efter at blive lillebitte, måske, og fortabe mig, men der er ingen, der byder mig velkommen, så jeg står som en tåbe og kigger ved hegnet, borer fingrene ind i træværket, krampagtigt.

Over mig knitrer en nytårsraket og lyser himlen op. Jeg kan næsten mærke varmen på mit ansigt, da den eksploderer i et lyshav af guld, og i få sekunder trækker himlen mere i mig end huset, kun kort, og så er det overstået. Mørket glider tilbage på plads.

*

Da klokken passerer midnat, eksploderer himlen.

Himlen eksploderer og døren - den blåmalede dør - går op!

I et øjeblik står jeg bare og stirrer. Lysekronen inde i forgangen skinner, varmt og blændende, og sneen glitrer nedenfor den åbne hoveddør. Kom, siger huset, kom ind, kom ind, og det føles faktisk ikke som om, jeg græder. Jeg går tættere på, træder varsomt langs havegangen, og lyset inde fra stuen er så indbydende, at jeg pludselig bliver bange. Jeg ser mig over skulderen. Der går nogen nede for enden af sidegaden, mørke anonyme skikkelser på vej fra noget til noget andet, og jeg tror, jeg råber efter dem, men selvfølgelig hører de mig ikke. Mørket på hovedgaden blænder pludselig op i blåt, da to politibiler blinker afsted med retning mod et sted, jeg kender, og jeg skænker det en sidste tanke, før jeg træder op til døren.

Det er her, tænker jeg. Det er her.

Jeg går videre med varme om hjertet.
Forfatterbemærkninger
I familie med: Eftertid, Rapunzel, Medusa, Damen Atia og Pels.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/12-2018 20:15 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2195 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.