Ventetid


3 år siden 3 kommentarer Blandede tekster karakter hospital psykologi

2Med Inspiration fra Tableau Op. 39
Han mener egentlig ikke noget med det, når han følger efter hende... [...]
Noveller · psykologi, sorg, mennesker
11 måneder, 26 dage siden
3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
1 år, 10 måneder siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
2 år siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
2 år siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
2 år siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
2 år siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
2 år siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
2 år siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
3 år siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
3 år siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
3 år siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
3 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
3 år siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
3 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
3 år siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
3 år siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
3 år siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
3 år siden
7Forfald
Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig a... [...]
Noveller · psykologi, ensomhed, psykose
3 år siden
3Ventetid
Han vågnede omkring klokken fire, fordi hans skulder var som en i... [...]
Blandede tekster · karakter, hospital, psykologi
3 år siden
3I Gradienter
Frøken Nellike forlader sit hjem en lørdag eftermiddag med rygsæk... [...]
Noveller · sorg, natur, mennesker
3 år siden
2Fire Vægge
Lysene irriterede ham ad helvede til. Han forsøgte at løfte sin e... [...]
Noveller · karakter, hospital, psykologi
3 år siden
2Skifteholdet
Vincent lå sammenkrøllet på podiet og pissede i sine bukser. Det ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, politik
3 år siden
8Høns
Andrea passede dyrene i hold, systematisk og uden slinger i valse... [...]
Blandede tekster · høns, landliv, barndom
4 år siden
6Flughafen Zürich
Hun købte dem i rød, i alle nuancer der kaldte på hende - fuchsia... [...]
Kortprosa · karakter, mafia, lufthavn
4 år siden
4Skiftedag
Duften af bacon havde været prikken over i'et. En langsom morgen ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, drama
4 år siden
3Øde Ø
Gangene i parlamentet rungede altid, der var højt til loftet og t... [...]
Noveller · mafia, magt, karakter
4 år siden
1Månegraver
Hver gang han sov, så han dem voldtage hende inde mellem skyggern... [...]
Noveller · karakter, kunst, traume
4 år siden
3Kerberos
Ingen af dem havde regnet med en positiv tilbagemelding, hverken ... [...]
Noveller · kriminalitet, spænding, karakter
4 år siden
5Støvfanger
Det var som om, Marguerite stod lige foran ham og skreg ham op i ... [...]
Kortprosa · karakter, magt, forhold
4 år siden
3Bonn 2.0
Der var noget ved måden, hun spjættede på, som han ikke brød sig ... [...]
Blandede tekster · karakter, magt, politik
4 år siden
3I Anden Person
Nu forlod hun cafeen igen, Marguerite Gagnon. Oppe bag et af parl... [...]
Noveller · politik, mennesketyper, karakter
4 år siden
2Ballerina Sko
Hvis man kigger opad på det rette tidspunkt, så kan man være held... [...]
Noveller
6 år siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
Han vågnede omkring klokken fire, fordi hans skulder var som en ildebrand. Selvfølgelig kunne det uduelige personale på afdelingen ikke tilbyde noget ud over de sædvanlige morfinpiller, dem som han kun tog i så små doser, at de stort set ingen forskel gjorde, så i stedet satte han sig op i mørket, mens Marguerite sov videre i sengen ved siden af. At tjekke e-mails krævede ikke de store, finmotoriske mirakler, og selvom han ikke officielt kunne tilføje noget til strømmen af kommunikation, fulgte han stadig med. Holdt sig opdateret herude fra periferien. Tilskuerpladserne.

Sådan sad han med sin arbejdstelefon den næste time, mens stivheden i kroppen fortog sig. Med jævne mellemrum så han væk fra skærmen og lod blikket hvile på hende, på måden hendes bryst hævede og sænkede sig i takt med åndedrættet. Ubesværet.

På et tidspunkt faldt han i søvn igen, og sådan gik de første timer i ring.

*

Maden på Limpertsberg var ikke luksus. Formodentligt indeholdte den alt det, den burde for at syge mennesker kunne blive mindre syge, hvad vidste han om det, den udfordrede ham i hvert fald på det kraftigste til at bestille samtlige måltider udefra. Mens sygeplejersken tjekkede blodtal, ilttal, blodtryk og en masse andet, han ikke kunne gå op i, skulede han ned til palletten af frugt, yoghurt, en eller anden skive ost...

"Monsieur," sagde sygeplejersken med et udtryk i ansigtet, der klart indikerede, at hun var udlært tankelæser, "hvis De hellere vil have noget andet fra vognen, er De velkommen til at gå derud og kigge på udvalget."

Marguerite var gået i gang med hans budding, men man kunne alligevel ane et smil i hendes mundvige.

"Vær ikke dum," sagde han og skubbede til toastbrødet med sin ene pegefinger. "Hvor meget appetit har De til overs efter fem timers workout?"

"Fem timer, ligefrem." Hun klappede ham på overarmen. Han stirrede på hende, mens han overvejede, hvor meget oprydning det ville kræve af Marcel, hvis han kvalte hende med blodtryksmåleren. Det rigtige spørgsmål ville snarere være, om han kunne mønstre nok kræfter med halvanden arm til rådighed.

Da hun forlod stuen, overgav han sig endelig til de to appelsinskiver. De var ikke så søde på denne tid af året - i det mindste, tænkte han og kastede toastbrødet i skraldespanden med sin venstre hånd, plaffede de Groots små bavianer ham ikke ned i julesæsonen.


*

Marguerite havde forberedt ham på sine eftermiddagsplaner. Måske var det derfor, formiddagen med stuegang og bandageskift gik så umådeligt langsomt, fordi han i virkeligheden sad og ventede på, at hun skulle forlade hospitalet. Han sendte Juste med hende, havde insisteret overfor Marcel at det skulle være den af mændene, som han faktisk havde et eller andet kendskab til, men følelsen af uro tog alligevel til med dobbelt-styrke, mens hun gjorde de sidste forberedelser.

Det var første gang hun tog afsted fra hospitalet i længere tid, han regnede ikke sin tid i koma med, for da var han jo halvdød og ligeglad. Anderledes end nu, ganske givet, hvor han gradvist blev mindre og mindre død, mere mærkende og mere... forkrøblet for hver dag, der gik. For eksempel var der pludselig langt ud til badeværelset, selvom det tog ham kortere tid at komme derud end i starten; som om at alle fremskridt alt for tydeligt markerede, hvor langt han var fra målet.

Han holdt øje med hende, mens hun gjorde sig klar - satte håret rigtigt på plads, skiftede til et par bukser som fik hendes ben til at se endnu længere ud - og selvom han ikke vidste, hvor hun skulle hen, lod han være med at spørge. I stedet mærkede han uroen brede sig i kroppen, hvordan den tabte og vandt terræn efter forgodtbefindende. Med læberne presset sammen om de allermest oplagte fraser ("Hvorhenne?" "Med hvem?") strakte han benene ud under dynen og lod hende blive færdig uforstyrret, fraset hans blik der fulgte hende som en sulten hund.

Fordi Marguerite Gagnon og han var ens, var gjort af de samme grundstoffer i alle de vigtigste henseende, så vidste han også, at hun så igennem alle de spørgsmål, han ikke stillede; at hun alligevel valgte ikke at besvare dem, fordi hun kendte reglerne ligeså godt som han. Hvis ikke bedre.

*

Det var Nathalie som stod for eftermiddagens bandageskift, en ung, nyuddannet pige med et lys i øjnene, der skreg på at blive slukket. Det var hendes femte besøg på hans stue denne uge, han havde haft rigeligt med tid til at pille hende fra hinanden, og hendes hænder rystede da også synligt, mens hun satte bakken fra sig med instrumenter og gazebind. Hun rømmede sig.

"Vil De venligst..." Og så kom der ikke mere.

"Du skal lære at gøre dine sætninger færdige," svarede han. Så hvordan hun langsomt rødmede, mens hendes hænder knyttede sig i den hvide hospitalsuniform. "Man skulle jo tro, du var dum."

Hun slog blikket ned. "Ja, Statsminister Girard." Hun rakte ud efter saksen på bakken, mens hendes blik flakkede op og ned ad de mange lag indpakning på hans skulder og overarm.

"Har du ikke glemt noget, Nathalie?" Han nikkede ned mod hendes nøgne hænder. Hun havde hverken sprittet dem af eller taget handsker på. Saksen dinglede slapt mellem hendes fingerspidser. Hendes rødmen tog til, det var særligt tydeligt, fordi hun var så lys i huden. Han rynkede på panden og så væk, ud af vinduet. Tænkte på om Marguerite var nået frem til sin destination, om hun fik det med sig, hun havde planlagt.

Om hun ville komme tilbage med svarene.

"Undskyld." Nathalie lød grådkvalt. De små ting i livet, ikke sandt? Små sejre. Han stirrede på hende, lod hendes undskyldning smuldre i luften mellem dem. I et langt øjeblik lå stuen hen i total stilhed, bare ham og hende, det her forbandede hospital og tiden der gik, der fløj, ligesom Marguerite... som også netop var fløjet...

Noget sagde klik.

"Lad det ligge." Han stemme var isnende. Hvad fanden kom det ham ved? Hvorfor bebyrdede hun ham med alle sine svagheder, han havde sgu da nok, han havde rigeligt! "Jeg har ikke brug for det her," snerrede han og slog ud med sin anden hånd, så hun tabte saksen på gulvet. "Find en sygeplejerske der kan gøre det ordentligt."

Hun forlod hans stue i løb. Saksen lod hun ligge blandt skyggerne.

*

Han var alene den næste time, med undtagelse af (endnu) en sygeplejerske som hentede Nathalies bakke og forsvandt ud på gangen igen uden et ord. Hans skulder blev vel hverken værre eller bedre af ventetiden. Med ansigtet låst i en eller anden grimasse, hvilken vidste han ikke, sad han og kiggede ud af vinduet. Marguerite havde været væk over 4 timer nu. Havde ikke kontaktet ham på nogen måde, og hvorfor skulle hun også det? Når hun var færdig, sagde hun vel til. De sad jo for helvede ikke på skødet af hinanden.

Alligevel åbnede og lukkede hans ene hånd sig automatisk om dynekanten, krammede og krøllede stoffet i det uendelige, mens den anden lå sløvt på madrassen. Hans arm summede underligt, som om hudens inderside kravlede med noget, man ikke kunne se. Udenfor stuen virkede lydene forstærket - fodtrin mod gulvet, vogne og senge og gud ved hvad ellers der rullede forbi. Han trak vejret en smule for hurtigt og stoppede sig selv - satte tempoet ned - mens uroen spredte sig langsomt op ad rygraden, hvor den lagde sig til rette, koldt og klamt.

Da en af de gamle sygeplejersker åbnede døren og trådte indenfor med en ny bakke, nye remedier, stadig det samme, fangede han hendes blik i vinduets genspejling. Hun lod ham ikke beholde det længe, trak hurtigt ind ved siden af hans seng og gjorde tingene klar. Da hun var færdig, og alting føltes både rent og mere råt, bad han om et spejl, så han kunne se det ordentligt. Han vidste ikke, hvad der drev ham til det, for de sidste mange uger havde han lykkeligt afvist alle, der foreslog det, måske var det uvisheden som gnavede i alt, fik ethvert svar til at virke attraktivt i lyset af de løse ender, der lå og ventede i hendes fravær. Hans heksekvinde. Marguerite.

Synet af det, af det der før var hans skulder, nu reduceret til arvæv og asymmetri, som om nogen havde børnetegnet ud over den og efterladt ham med det halve, med rester, hjalp selvfølgelig ikke det mindste.

*

Da eftermiddagen begyndte at kaste skygger på gulvene og hans fysioterapeut havde skældt ham ud, fordi han ikke gad engagere sig ordentligt i hendes øvelser, fik han nok. Igen. Valget stod mellem at kaste mobiltelefonen i hovedet på den næste, der vovede at åbne døren eller skrive til Marcel, selvom de Groot endnu ikke var fundet, og støvet derfor ikke havde lagt sig. Han bed tænderne så hårdt sammen, at det skurerede i kæben og sendte den anden mand en sms med et enkelt spørgsmålstegn, modtog en status få sekunder efter og sendte derpå en ny. Denne gang et udråbstegn.

Sekundet Marcel trådte indenfor på stuen, gled den fysiske uro i baggrunden. Sådan havde det altid været; det var ikke fordi den forsvandt; det fungerede vel snarere ligesom nede i undergrunden, når folk blev stående ude i periferien, fordi de ikke turde komme tættere på.

"Underhold mig," sagde han inden den anden mand kunne nå at spørge.

Marcel stirrede på ham, og han trak på den ene skulder, den der stadig ville lystre.

"Du finder ham jo ikke i dag, Marcel."

"Hm."

Stilhed.

Lige før han blev skudt, havde Marcel boet inde i hans lejlighed, fordi hans egen var oversvømmet af lort; vasketøj, skidt og blod og værst af alt, mus. Dengang havde det virket logisk, at man ikke bare kunne bryde flere måneders tavshed, at den nødvendigvis måtte fortsætte, indtil bølgerne blev store nok til at skabe en alternativ understrøm. Personligt vidste Jean Louis ikke, hvad det var, de gik og ventede på nu, om de overhovedet ventede, i den henseende var det måske alligevel nemmere med Marguerite.

Marcel sagde, "Lad os gå udenfor," og det var så latterligt et forslag, at han kun kunne glo på ham med opspilede øjne, indtil han rullede en kørestol ind ude fra gangen, som en eller anden sikkert skulle bruge lige om lidt. Det var et hospital, de havde vel andre - og inden længe rullede de ned ad gangen, Marcel havde heldigvis mere end bare et gear, og for første gang den dag bevægede han sig hurtigt nok, til at tiden gled i baggrunden.

*
Naturligt nok var han nødt til at gå rundt ude i haven, en kørestol var jo for gangbesværede older, så da de kom tilbage til stuen igen en time senere, var han så udaset og gennemsvedt, at de fem timers workout tydeligt fremstod som en adækvat analogi. Det efterfølgende brusebad var en kamp med plastdække og brusearmaturet, som han ikke vandt - den ældre sygeplejerske måtte pænt vikle ham fri, mens han stod der uden en trævl på kroppen. Der var aldrig plads nok herinde. Om morgenen måtte de skiftes, ham og Marguerite.

Netop da vendte trægheden tilbage.

Han trak i sine natbukser og den halvstive hospitalsskjorte, mens sygeplejersken stod i døråbningen, afventende, klar til at springe til med endnu en ydmygelse, hvis han ikke kunne få bukserne op eller noget. Heldigvis for dem begge slap han igennem med kun et enkelt nyt lag sved på panden, sådan var det jo her, den skide cirkularitet, rundt og rundt. Hun forlod stuen, lod ham sætte håret på plads foran spejlet så grundigt, som han orkede med det resultat, at det hang i tjavser ned over ansigtet på ham, da han gik tilbage til sin seng.

Marcel sad i Marguerites seng med benene oppe. Fjernsynet var tændt på Comedy Central, de kørte åbenbart kavalkade af den der åndsvage tegneserie med fire drenge som hele tiden lavede lort i den. Marcel lignede den fede af dem ret meget, da han var lille. Ikke længere, nej, gudfader - han huskede stadig, da Marcel kom tilbage fra Holland for næsten tyve år siden, hvordan han havde set anderledes ud, så meget at man knapt nok kunne genkende ham. Jean Louis havde afskyet landet allerede dengang uden at vide præcist hvorfor.

Han baksede sig op i sin egen seng, rykkede tæt nok på til at deres skuldre pressede mod hinanden, og lænede sig sidelæns det sidste stykke. På den måde sad han faktisk ret godt, Marcel var hverken for varm eller for kold, hvis man ikke regnede hans iskolde fødder med. Godt nok til at blive døsig efter få minutter, det kunne han ikke gøre det store ved, og inden længe lukkede han også øjnene. Det ville være rigtig fint, hvis ingen vækkede ham, før hun kom hjem. Hvis tiden bare gik sådan her, og Marcel blev hvor han var i mellemtiden.

*

Han vågnede med et sæt, da telefonen vibrerede på bordet. Udenfor stuen var aftensmadrunden begyndt, vognen med mad knirkede afsted og aktivitetsniveauet steg mærkbart på begge sider af gangen. Han rettede sig langsomt op, mens han lod som om, han ikke havde savlet på Marcels skulder. Rakte blindt ud efter telefonen med sin højre arm som hvinede i smerte hele vejen ned til håndledet.

Er i byen, skrev hun. Er stadig for sulten til at komme tilbage.

Mens duften af lasagne bredte sig ude fra madvognen, lod han sin hånd falde tilbage på sengen med telefonen mellem fingrene. Stift og i slowmotion, som en alt for gammel mand med kropsforfald fra top til tå, lænede han sig tilbage mod puden igen og satte sig bedre til rette.
Forfatterbemærkninger
Fokus på karakterstemme. En del af et skriveprojekt udarbejdet med Syrene Hvid - Syrene udbygger universet fra Marguerites synspunkt. Kan evt. læses i forlængelse af Fire Vægge.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/04-2017 22:34 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 2266 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.