I Anden Person


2 år siden 3 kommentarer Noveller politik mennesketyper karakter

3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
8 måneder, 19 dage siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
11 måneder, 15 dage siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
1 år, 2 måneder siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
1 år, 2 måneder siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
1 år, 3 måneder siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
1 år, 9 måneder siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
1 år, 10 måneder siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
1 år, 11 måneder siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
1 år, 11 måneder siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
1 år, 11 måneder siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
2 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
2 år siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
2 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
2 år siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
2 år siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
2 år siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
2 år siden
7Forfald
Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig a... [...]
Noveller · psykologi, ensomhed, psykose
2 år siden
3Ventetid
Han vågnede omkring klokken fire, fordi hans skulder var som en i... [...]
Blandede tekster · karakter, hospital, psykologi
2 år siden
3I Gradienter
Frøken Nellike forlader sit hjem en lørdag eftermiddag med rygsæk... [...]
Noveller · sorg, natur, mennesker
2 år siden
2Fire Vægge
Lysene irriterede ham ad helvede til. Han forsøgte at løfte sin e... [...]
Noveller · karakter, hospital, psykologi
2 år siden
2Skifteholdet
Vincent lå sammenkrøllet på podiet og pissede i sine bukser. Det ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, politik
2 år siden
8Høns
Andrea passede dyrene i hold, systematisk og uden slinger i valse... [...]
Blandede tekster · høns, landliv, barndom
2 år siden
6Flughafen Zürich
Hun købte dem i rød, i alle nuancer der kaldte på hende - fuchsia... [...]
Kortprosa · karakter, mafia, lufthavn
2 år siden
4Skiftedag
Duften af bacon havde været prikken over i'et. En langsom morgen ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, drama
2 år siden
3Øde Ø
Gangene i parlamentet rungede altid, der var højt til loftet og t... [...]
Noveller · mafia, magt, karakter
2 år siden
1Månegraver
Hver gang han sov, så han dem voldtage hende inde mellem skyggern... [...]
Noveller · karakter, kunst, traume
2 år siden
3Kerberos
Ingen af dem havde regnet med en positiv tilbagemelding, hverken ... [...]
Noveller · kriminalitet, spænding, karakter
2 år siden
5Støvfanger
Det var som om, Marguerite stod lige foran ham og skreg ham op i ... [...]
Kortprosa · karakter, magt, forhold
2 år siden
3Bonn 2.0
Der var noget ved måden, hun spjættede på, som han ikke brød sig ... [...]
Blandede tekster · karakter, magt, politik
2 år siden
3I Anden Person
Nu forlod hun cafeen igen, Marguerite Gagnon. Oppe bag et af parl... [...]
Noveller · politik, mennesketyper, karakter
2 år siden
2Ballerina Sko
Hvis man kigger opad på det rette tidspunkt, så kan man være held... [...]
Noveller
5 år siden
2Sømand
Første og sidste gang vi mødtes, følte du et evigt behov for frih... [...]
Kortprosa
5 år siden
4Grav
Stille. Shhh - har vi brudt ensformigheden én gang, har vi brudt ... [...]
Blandede tekster
7 år siden
18Himmelravnen
Du så Himmelravnen for første gang i nat, gjorde du ikke? Jeg så ... [...]
Noveller
8 år siden

Puls: 3,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
Nu forlod hun cafeen igen, Marguerite Gagnon. Oppe bag et af parlamentets dobbelt-rudede kontorvinduer fulgte Anisette Marie Robert med i den daglige forestilling, hun havde så at sige første parket og havde haft det lige siden den unge kvinde var begyndt at dukke op på Bonn. Samme tid, samme sted. Det var næsten ligesom at have en hemmelig affære, tænkte hun, mens hun sippede sin halv-lunkne kaffe. Lad os mødes en halv time på chokoladecafeen lige ud for hertugens palads og sig det endelig ikke til nogen! Da slet ikke til min mand.

Anisette satte koppen fra sig og rynkede på næsen. Den havde udtjent sit formål, kaffen altså, koppen ville hun under ingen omstændigheder af med. Den var et af hendes allerbedste loppefund, og i denne neoliberalistiske verden var den nærmest et slags vidunder. I pauselokalet fik den ofte en flabet kommentar med på vejen, for det Centrum-Demokratiske Parti lå ikke engang i nærheden af centrum længere, ikke efter Jean Louis overtog formandskabet. Og der var skår i både hank og kant. Katastrofalt pinligt. Hun smilede og lænede sig lidt tilbage. Vippede den ene fod let hen over den anden og tillod sig selv at holde pause, nu var hun alligevel gået i gang, og hvem skulle stoppe hende? Elefanten på den anden side af gangen? Eller hvor han nu befandt sig disse dage.

Statsministeriet var aldrig stille. Gangene rungede jævnligt af fodtrin, læderhæle i hastig fart enten fremad eller tilbage. Jean Louis' kontor lige overfor hendes plejede at være det travleste af dem alle, for landets statsminister sad jo ikke bare på sin pind som en papegøje og ventede på kiks, vel? Men i disse dage var der sket noget med aktivitetsniveauet. Det var svært at beskrive hvad eller hvordan, for han kom på arbejde kl. 6 som han plejede og gik typisk hjem efter hende, når midnat kun var få timer væk. Hans officielle kalender var spækket med aktiviteter, som man måtte formode at han deltog i, for absolut ingen havde jo lyst til at gøre CDs hellige presseansvarlige, den åh-så-ærværdige Vincent Fortesque så opkørt, at staklen fik et hysterianfald midt i valgoptakten. Nej, udadtil var det hele ganske som det plejede, og måske lagde hun kun mærke til det, fordi hun havde fulgtes med ham politisk gennem de sidste 20 år. Måske lagde hun også mærke til Marguerite Gagnons gøren og laden, fordi hun havde lagt mærke til hans.

Hun kunne stadig huske de vilde overskrifter fra efterårets åbningsfest, da Statsminister Girard dukkede op med en kvinde, ingen nogensinde havde set eller hørt om, i hvert fald ikke i lille-bitte, metropolitanske City. Hvem var hun dog, hans kæreste sagde han, men hun var jo mindst femten år yngre end ham. Hvor var hun kommet fra, spurgte sladderbladene. Hvordan var de mødtes? Og så den sædvanlige krølle - betød det, at han ikke længere var single? Var det officielt? Det havde været et par hæsblæsende måneder for pressen. Alt var fyldt op af stjerneparret og deres nyforelskelse, som vandt borgernes anseelse noget hurtigere, end den vandt ind hos Anisette. Det eneste hun kunne tænke var, at han vistnok aldrig havde overnattet hos hende. Han plejede at forsvinde, mens hun sov.

Fodtrin på gangen igen. Hun blinkede og så over mod sin dør, fik i samme sekund netop et glimt af både Jean Louis og Vincent, inden de forsvandt igen. Hun opfangede nogle enkle ord og fraser, alle i Vincents lidt for skarpe toneleje. Meningsmålinger. En eller anden grøn konference sidst i februar. Og "Du kan ikke bare lave om i de her aftaler, det er fandeme fastlagt flere dage i forvejen, hvad vil du have mig til?" Gad vide hvilke aftaler han talte om. Hun tænkte hun på Marguerite igen, på hendes mange cafeture og måden, hun både kom og gik i ensomhed.

Anisette gned det ene øjenbryn med sin pegefinger, før hun skubbede stolen tilbage og rejste sig op. Billedet af Aurelie med armen om Clara stod skævt ved siden af bordlampen, så hun rettede det forsigtigt med den ene hånd. De var sådan vokset siden den sommer, lange og høje og alt for alvorlige på samme tid. Clara spurgte hende så sent som i går, om hun ikke bare selv skulle vaske sit tøj, hun var stor nok til at forstå, hvilke knapper man skulle bruge, troede hun, og ellers kunne far sikkert hjælpe, når de skulle hjem til ham. Av, min skat. Og Aurelie kom kun hjem fra balletskolen for at sove. Anisette kneb øjnene hårdt sammen et kort sekund, før hun vendte sig bort. Mere kaffe, naturligvis. Kaffe til hendes undren og til hendes lille private mysterie.

Man fik ikke noget ud af at forhøre sig hos manden selv, for Jean Louis svarede på folks spørgsmål efter bare én opskrift, den der havde gjort ham til en langtidsholdbar politiker og et ret elendigt, personligt bekendtskab. Hun havde overvejet engang for mange år siden, om der måske var mere imellem dem end som så, om de der tilfældige nætter nu også var helt tilfældige - det var før, han næsten (næsten) kom til at slå Aurelie. Før hun ikke længere mente, han kunne være i rum med hendes børn.

Hun valgte at gøre det unævnelige - hun krydsede gangen og trådte ind på hans forkontor, hvor der herskede en stilhed der var næsten andægtig. Det skyldtes dels at døren til hans kontor var solidt lukket, dels at hans sekretær sad med sine lange, velformede ben slynget op på bordet og læste i et blad, der så meget lidt politisk eller statsligt ud. Anisette hilste ikke på, gik blot hen til hans private kaffemaskine, et rent monstrum af knapper og mælkeskummer og tilbehør, du godeste. Hun valgte en cappuccino, trykkede på knappen og lod maskinen snurre. Hendes kaffekop så morsom ud blandt alt det krom.

"Undskyld, øh..."

Hun drejede sig mod sekretæren, som nu havde lagt bladet ned på sine lår (i det mindste med siderne vendt nedad), mens hendes løftede øjenbryn lod spørgsmålet stille sig selv.

"Min kaffe var blevet kold," sagde Anisette med et smil og trak på skuldrene. "Du behøver ikke sige noget til ham, Lizette."

"Er De skør?" Lizette skubbede stolen baglæns. De lange ben forsvandt under bordpladen. "Hvis jeg siger noget som helst til ham for tiden, får jeg mindst fyrre siders ekstra arbejde med hjem. Han opdager ingenting, De kan være ganske rolig."

"Du ser også lidt stresset ud." Anisette nikkede ned mod bladet, som stadig lå spredt ud i skyggerne mellem hendes skjortebluse og den nydelige, plisserede nederdel. Lizette rødmede lidt, mens hun pakkede bladet væk.

"De - min kæreste har fotograferet mig," sagde hun, mens hun rettede lidt på spidserne af sit hår. Kaffemaskinen snurrede og snurrede, det var utroligt, hvor lang tid sådan en dyr maskine kunne tage om at brygge en enkelt kop. "Jeg ville så gerne se serien, for han plejer at have et... ganske glimrende øje."

"Hvor dejligt for dig. Og jer." Anisette rakte ud efter kaffen. Der stod en liflig duft af varm mælk og kenyanske kaffebønner op fra den, og hun havde faktisk ikke den store lyst til at bruge mere tid på Lizettes modelkarriere, men inden hun fik sat kursen mod døren, lød der fodtrin inde fra hans kontor. Lizette havde reflekser som en specialtrænet soldat - før dørhåndtaget kunne vippe så meget som en centimeter nedad, havde hun samlet sig selv, rettet på sin holdning og antaget et udtryk, der virkede lige dele hårdt og blankt. Anisette var mindre velpoleret, så hun nåede kun lige at få løftet næsetippen ud af kaffedampen, før døren gik op.

Jean Louis kom aldrig stormende - han bevægede sig hurtigt, taktsikkert og uden de store udsving, når han ellers var i et rimeligt gemyt. Hun fulgte ham med øjnene, i det at han smed to fede, sammenhæftede rapporter på Lizettes skrivebord og fortsatte forbi hende uden kommentar. Anisette var netop ved at tro, han ikke havde opdaget hende, hvis det da ikke havde været så umulig en tanke - det var alment kendt i partiet, om end ikke offentligt at Statsminister Girard havde antenner for andre mennesker, som et savannedyr havde det for løver og geparder. Og ganske rigtigt. På vej hen i mod sin dør standsede han op lige ved siden af hende og gav hende et sidelæns blik.

Det var længe siden, hun havde set ham så tæt på. Han havde ikke decideret rander under øjnene, men hans mørke blik tog et halvt sekund for længe om at lande, at skifte retning og fokus. Det gik op for hende, at han virkede træt. Hans tøj var pletfrit og nystrøget som vanligt, for hvad angik Jean Louis Girard så fejlede det ydre ingenting. Absolut intet. Han kiggede ned på hendes kaffe med løftede øjenbryn.

"Går du og stjæler, Anisette?" Hans stemme var ikke hård nok til at humoren helt forsvandt, men det var tæt på. "Jeg er sikker på, der stadig er kaffe på kanden nede i køkkenet."

"Men det er ikke kenyanske kaffebønder." Hun gav ham et smil uden at trække sig væk, ikke så meget som en centimeter. "Og jeg havde sådan brug for noget substans. Jeg har siddet de sidste tre timer og læst Bäckers udkast igennem."

"Hvor langt er I med det?" Han rykkede tættere på lidt for pludseligt, og derfor nåede hun ikke at svare hurtigt nok. "Forslaget. Er det færdigt?"

"Der mangler nogle led endnu." Hans blik blev fraværende stort set på sekundet, så selvom hun godt kunne have fortsat, lod hun være. Det interesserede ham ikke længere. Han rynkede på panden og vendte sig væk fra hende, og den fornyede afstand mellem deres kroppe var en lettelse. Når han var i det her humør, skulle hun ikke nyde noget hverken med eller uden tøj.

"Opdater mig senere," sagde han så. "Og sørg for at få fat i juristerne inden aften. Det går for langsomt." Hans skuldre så som altid meget brede ud i den sædvanlige Armani, men selv bagfra kunne man ane gennem de mørke lag af luksus, hvor anspændt han var. Hun tog et hurtigt sip af sin kaffe, mens lyden af Lizette der bladrede i papirerne begyndte at fylde baggrunden op.

"Selvfølgelig." Hun sagde ikke, at hun allerede havde aftalen på plads, havde haft den i kalenderen siden i morges. Det ville ikke gøre ham bedre tilpas. I stedet lod hun blikket hvile på de lange, rå linjer af hans skuldre og ryg, mens han forlod kontoret. Og på hans blanke, tilbagekæmmede hår der faktisk var en forlænget grydefrisure, hvis man ellers kom tæt nok på til at rode den løs. Da Jean Louis første gang blev valgt ind i parlamentet, var det hans udseende der fik al opmærksomheden, hans udseende og hans stålfaste personlighed. Nu talte man blot om, at han så ung ud. De sultne unge kvinder var blevet ældre, og der skulle mere til at imponere den nye generation.

Var det derfor, Marguerite Gagnon tog sin kaffe foran parlamentet hver dag på samme tid? Handlede det om at hverdagen havde genfundet sin rytme, at jobbet som politiker ikke bare var et job for den mand, hun havde valgt men en livsstil? Var det virkelig så simpelt? Hun tog en slurk mere, denne gang en rigtig mundfuld, men hendes cappuccino smagte nu alligevel ret meget som kaffe med mælk. Hun var tydeligvis ingen connoisseur.

"Hvis du har lyst til at skifte job," lød det henne fra kontoret og den stadigt åbne dør, "så er mit billigt til salg lige nu." Vincent Fortesque stod lænet op ad dørkammen, så hans lange, tynde skikkelse kom til at se kejtet ud. Hans grå øjne havde et mat skær, nærmest glasagtige. "Jeg magter ikke flere humørsvingninger, skat. Næste gang får jeg telefonen smidt lige i sylten, og så skal jeg sgu nok erstatte den oveni."

Hun rystede på hovedet og gav ham et bredt smil, ganske ægte, for der var intet ondt skabt i Vincent, uanset hvad folk omkring ham ellers gik og sagde. Han var et røvhul, ja, men hvem var ikke det? Tag nu hende - de sidste to uger havde hun vel udvekslet omkring ti sætninger med sine børn. I alt. "Vi kommer ikke udenom, at han er lidt af en udfordring, men hvad ville livet også være, hvis det hele var let? Du overlever, jeg overlever." Hun løftede kaffen til skål. Vincent så uimponeret ud.

"Nogle gange kan man ikke høre, at du er fandens dygtig politiker," sagde han og kørte en hånd igennem sit hår. Hun bemærkede at den rystede en anelse. "Sådan en gang bullshit."

"Nogen vil mene at det er selve jobbeskrivelsen, Hr. Fortesque."

"Nogen vil mene, at et vigtigt møde bør afholdes, når det er booket og alle er indkaldt." Han kastede hænderne op i luften og værdigede ikke Lizette så meget som et blik, mens han fortsatte forbi dem begge henimod døren. Hans stemme lød højere og hans fransk løb næsten sammen i hast, da han tilføjede: "Sådan kommer vi alle sammen til at ligne idioter fra tid til anden." Anisette sukkede og fulgte efter ud af døren i et mere afdæmpet tempo med koppen i den ene hånd og intet i den anden.

Tilbage bag skrivebordet igen lod hun blikket vandre ud, ned til chokoladecafeen. Hvis det fortsatte sådan her, kunne hun garanteret godt udvikle en vane med at holde øje, også selvom klokken var langt over butikkernes åbningstider. Man vidste jo aldrig med mennesker som dem, som Marguerite Gagnon eller hendes mand, Statsminister Girard med de mørke øjne. Pludselig ændrede de kurs så alle systemerne gik i sort - 20 års bekendtskab havde ikke kun gjort hende bekendt med, hvordan han så ud nedenunder designermærkerne. Hun havde set, hvordan ting kunne ændre sig, hvordan det man sagde i går, pludselig kunne vende verden på vrangen dagen efter, mens meningen bag de oprindelige ord gik tabt i hovedløs forvirring. Man fik jo en vis evne til at rage kastanjerne ud af ilden som tiden gik, og med Marguerites kommen og gåen ovre på den cafe, med måden luften sitrede på, når Jean Louis gik ind eller ud af et rum - så følte hun sig fanget mellem ikke et, men to glødende, overspændte neonrør. Så stop dog, kunne man sige. Hold inde! Men hvad skete der lige, når de typer gik i stå?

Hun lænede sig tilbage i stolen og pakkede tankerne væk. Lovede sig selv højt og helligt at stille ungerne op til fotografering snart, måske i weekenden hvis hun fik en tidlig lørdag. Indtil næste gang, tænkte hun med et hurtigt blik ud af vinduet. Du overlever, jeg overlever.
Forfatterbemærkninger
En andenhåndsintroduktion til Jean Louis Girard, min primære karakter i et længere skriveprojekt. De øvrige er fast inventar.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/01-2017 20:06 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2441 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.