Den Sidste Maske: Tanya


1 år, 11 måneder siden 3 kommentarer Noveller dystopi fremtid intelligenser

3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
8 måneder, 22 dage siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
11 måneder, 18 dage siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
1 år, 2 måneder siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
1 år, 3 måneder siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
1 år, 3 måneder siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
1 år, 9 måneder siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
1 år, 10 måneder siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
1 år, 11 måneder siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
1 år, 11 måneder siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
1 år, 11 måneder siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
2 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
2 år siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
2 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
2 år siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
2 år siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
2 år siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
2 år siden
7Forfald
Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig a... [...]
Noveller · psykologi, ensomhed, psykose
2 år siden
3Ventetid
Han vågnede omkring klokken fire, fordi hans skulder var som en i... [...]
Blandede tekster · karakter, hospital, psykologi
2 år siden
3I Gradienter
Frøken Nellike forlader sit hjem en lørdag eftermiddag med rygsæk... [...]
Noveller · sorg, natur, mennesker
2 år siden
2Fire Vægge
Lysene irriterede ham ad helvede til. Han forsøgte at løfte sin e... [...]
Noveller · karakter, hospital, psykologi
2 år siden
2Skifteholdet
Vincent lå sammenkrøllet på podiet og pissede i sine bukser. Det ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, politik
2 år siden
8Høns
Andrea passede dyrene i hold, systematisk og uden slinger i valse... [...]
Blandede tekster · høns, landliv, barndom
2 år siden
6Flughafen Zürich
Hun købte dem i rød, i alle nuancer der kaldte på hende - fuchsia... [...]
Kortprosa · karakter, mafia, lufthavn
2 år siden
4Skiftedag
Duften af bacon havde været prikken over i'et. En langsom morgen ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, drama
2 år siden
3Øde Ø
Gangene i parlamentet rungede altid, der var højt til loftet og t... [...]
Noveller · mafia, magt, karakter
2 år siden
1Månegraver
Hver gang han sov, så han dem voldtage hende inde mellem skyggern... [...]
Noveller · karakter, kunst, traume
2 år siden
3Kerberos
Ingen af dem havde regnet med en positiv tilbagemelding, hverken ... [...]
Noveller · kriminalitet, spænding, karakter
2 år siden
5Støvfanger
Det var som om, Marguerite stod lige foran ham og skreg ham op i ... [...]
Kortprosa · karakter, magt, forhold
2 år siden
3Bonn 2.0
Der var noget ved måden, hun spjættede på, som han ikke brød sig ... [...]
Blandede tekster · karakter, magt, politik
2 år siden
3I Anden Person
Nu forlod hun cafeen igen, Marguerite Gagnon. Oppe bag et af parl... [...]
Noveller · politik, mennesketyper, karakter
2 år siden
2Ballerina Sko
Hvis man kigger opad på det rette tidspunkt, så kan man være held... [...]
Noveller
5 år siden
2Sømand
Første og sidste gang vi mødtes, følte du et evigt behov for frih... [...]
Kortprosa
5 år siden
4Grav
Stille. Shhh - har vi brudt ensformigheden én gang, har vi brudt ... [...]
Blandede tekster
7 år siden
18Himmelravnen
Du så Himmelravnen for første gang i nat, gjorde du ikke? Jeg så ... [...]
Noveller
8 år siden

Puls: 3,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabelige udgave var gået af mode, kastreret - reduceret, måske, til en opvisning, hvor både tyren og matadoren forberedte sig forinden. Tanya kendte ikke meget til de spanske traditioner, hendes energi gik til familieforretningen hjemme i Bombai, præcist som det var tilfældet med hendes tre storebrødre. Hun drejede sig lidt i solen, lod sin sølvskinnende parasol fange lyset indtil strålerne stod lige ind i ansigtet på Alejandro Rosales. Han missede med øjnene i hendes retning, så hverken tilfreds eller utilfreds ud, intetsomhelst, det var nedslående. Indtil videre lod han sig hverken provokere eller forføre.

Nede i arenaen trådte matadoren - en kvinde - ud i ringen inde fra skyggerne. Et jubelbrøl steg op fra tilskuerrækkerne, højt og tungt. Lad folket underholde, sagde det. Tanya åbnede turistfolderen med let-rystende hænder, sådan et spektakel var hun dårligt vant til, selvom gaderne i Bombai bestemt ikke var lydfri. Alondra stod der nedenunder billedet med kunstnernavnet Guiomar i fed kursiv.

Hed hun virkelig Alondra, matadoren med hanekammen og den stålsatte kropsholdning?

Hun var da vel nok den særeste lærke, man nogensinde havde set.

*

Da Khwarizmis kernesystem fyldte 15 år, fejrede Tilottama dagen med syvogtredive siders spritny kode, hvoraf i hvert fald halvdelen fik flere af algoritmens mest centrale funktioner til at bryde sammen.

Sofia var ikke online til at fikse noget af det, og eftersom ingen flyselskaber i det nye Europa kunne klare turen mellem Frankrig og Sverige på under fire mellemlandinger, brugte Rebecca resten af dagen i transit. Den slags dag hvor den bærbare selvfølgelig måtte en skærpet tur igennem sikkerhedskontrollen, ikke én men to gange, så den ene billet måtte ombookes til et senere fly - hvor pudderparykken efterlod så mange støvrester på Anitas sorte frakke, at hun stod en halv time på et flytoilet for at fikse det værste - og hvor netforbindelsen ved Storsjöen var så elendig, at det tog Sofia tyve timer at rette op på skaderne.

Dermed blev Khwarizmi blot endnu en årsag til aldrig at fejre noget som helst. Overhovedet.

Til sidst havde Sofia med sorte rander under øjnene af træthed spurgt, om hun blev og sov. Selvom Anita faktisk var lidt en frossen kælling, tog sig friheder uden at betale som om alt i livet var gratis, havde det alligevel virket utaknemmeligt at sige nej. Sofia skulle have været til begravelse den dag. Var hastet hjem fordi hun ikke turde andet, fordi hun vidste, at Anita ofte tog væk, forsvandt i ugevis uden at give besked. Man kunne aldrig vide.

Derfor, og af andre årsager, overnattede hun hos Sofia med armene slynget omkring den anden piges lange, spinkle krop - med hagen på hendes skulder og øjnene åbne. Oppe på skrivebordet blinkede computeren til hende, til dem begge, men Sofia opdagede ingenting.

Heller ikke den fremmede i sengen.

*

Der gik et kollektivt gisp gennem tilskuermængden, da den lille matador let og behændigt undgik et udfald kun få centimeter fra de spidse horn. Tyren dundrede afsted, støvet stod den om hovene, og Tanya fik vist en smule hjerteflimmer midt i ophidselsen, selvom hun viftede sig, indtil håndleddet brændte af anstrengelse. Hun forsøgte at fange Alejandros blik længere henne i tilskuerboksen, men han var travlt optaget af dramaet nede i arenaen. Alt for travlt! Hun rettede sig op, bed tænderne sammen og satte i bevægelse. Krabbede sig vej hen til boksens stenmur, helt ud hvor udsigten var bedst.

Hun kom til at kigge ned - og et øjeblik svimlede det for hendes øjne. I guder, der var langt ned. Hvor var arenaen dog i grunden stor, imponerende endda, og så hun overhovedet lille ud, matadoren? Alondra? Tanya betragtede hende i et langt øjeblik, mens hun klamrede sig til murværket med sin ene hånd og parasollen med den anden. Jovist, rent objektivt var hun lille af statur, men der var noget ved hendes kropsholdning, som fik hende til at se større ud. Noget hun udstrålede.

Måske, tænkte Tanya, var det farverne. De røde nuancer. Guldet. Eller måske var det måden, hun nærmest svævede hen over arenaens sandede bund på. Som en danser. Hun stod længe og stirrede, glemte helt at blinke indtil de mørkebrune kontaktlinser begyndte at blive tørre i sollyset.

*

Hun efterlod som altid Sofia i mørket før solopgang, trak i tøjet og pakkede Khwarizmi sammen, bad den slette alle forbindelser, alt der var tilbage. I det enkle kodesprog hun havde lært at forstå, gjorde programmet hende opmærksom på, at det allerede var gjort. Ti gange. Redundancy, skrev den midt i kodestrengen, gentog et par gange for god ordens skyld - inden den tilføjede: Redundancy alert! Med udråbstegn og alting. Det kunne næppe være humor, men hun havde smilet alligevel. Nogle gange lød Khwarizmi ret meget som et menneske - mere og mere, faktisk - eller også havde hun bare tilskrevet den et tonefald, fordi hun talte mere til den end til nogen anden.

Hun kunne godt lide at forestille sig, at den udviklede sig. Som et frø, måske, der spirrede langsomt.

Da hun trådte udenfor, var vinden fra Storsjöen isnende kold. Hendes lange paryk - meget kortere end hendes rigtige hår - blæste op, spidserne piskede hende i ansigtet, og hun tænkte kun kortvarigt på Sofia der ville vågne op alene med døden i frisk erindring, døden og de lange striber af Khwarizmis kode, som hun forstod uden overhovedet at forstå. Stakkels dumme Sofia med de længselsfulde øjne. Nogle mennesker blev aldrig belønnet, blev glemt og overskrevet når tiden kom.

På den måde var de ens. Sofia og Anita.

*

"Hun er noget særligt, ikke sandt? Guiomar." Alejandros stemme lød overraskende tæt på hende øre, og det gav et sæt i hende, som han ikke lagde mærke til. "Jeg gider faktisk ikke se på andre. Det kender jeg mange, der siger."

Tanya blinkede langsomt. "Er hun da bedre end de andre?"

Han åndede ud, højlydt og utålmodigt. "Man kan bare se det på hende, ikke sandt? Hun ligner en, der aldrig dør - det er dramaet, señora, dramaet! Ligesom oldtidens kvindelige gladiatorer."

Hun havde læst for dårligt op på ham. Disse dage var Spanien ikke gavmild med elektroniske materialer, som et eksempel blev deres wikipedia kun brugeropdateret få gange om ugen - det var vanvittigt - og hendes netværk i Spanien var fortsat tyndt. Manden var meget mere belæst, end hun havde regnet med (hvor mange bøger krævede det at være ansat i Ministeriet for Teknik og Fremskridt i et land, der var så påfaldende, vedholdende tilbagestående?), og hun kunne jo ikke pludselig lave Tanya om til en universitetstudine, bare fordi manden havde snydt hende i forberedelsesfasen.

"Er det ikke en slags... myte? Oldtidens..." Hun gik i stå. Det virkede latterligt at fortsætte, Alejandro var allerede begyndt at trække sig igen, både mentalt og rent fysisk - han rykkede sig langsomt sidelæns væk fra hende, forsøgte ikke engang at være særlig nænsom omkring det. Hun stirrede på ham et langt øjeblik, indtil hun indså, det nok mest gjorde ham utilpas.

Han er tabt, tænkte hun, Tanya, Tilottama, inden hun drejede om på hælen og skyndte sig væk. Hun mumlede noget på gebrokkent spansk der skulle lyde som en undskyldning.

*

Fra det ene lille loftsvindue havde hun udsyn ud over Storsjöen, fra det andet et kig til Östersunds gader. Værelset var dårligt isoleret og billigt af samme årsag, Anita var trods alt studerende og havde ingen familie at støtte sig til. Tilottama sad i lotusstilling på det blegnede gulvtæppe med et langt udskrift mellem hænderne, en mailkorrespondance fra Rebeccas franske ansatte som aktuelt arbejdede på nogle nye opdateringer til sikkerhedsgiganten, SAVIOR, den mest brugte sikkerhedsforanstaltning til moderne IT-systemer siden Det Store Blackout. Ikke den eneste, bevares. Så langt var man dog ikke nået med verdensherredømmet.

De havde haft et gennembrud, skrev de. Af den helt store slags. Nu manglede de blot at få det godkendt oppefra, det var måske nok en længere proces, men i Paris havde de alligevel blik for fremskridtet. Man kunne godt tillade sig lidt optimisme.

Hun skrev en besked til Khwarizmi. Bad den om at opdatere sin viden med det samme. Ti sekunder efter - den elendige internetforbindelse! - strømmede det ind med franske dokumenter, mens serverne gled i et gennem Rebeccas sikkerheds-login. Det var ikke spor risikabelt, for deres firma var selvfølgelig beskyttet af SAVIOR, andet gik ikke an i et moderne, fransk foretagende.

Og Khwarizmi kendte SAVIOR som Tilottama kendte Anita, som hun kendte Rebecca og de andre kvinder ude i verden der bar hendes ansigt og stemme uden at være andet end masker.

*

Hun vaklede ud i gangarealet, hvor lydene fra arenaen blev dæmpet af tyk stenmur. De høje vinduespaneler gav dog stadig rigeligt med udsyn til spektaklet, til Alondra der nu ventede på tyren med kappen rejst og kroppen rank. Frygtløs. Tilottama smed viften fra sig i det brede vinduesparti, mens hun løsnede læderbåndene på det tynde korset en anelse. Hun tog en dyb indånding, rystende. Gangen var tom, fraset en vagt som passerede forbi i baggrunden uden at standse op. Uden at ænse hende. Tanya var virkelig usynlig, sådan kunne hun normalt også bedst lide det, men lige netop i dag havde hun håbet på noget andet.

Hun skubbede det lange, tynde skjortestof op over underarmen. Messing armbåndet fik huden og fingerspidserne til at glitre i lyset, i det hun trykkede let på siden. Med et klik åbnede smykket sig et par centimeter, nok til at blotte en lille, sort computerskærm nedenunder små tandhjul og sorte ædelstene.

Khwarizmi var blank.

Hun rynkede på panden og lænede sig op ad murværket. Der var åbenbart ingen, der gad hende i dag; det var lige før, man burde tage det en smule personligt. Hun skulle netop til at indtale en kommando, da der lød et brøl ude fra publikumsrækkerne, højere end noget hun tidligere havde hørt. Med et gisp så hun ud på arenaen, tænkte et vildt øjeblik at tyren havde vundet.

I stedet så hun Alondra svinge sig op på tyrens skuldre, så hende klappe en pose rød maling på dens hals og springe af. Som en danser, tænkte hun. En danser i færd med at afslutte sin historie. Et sekund blev hun pludselig bevidst om sit eget åndedræt, om varmen der krøb op ad hendes arme i små perler af sved, om hvor stramt korsettet stadig var. Det var sommer. Det var sol og lyset stod ned på scenerummet, på storesøster Lakshmi der dansede historien om Krishna og den mangehovede slangedæmon Kaliya. Hvis man var heldig - den heldigste i hele universet - kunne man fange hendes blik undervejs.

*

Belært af erfaringen fejrede Tilottama ikke Rebeccas franske gennembrud, hverken med eller uden Khwarizmi. I stedet spadserede hun en lang tur gennem Östersunds gader, mens hun ventede på den næste opdatering, på noget der bragte forandringerne med sig. En katalysator var i grunden intet alene af sin egen merit; reaktionen, skabelsen, var det der talte og den afhang især af mennesket - verdens mest upålidelige faktor. Nogle gange kunne hun godt lide at forestille sig, hvad Sofia ville gøre, hvis hun kendte sandheden. Hvis hun vidste, at hun sad og rodede med selve kildekoden til det internationale sikkerhedssystem, hun hadede allermest. De udnytter os, plejede hun at sige, mens hun sad med blikket fikseret på kodestrenge, på algoritmer i dans. Først bliver vi overvåget, så manipuleret og til sidst smidt væk. De er pisse ligeglade.

Engang havde hun - Anita - formastet sig til at spørge, hvem det i grunden var hun talte om. Hvem er de, havde hun spurgt. Kedsomheden i stemmelejet var mere ægte end vanligt.

Sofia havde talt om regeringer, om magtcentre og kapitalister, en hel masse pseudo-ideologisk pladder som man virkelig måtte le af, hvem interesserede sig dog for den slags konstruktioner, hvor nemt var det ikke? Derfor var det spændende at forestille sig, hvordan Sofia, hvordan andre ligesom hun, ville reagere når - hvis - de opdagede, at verden var større end deres selvforanstaltede, akademiske forargelse. Mens vinden stod hende ind i ansigtet og butikkerne så småt begyndte at åbne for dagen, satte Tilottama sig på en bænk nær et gadekryds og lagde benene over kryds, langsomt, uden hast. Hun smilede kun let, mere behøvede man jo ikke.

I morgen, Sofia. Måske. Eller aldrig.

*

Et højlydt bip hev hende ud af erindringen og tilbage til nuet, til Spanien og lyden af tyrefægteropvisningen der havde nået sin ende. Hun rystede på hovedet, rettede hurtigt på sin frisure, før hun så ned på computerskærmen.

Fernandez O. Fernandez O. Fernandez O. Fernandez O. Fernandez O.

Den måtte have bippet mindst ti gange, det samme navn, igen og igen. Hvad i alverden skulle det betyde? Hun løftede computeren op til læberne, hviskede en kommando. Da hun så tilbage på displayet, havde Khwarizmi stavet hans navn med fed. Skiftet punktummet ud med et udråbstegn.

Fernandez O!

I et langt øjeblik stod hun bare og så på skærmen, mens hun forsøgte at forstå, hvorfor hans navn pludselig dukkede op ud af ingenting. Hun havde ikke nævnt ham med et ord, ikke siden dengang. Deres bekendtskab lå mindst et årti tilbage, var på alle måder død historie. Hun så ud på arenaen, på tyren der havde lagt sig noget modvilligt ned i sandet, mens matadoren - Alondra - holdt sin blodrøde håndflade op mod solen, og det frådende publikum messede hendes navn. Som en helgen. Eller en gud.

Computeren bippede igen.

Hun begyndte først at løbe, da hun hørte fodtrin på trappesatsen længere nede.
Forfatterbemærkninger
Skal læses som sidestykke til Syrene Hvids 'Den Smukke Død'. En del af et nyt, fælles skriveprojekt. Optakt til hovedfortællingen. Rettelser foretaget 26.12 her og der af hensyn til pacing. Flere kan komme til.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/12-2017 05:32 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2249 ord og lix-tallet er 38.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.