Andrea passede dyrene i hold, systematisk og uden slinger i valsen. Først var det hønsene. Så var det ænderne, køerne, gederne og til sidst de små, sorte og hvide får hun havde arvet fra nabogården, da landmanden døde, og konen måtte sælge det meste af husholdet. Hun stod op før solopgang stort set året rundt, selvom sommermorgenerne enkelte gange indhentede hende. Så galede hanen helt frygteligt i forargelse, den var som mænd var flest. Hun savnede ikke at være gift i hverdagen - som hun så det, var man for stedse gift i hjertet, og det måtte vel være det vigtigste.
Hun vidste det allerede, da han ankom, Erics dreng, hendes sønnesøn med de mørke øjne og det alt for lange, tjavsede hår. At han trængte til det åbne land ligeså meget som til det lukkede rum. Det havde været et spørgsmål om held, mest af alt, at han fik lov til at besøge hende - hans mor, den syge kvinde, var beskæftiget udenlands, havde forføjet sig hele vejen til Paris sammen med den yngste for at fjante i sin tåbelige fantasiverden, og så havde Eric valgt at tage telefonen på netop det rette tidspunkt. Det var et under, at drengen overhovedet var kommet på bussen, man forestillede sig at der enten var en venlig nabo der havde hjulpet til - eller også havde han selv fundet en løsning. Det skulle nu ikke undre hende. Han var fulgt med hende op til sit værelse den første aften, havde uden ord taget rummet i besiddelse og smækket døren i hendes ansigt, og da hun gik op med aftensmaden, efterlod hun den blot på trappen udenfor. Aftenen efter var han kommet nedenunder af sig selv.
Fårene brægede af hende, mens hun smed bundter af tørret græs ud på deres fold og lod dem gå ombord i det på egne præmisser. Hun rettede på sine overtræksbukser, gamle og slidte men tætte nok i vattet og hev lidt op i sit tørklæde. Efteråret var altid en vanskelig dame at tækkes, særligt de seneste år hvor gigten rigtigt var vågnet op, og selvom det egentlig ikke var så koldt endnu, så pakkede Andrea sig fornuftigt ind. Nok til at hendes tøj knitrede og raslede omkring hende, mens hun gik den lange, velkendte tur i agerrenen, som var opblødt og mudret af nattens regnfald. Gården så gråsprængt ud i det spæde morgenlys, måske fordi tågen fra mosen havde lagt sig om det hvidkalkede murværk i spindelsevævsagtige folder.
Det havde ikke overrasket hende, at Jean Louis spiste som et barn, der ikke havde set et rigtigt måltid mad i månedsvis. Hun vidste godt, hvordan det så ud hjemme hos dem - selvom Eric forsøgte at skjule det, når han talte med hende en sjælden gang, så havde han jo arvet sine tilbøjeligheder et sted fra, og Andrea havde også altid vidst det med Ludwig. Behøvede hverken at lugte til hans ånde eller kigge i hans øjne, dengang han stadig var i live til at kræve hendes opmærksomhed. Omsorg. Måske særligt det sidste. Erics dreng krævede ikke omsorg af hende, han vidste vel næppe, hvad det var, og på den måde var han ikke nogen byrde på de rutiner, hun havde oparbejdet i sin ensomhed de seneste par årtier. Han var der bare. Fortalte hende ingenting, forsvandt når maden var spist og havde sine egne gøremål.
Hun havde naturligvis tænkt på, hvad hun kunne tilbyde ham af aktiviteter, hvis han ligesom de fleste andre 8-årige med storbyen i blodet skulle begynde at kede sig på landet. Hun havde lånt et par letlæselige bøger på det lille bibliotek inde i byen og lagt på hans værelse, ligesom at hun havde sat karlen til at hente de gamle brætspil ned fra loftsrummet. Hun kendte et par familier med jævnaldrende børn, som gerne tog imod besøg hvis han skulle mangle selskab. Men hun så det med det samme i blikket på ham, da hun tog imod ham ude ved landevejen. Der var ikke plads. Ingen rum, kun begrænsninger, aflukkede kroge og skarpt-optrukne grænser. På den måde lignede han sin far, og selvom hun for længst var færdig med at fortryde og begræde, så gav det alligevel et stik i hjertet. Hun var jo også kun et menneske.
Vejen op til hovedbygningen på den gamle, trelængede gård gik direkte forbi det lille hønsehus ude i haven. Hun sendte en venlig tanke til de tykke, brune høns - de lagde så mange æg for tiden, de var vel sagtens hendes mest flittige dyr. Når de først var fodret af, så krævede de sjældent noget af hende andet end en fornuftig rævesikring. Med et enkelt, nærmest tilfældigt blik over på den indhegnede udegård gik hun i stå.
Jean Louis havde sat sig på den lille trappesten inde i hønsegården. Han var iklædt alt, alt for lidt tøj, havde åbenbart lånt hendes træsko og var gået udenfor i korte ærmer. Selv på denne afstand kunne hun tydeligt se mærkerne fra Erics fuldskab spredt i aubergine-farvede plamager hele vejen op af begge arme. Det virkede ikke til at forstyrre ham synderligt - han sad i hvert fald så fordybet i den bog, han havde fundet (ikke en af de lette, men noget fra deres stuebibliotek, en af Ludwigs gamle), at han ikke engang ænsede, at hun stod der og stirrede på ham. Børn som ham - de udviklede ellers næsten overmenneskelige sanser for den slags, for uønsket opmærksomhed, og når de spiste ved middagsbordet, kunne hun se det på ham hele tiden - hvordan øjnene sprang fra hjørne til hjørne, fra vindue til vindue med en unaturlig rastløshed.
Lige ved hans albue sad Mimi, den mørkebrune høne med de sorte vingespidser. Hun var den tammeste i flokken, kunne sikkert have været en udmærket kælehøne, hvis der havde været nogen på gården som gad tage hende til sig. Andrea standsede op igen. Lagde mærke til hvordan den store fugl, nærmest dobbelt så bred som drengens hoved, spejdede op mod hans ansigt i tide og utide, før den forsigtigt nippede til bogens sider med sit næb. Han rynkede på panden, sad musestille et øjeblik - og så lagde han den ene, tynde arm rundt om ryggen på hønen, som lagde sig ned på maven ved siden af ham med en knap hørbar kaglen. Der lå den så og blinkede til de andre høns, mens knægten læste videre uden at kære sig om hverken den iskolde tåge eller Andrea. Hun mærkede sit ansigt blive en smule blødere, mens hun skyndte sig forbi.
Inde i entreen trak hun en af karlens store vindjakker ned fra krogen og stod længe med den i armene uden at sige noget, følte blot hvordan den på én gang var både blød og solid i hendes greb. Sekunderne gik, mens hun mærkede sig selv glide mere og mere ud, som om de lange, tynde stykker, hun var gjort af gradvist tabte deres sammenhængskraft. Døren stod åben bag hende, og det gik slet ikke an at blive følsom og uforsigtig. Var tiden ikke løbet fra den slags pjat? Det var så mange år siden...
En mor skulle elske sin søn, alt andet var meget forkert. Det vidste hun bedre end nogen. Alligevel måtte hun anstrenge sig for ikke at give efter for det, der lå og ætsede hende indvendigt, noget giftigt og utilstedeligt der kun ville forstyrre roen og få tågen til at virke endnu tykkere og uigennemtrængelig. Med en kraftanstrengelse rykkede hun sig selv op og ud, traskede hen over gårdspladsen med jakken mellem hænderne, mens hun tænkte på, om der var tilgivelse på den anden side af det hele. Om Ludwig havde fået glæde af den, om verden virkelig var så urimelig.
Når man så på drengen, der nu sad med næsetippen trykket ind imod bogens sider og hønen solidt placeret på skødet med hovedet gemt i folderne på hans bluse, så kunne man godt frygte, at det faktisk forholdt sig netop sådan.