Rapunzel


1 år, 10 måneder siden 3 kommentarer Noveller mennesker psykologi afmagt

3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
8 måneder, 24 dage siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
11 måneder, 20 dage siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
1 år, 2 måneder siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
1 år, 3 måneder siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
1 år, 3 måneder siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
1 år, 9 måneder siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
1 år, 10 måneder siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
1 år, 11 måneder siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
1 år, 11 måneder siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
1 år, 11 måneder siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
2 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
2 år siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
2 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
2 år siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
2 år siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
2 år siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
2 år siden
7Forfald
Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig a... [...]
Noveller · psykologi, ensomhed, psykose
2 år siden
3Ventetid
Han vågnede omkring klokken fire, fordi hans skulder var som en i... [...]
Blandede tekster · karakter, hospital, psykologi
2 år siden
3I Gradienter
Frøken Nellike forlader sit hjem en lørdag eftermiddag med rygsæk... [...]
Noveller · sorg, natur, mennesker
2 år siden
2Fire Vægge
Lysene irriterede ham ad helvede til. Han forsøgte at løfte sin e... [...]
Noveller · karakter, hospital, psykologi
2 år siden
2Skifteholdet
Vincent lå sammenkrøllet på podiet og pissede i sine bukser. Det ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, politik
2 år siden
8Høns
Andrea passede dyrene i hold, systematisk og uden slinger i valse... [...]
Blandede tekster · høns, landliv, barndom
2 år siden
6Flughafen Zürich
Hun købte dem i rød, i alle nuancer der kaldte på hende - fuchsia... [...]
Kortprosa · karakter, mafia, lufthavn
2 år siden
4Skiftedag
Duften af bacon havde været prikken over i'et. En langsom morgen ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, drama
2 år siden
3Øde Ø
Gangene i parlamentet rungede altid, der var højt til loftet og t... [...]
Noveller · mafia, magt, karakter
2 år siden

Puls: 2,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de mindre. Efter mange års øvelse undgår hun behændigt at skære sig på skårene, de glider ud mellem fingrene på hende så let, så tyst og elegant, at det kunne være magi. I hendes værelse oppe i tårnet må man nødvendigvis kalde det noget andet. Tror hun. I hvert fald sviner det så forfærdeligt på gulvet bagefter, og det er svært at tænke på magi og eventyr, når alting roder.

Efter middagsluren, tænker hun, og begraver sig mellem lyserøde silkebetræk og gåsepuder. Hun falder i søvn til ekkoet af knust glas.

*

Månen vækker hende. Hun blinker sig vågen til følelsen af flydende sølv langs indersiden af øjenlågene, et lys der næsten blænder hende. Tårnet er stille omkring hende, og hun skutter sig i den kolde luft. Sjalet med de store, broderede rosenblomster hænger over stoleryggen henne ved skrivebordet, og for at hente det skal hun krydse de lange strømme af måneskin som skærer sig ind over trægulvet. Tanken huer hende ikke. Man ved aldrig, hvad der gemmer sig i hulrummene mellem lyst og mørkt, der hvor natten har ætset sig ind.

I stedet trækker hun dynen op over de spinkle skuldre og ser på den næste dukke i rækken, fanget bag glas i hendes store vitrineskab overfor sengen. Det fylder hele væggen, kurver sig efter tårnets runding, og de små skabninger sidder pænt, præcist, ved siden af hinanden derinde. Hun har kun øjne for den lille lyshårede øverst oppe, den som sidder henne i hjørnet.

Når først den er væk, tænker hun mens hun møver sig længere ned, trækker dynen helt op til ørene, ja, så bliver der bedre plads. I sådan et lille tårn er det vigtigt at holde orden. Rense ud fra tid til anden.

*

Nætterne er lange i hendes verden, hun vågner tidligst hen på formiddagen. Skyerne driver langsomt, dovent over himlen og trækker små, lammeagtige skygger langs gulvet tættest på vinduet. Der dufter af parfume i hendes seng, en skarp kombination af blomster og honning, og hun strækker sig som en fugl med stive vingeled, mens hun trækker vejret dybt. Ånder ind, ånder ud. Det er rart at være vågen, tænker hun. De første mange minutter ved hun ikke helt, hvor hun er, og det er vel den smukkeste illusion, den hun vogter over med hele sin viljestyrke.

Hun snuser til morgenluften fra det åbne vindue, mens hun står op, fniser over hvor koldt gulvet er, det er så tæerne krøller! - hun skynder sig ud på badeværelset og lader vandet løbe i varme stråler, mens hun ryster sin natkjole af. Nøgen træder hun ind i alt det våde, går lidt i ét, mens hun kører hænderne gennem sit korte, tjavsede hår. Det bløder nede ved hovedbunden igen, og hun lader som om, hun ikke kan mærke det eller se det på fingerspidserne. Det er bare at vaske sig ordentligt.

Da hun er færdig, går hun tilbage til tårnværelset med våde fødder og smører sig ind i bløde, duftende cremer, lader huden suge det hele til sig, før hun giver sig selv et lille sprøjt med parfumeflasken. Hun dapper nøgen rundt, spejler sig og pudser sig, indtil tovværket udenfor tårnvinduet begynder at knirke.

*

Systemet starter forfra, når den næste dukke lander i vindueskarmen. Hun kigger aldrig ned eller ud, tager blot imod, det er nemmest sådan. Hun trækker den ind i stuen, det er lidt et mas, de er jo aldrig små nok, men de passer alle ind gennem tårnvinduet til sidst. Selvom hun må arbejde for det.

Hun bærer den nyeste dukke hen til vitrineskabet, sætter den med ryggen til glasdørene og kigger på den, mens hun genvinder pusten. Den er grim, synes hun. Der er noget ved dens udtryk, hun ikke bryder sig om. Og så ligner den ikke de andre - de plejer at have langt, gyldent hår, for langt faktisk, hvis man spørger hende. Denne her er anderledes.

Oppe på hylden sidder den lille lyshårede og holder øje med hende, og det begynder at krible i fingrene. Selvom hun stadig er nøgen, kan hun næsten ikke mærke kulden længere, sådan er det altid. I lange, udstrakte sekunder står hun bare og kigger på den, ignorerer den nye, den grimme, mens hun trækker vejret hurtigere og hurtigere, mere overfladisk. Om lidt... om lidt... Hendes tynde fingre bevæger sig krampagtigt, som edderkoppeben.

*

Hun kigger på dukken, den kigger på hende, de kigger på hinanden, indtil solen går ned.

*

Den falder fra hinanden i stadier, dukken med de lysende fletninger og de rullende øjne, hun filer og saver og popper de bøjelige led fra hinanden som gennemsigtige kyllingeben. Snap, snap, snap. Hver eneste gang hun fjerner en del, kan hun mærke sin ophidselse stige, det føles som måner og stjerner, som om alting graviterer omkring hende og trækker hende i alle retninger, indtil hun selv er ligeså blank og glat som porcelænet ved sine tæer.

Dukkekjolen ligger pænt sammenfoldet på skrivebordet sammen med sjalet og en lille krystal flacon, parfumen som hun sprøjter sig med, når hun er færdig, også da, for man bliver så beskidt af at fornøje sig. Hun hiver og slider i den højre skulder, ender med at bide i det lille mellemrum med sine fortænder. Smagen af sten og glas, af sved og noget varmere, lander på hendes tunge, mens pulsen fortsætter med at gå på himmelfart.

Det kan snildt tage hende hele aftenen at nå til klimaks, det punkt hvor hun stiger op mellem kometer og stjernestøv, mens hendes krop dunker af blodrus. Denne gang føles det ikke helt som ellers, måske fordi hun ved et uheld kommer til at kigge over på den grimme dukke ved vitrineskabet. Dens stirrende blik får det til at gibbe i hende, som kulden fra vinduet og følelsen af bittesmå porcelænsskår mellem tæerne.

*

Så snart der ikke er mere tilbage at pille fra hinanden, giver hun efter og falder sammen, hendes ben knækker nærmest under hende. Rodet har vokset sig større, vokset sig helt op over hovedet på hende, men hun orker ikke at rydde op endnu. Hendes krop føles altid slasket, utrænet og uadræt, i efterdønningerne, ligeså benløs som de rester på gulvet, der engang var den lille lyshårede. Hun løber en finger henover gulvet og smager på porcelænsstøvet, lader det ligge på tungen i små hvide korn, og det er lige før, hun kan mærke stjernerne igen, kulden fra det tomme rum.

Med et dybt suk rejser hun sig op, efterlader resterne på gulvet bag sig og går i seng. Hun pakker sig godt ind mellem dynerne, mens hun forsøger ikke at lægge mærke til dukken, den nyankomne. Det må da være nok, at den glor på hende. Hun kan mærke det helt ind under huden, det kribler og krabler, og måske giver hun den bind for øjnene i morgen, måske piller hun dem ud.

Om natten drømmer hun.

*

Vågn op, hvisker det omkring hende. Hun sætter sig op i sengen med et sæt, og der er kun skyggerne, mørke i lag. Hun ser rundt, nærmest panisk, men ensomheden gør intet væsen af sig, heller ikke i nat. Hendes tæer krøller sig sammen mod madrassen, mens hun prøver at få øje på det, der har vækket hende.

Først da mærker hun tyngden mellem sine fødder. Hun blinker, synker, og kigger ned ad sig selv.

Dukken stirrer på hende nede fra fodenden.

Det er først nu, hun rigtigt opdager, hvordan den ser ud. Den har kort, pjusket hår, tynde arme og tynde skuldre, og dens øjne... åh, dens øjne...

Vågn op, hvisker det. Dukken bevæger sig ikke, er blot en dødvægt mellem hendes ben. Lugten af blomster og honning er skarp som tyk galde i hendes næsebor og svælg, som var hun i færd med at kaste op gennem samtlige åbninger i sit ansigt.

En dag er det dig.

Hun skriger uden lyd. Bag vitrineskabets glasdøre er der noget, der banker.

*

Om morgenen går hun i bad. Frydes mekanisk over kulden mod fodsålerne. Trækker porcelæn ud af hovedbunden sammen med tykke håndfulde af hår. Smører sig ind i cremer, sprøjter med parfumen og rammer ved et uheld sig selv i øjnene, det svier og brænder, men det eneste hun tænker på, er dukken ved vitrineskabet. Den sidder præcist, hvor hun efterlod den, da den ankom, og den er så utiltalende, hun magter ikke at have den siddende i skabet, indtil det bliver dens tur om mange uger, måneder... år...

Hun går frem og tilbage på gulvet i tårnværelset, porcelænet skærer hende i fodsålerne, og hun efterlader fodspor i mærkelige farver. Imens går tiden, himlen trækker spor hen over gulvbrædderne, og månen står op, er halv, kvart, noget andet end hel. I virkeligheden burde hun gå i gang med den næste i rækken - hun har rent glemt at flytte på dem inde på hylderne. I stedet er der et tomrum for enden af rækken, en underlig asynkronitet, men hun kan ikke få sig selv til at sætte den nye dukke ind i skabet.

Hun kan ikke.

I stedet stirrer tomheden tilbage på hende, mens noget i hende blotter sig, visner og bliver småt.

*

I de sidste timer før sengetid sidder hun i lotusstilling midt i sit lille porcelænskaos. Hun tænker på at rydde op, kan jo nok ane nødvendigheden af det, men hun har mere lyst til at sove og i dette tårnværelse, i denne særlige fantasi, er det lysten der driver værket.

Lysten og tovværket udenfor vinduet.

Hun stirrer på den grimme dukke, mens hendes fingre spændes til de ligner kroge. Den hører ikke til i hendes skab, den hører ikke til i systemerne, den hører ingen steder hjemme! Det er ikke i orden. Se dog på den! Med en kraftanstrengelse kommer hun på fødderne igen. Det føles så let, så oplagt, at slæbe dukken hen over gulvet, forbi resterne, mens en tynd, begyndende opstemthed i kroppen overdøver anstrengelsen. Det suser for ørene, og hvis tårnværelset taler til hende igen, hvis ensomheden faktisk giver sig i disse øjeblikke, så hører hun intet.

Langsomt, som i trance, hiver hun dukken op i vindueskarmen. Dens udtryk forandrer sig ikke, forbliver tomt og forkert og bekendt, da hun vipper den ud over kanten og lader den styrte ned i mørket. Den forsvinder, efterlader på en måde hendes hænder tommere end før, og da hun glider ned på gulvet med ryggen mod vinduet, lukker hun øjnene.

*

De henter hende ved daggry.

Stilheden i tårnet vender kun langsomt tilbage.
Forfatterbemærkninger
Rettet til 15.02 - sætningsopbygning.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/02-2018 21:48 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1754 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.