Marguerite


9 måneder, 12 dage siden 4 kommentarer Blandede tekster karakter kærlighed eksistenser

0Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
3 dage siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
1 måned, 1 dag siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
1 måned, 5 dage siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
7 måneder, 22 dage siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
8 måneder, 5 dage siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
9 måneder, 12 dage siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
9 måneder, 18 dage siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
9 måneder, 24 dage siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
10 måneder, 26 dage siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
1 år, 1 dag siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
1 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
1 år, 1 måned siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
1 år, 3 måneder siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
1 år, 4 måneder siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
1 år, 5 måneder siden
7Forfald
Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig a... [...]
Noveller · psykologi, ensomhed, psykose
1 år, 5 måneder siden
3Ventetid
Han vågnede omkring klokken fire, fordi hans skulder var som en i... [...]
Blandede tekster · karakter, hospital, psykologi
1 år, 6 måneder siden
3I Gradienter
Frøken Nellike forlader sit hjem en lørdag eftermiddag med rygsæk... [...]
Noveller · sorg, natur, mennesker
1 år, 7 måneder siden
2Fire Vægge
Lysene irriterede ham ad helvede til. Han forsøgte at løfte sin e... [...]
Noveller · karakter, hospital, psykologi
1 år, 7 måneder siden
2Skifteholdet
Vincent lå sammenkrøllet på podiet og pissede i sine bukser. Det ... [...]
Blandede tekster · karakter, attentat, politik
1 år, 8 måneder siden
8Høns
Andrea passede dyrene i hold, systematisk og uden slinger i valse... [...]
Blandede tekster · høns, landliv, barndom
1 år, 8 måneder siden
6Flughafen Zürich
Hun købte dem i rød, i alle nuancer der kaldte på hende - fuchsia... [...]
Kortprosa · karakter, mafia, lufthavn
1 år, 8 måneder siden

Puls: 32,4

Publiceret: 3
Afgivet: 6
Modtaget: 7
Polina Slosvau (f. 1985)
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots kontor iført undertøj og intet andet, havde Jean Louis vidst, hun var en farlig kvinde. Vi brænder stedet ned til grunden, fortalte han hende, hvorefter hun stjal de Groots penge, hans bil og de sidste rester af hans stolthed, hvad end der måtte være tilbage, mens flammerne reducerede hans bordelforretning til aske. Sådan var spillets regler, og hun kendte dem som den særegne lovgivning de udgjorde, de usynlige tråde der bandt undergrunden sammen på kryds og tværs. Man kunne jo for helvede ikke bøje dem ordentligt, hvis de ikke sad på rygraden.

At hun også stjal sig vej ind i Jean Louis' private lounge i lufthavnen, åd alle de vacuum-pakkede sandwiches fra køleskabet for dernæst at knalde sig til en flybillet, burde nok have stået som en advarsel i sig selv.

Hvis han havde været en hvilken som helst anden mand, måske.

*

Hendes påklædningsværelse bugnede af Valentino, før den første måned var gået, et værelse han før havde brugt til... noget andet, hvad kunne han faktisk ikke erindre, det var underordnet. Hun indrettede det naturligvis selv. Der var noget passende over at lade hende forme sin egen lomme i hans territorium, en fornemmelse af kontinuitet, måske.

Selvom værelset i sig selv blev præcist så fransk, som man måtte forvente af en franskfødt tidligere escortpige, var det noget andet, han huskede, når han så det for sig. Han havde ikke nogen særlig veludviklet sans for det smukke, det var mere et spørgsmål om, at han tog for sig, når noget - eller nogen - antændte ham tilstrækkeligt.

Mens hun stod foran et af værelsets mange spejle, kunne han se hende både forfra og bagfra, fra skuldernes linjer, det bløde fald af hendes lange hår til hendes øjne, når hun mødte hans blik, brune og smilende og levende. Dødsensfarlige. Han huskede suset, en næsten fysisk fornemmelse af kulde og varme i en sær fordeling som gav ham lyst til både at kneppe hende og slå hende ihjel.


*

Marguerite fik sit første astmaanfald på natklubben Sameerah, netop som hun skulle til at give ham et blowjob ude på et af de aflåste badeværelser. I nogle sekunder troede han, at hun var ved at dø; måden hun hev efter vejret på, indtil savlet stod hende om læberne, mindede ham grangiveligt om den sidste luder han kvalte med sine bare næver på et eller andet luset værelse, hvor gadelyset aldrig nåede indenfor murene.

Hvordan han fik hende op på hospitalet, huskede han ikke. Marcel havde sandsynligvis hjulpet til, det var netop den slags arbejde han fik løn for, den slags der gjorde ham til den eneste mand, Jean Louis nogensinde havde haft brug for. Han havde ventet udenfor hendes stue, mens de fiksede hende, drukket kaffe og kæmpet imod trangen til at tænde en cigaret i de røgfri omgivelser, noget der helt sikkert ville lande ham på forsiden hurtigere end den grimmeste, politiske faux pas.

Hun har brug for sin astmamedicin, fortalte sygeplejersken ham i et tonefald der implicerede, at han næppe fik hendes stemme ved næste valg. Idiot, sagde det, hvor kan du lade så ung en kvinde flytte ind i dit liv uden at tage vare på hende? Tanken havde gjort ham rasende, uden at han helt kunne forklare hvorfor.

Det var først da han så hende derinde, lille og spinkel og gennemsigtig, at noget faldt på plads.

*

Hun anlagde et sært men passende venskab med hans spindoktor, Vincent Fortesque, de var fandeme som to dronninger i hinandens selskab. Jean Louis blandede sig ikke i den slags, bøsser og kvinder havde velsagtens nogle ting til fælles, som han ikke havde forstand på. Hvorom alting var, talte forsiderne inden længe deres eget sprog om Marguerite Gagnon, et sprog som fik tag i hele det vælgersegment, Jean Louis aldrig selv havde kunnet nå.

I efteråret knaldede han Anisette Robert, fordi han kunne, fordi det var nemt, fordi børnene var ude, og han var til stede, fordi, fordi, fordi. Ligegyldigt. Hvordan skulle han vide, at Marguerite - som havde været i seng med en ikke uvæsentlig procentdel af Europas magtelite - ikke kunne finde ud af at dele? Som hævn gik hun i byen og smadrede sig selv, først med alkohol, så med stoffer og til sidst med en flok mænd som efterlod hende på en bænk til offentlig skue. Således reducerede hun sig til ingenting lige under næsen på ham, midt i den verden som var hans, som han kontrollerede helt ned til den mindste detalje. Da Marcel ringede ham op på vej til hospitalet, mærkede han for første gang hvor tæt på stjernerne, de var, Marguerite og ham.Turen ned var ikke bare skræmmende, den var uden fortilfælde, og med hans baggrund sagde det ikke så lidt.

Man skulle tro, det ville skabe en skandale der kunne mærkes helt op i parlamentssalen. Men Marguerite var ikke heksekvinde for ingenting, hun havde overlevet alene i verden fra hun var seksten år, og Vincent spandt en historie for hende der emmede af respekt, af hårdførhed og resiliens. Medierne slugte den råt - det var de retfærdigvis også vant til omkring Vincent. Sådan blev narrativet omkring Marguerite; den tilkomne, den fremmede, den franske og den vilde.

Folk kunne lide Jean Louis, fordi han var hård, arrogant, neoliberalist til fingerspidserne og ren i alle synlige kanter. De elskede Marguerite, fordi hun altid landede på fødderne.

*

Deres tur til Italien henimod årets slutning skabte kaos i en del af hans rige, som hun ikke hørte til, den der boede i lejligheden ved siden af hans egen. Han forstod først mange år senere, at Marcel ikke kunne lide Marguerite, måske fordi de havde ikke bare et men to mennesker til fælles, sort og hvidt, ret og vrang. De Groot. Jean Louis. Marcel havde arbejdet for de Groot, mens Marguerite stadig sad og trillede med kugler i børnehaven. Svinet havde ikke efterladt det bedste indtryk dengang, faktisk havde han strippet en hel dimension af Marcel, gjort ham så flad og fastlåst i sit udtryk, at Jean Louis nærmest ikke kunne genkende ham, da han vendte hjem fra Amsterdam.

Marguerite, derimod, var hvirvlet igennem de Groots rige på samme måde, som hun hvirvlede gennem City, fra øjeblik til øjeblik, med gevandterne flyvende omkring sine lange ben og kløerne omhyggeligt hvæsset. Jean Louis elskede hende ikke mere eller mindre, end han elskede Marcel; de var som to dele af det samme, en gylden mønt med to, skinnende sider. Men man måtte alligevel give hende, at hun så fantastisk ud på den anden side af helvede. Nok til at fange både hans blik og hans fulde, udelte opmærksomhed.

Efter juleturen tabte Marcel terræn i undergrunden uge for uge, mens han sad på sin sofa og forsøgte at få pikken op at stå. Jean Louis trak Marguerite med sig ud i verden, når tiden var til det, og også når den ikke var. Mens de Groots attentat tog form, ude af øje, ude af sind, druknede han sig i hende, de fløj i fællesskab både figurativt og rent bogstaveligt.

Kort sagt var der to måder knyttet til Marguerite Gagnon; den der fik hjertet til at hærde, ryste og slå sprækker - og den der fik det til at banke så hurtigt, at verden på en måde løftede sig omkring én, det vildeste vertigo.

*

Da han blev skudt ned og lænket til sin seng, havde det været naturligt for hende at flygte, andet kunne man jo dårligt forvente. Marcel havde travlt med at rydde ud i stikkerne, som de Groot havde placeret blandt deres mænd. Kraftidioten selv sad og gemte sig et sted i Afrika, hvor flammerne ulmede under hans fødder, en perfekt cirkelbevægelse tilbage til Amsterdam og hans nedbrændte bordelforretning. Når han nu så gerne ville danse, skulle han også have lov; det krævede trods alt ikke andet end tid.

Men kvinder som Marguerite var luftige, og hvis man ikke kunne følge med, drev de bort, så snart det trak op - han vidste det instinktivt, den slags viden som lå i generne og lagde sig bag øjnene livet igennem. Marguerite blev ikke desto mindre troligt, hvor hun var, også i de lange måneder der fulgte. Det var næsten lige så frygteligt, som hvis hun var skredet.

På et tidspunkt i løbet af efteråret - hvornår var ligegyldigt, den ene dag lignede jo for helvede den næste - var hun gået med ham ud, en af de korte ture som han tog hver eneste dag for at skubbe kroppen i gang. Vinden var frisk, og bladene var hvirvlet op om hendes hæle. Han sakkede bagud, bare en anelse, og i det øjeblik der gik, før hun vendte sig rundt mod ham, lod han blikket glide op og ned ad hendes skuldre, arme, efterårsfrakken og det lange, løse hår. Hun så urørlig ud på den måde. På egen hånd.

Som man var i den her verden.

Han havde smilet lidt gennem sin hakkende vejrtrækning; ad hvordan vinden legede med hende, mens hun gik, og hvordan hun legede med resten - med ham, med verden, med det der var hendes.
Forfatterbemærkninger
Kan læses i følgeskab med Forvandling, de er tvillingefortællinger. En del af et større skriveprojekt forfattet sammen med Syrene Hvid. Strækker sig over hele projektets tidslinje fra 2012-2013.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/01-2018 23:38 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 1518 ord og lix-tallet er 39.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.