Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans synsfelt, tynde opbrud i fundamentet.
Ligesom sprækker.
*
De tre drenge var større end ham, ældre også men først og fremmest større. Han var ti år og slap som en bønnespire, det havde aldrig været nogen fordel for ham at slå fra sig, og selvom han viste tænder med sit inderste instinkt uden på tøjet, var de ikke imponerede. Deres latter rungede i den snævre baggade, og da han trådte tilbage (væk), kunne han mærke vand under skosnuderne, beskidt og ildelugtende. Hans arm hang skævt i slyngen, fik det brækkede kraveben til at føles råt, men hovedpinen var det værste, hovedpinen og det faktum, at de ikke engang var begyndt at slå på ham endnu. Eric havde givet dem et pænt forspring, de behøvede ikke skynde sig.
Jean Louis blev hvor han var med ryggen mod muren, mens mørket åd sig ind på ham i takt med deres fodtrin. Det første slag leverede han selv, knyttet næve og nul ødelæggelseskraft, men pointen var strålende klar, lidt ligesom Marcels omrids, da han dukkede op for enden af gyden med den kolde gadebelysning i ryggen.
I første omgang havde han troet, det var slut for alvor. Selvom Marcel også kun var ti, selvom han var lidt for bred om livet og lidt for lav på samme tid, var der noget i hans blik, der låste Jean Louis' øjne fast; selv da den ene af drengene slog ham i tindingen og fik hans hjernerystelse til at skrige, kunne han ikke se væk. Ti sekunder efter fik bøllerne bank så det stod ud i luften med rødt, for Marcel havde bevæbnet sig med en trækæp på omtrent en meters længde med rustne søm i spidsen. Latteren blev til skrig der delte skyggerne, rev dem op i trævler, og inden længe stak de af, de andre. Marcel rakte ham en hånd, hev ham på benene som om det var intet, det var sådan han huskede det fremadrettet. Som om det - skyggerne, blodet, de brækkede knogler - var intet, og som om han på en eller anden måde var alt til sammenligning.
*
Monsieur Verlindens hus var så gammelt, at det knirkede bare man pustede på det. Det var svært i starten. Måden alting rungede på. Måden lyde forplantede sig på, så tilstedeværelse pludselig blev et flerdimensionelt sanseindtryk, kroppen i rummet og alt det, der gav genlyd som svar. Marcel gad ikke låse sin dør om natten, hvad skulle han også det for, så Jean Louis krøb ind til ham med hele sin kropslængde og lod som om, det handlede om dårlig isolering. Marcels hår var lyst, lysere end hans eget, og det duftede af støvet fra loftsbjælkerne, kulde og City i fugleperspektiv.
*
Myndighederne fik nok efter tre års tid, tre år hvor Marcel blev ældre, det blev de begge to, men på en eller anden måde skete det asynkront. Da Marcel knaldede sin første pige, købte Jean Louis pornoblade for at sælge dem videre i deres originale indpakning; og mens Marcel egentlig kun blev bredere, blev Jean Louis ved med at være skravlet, både for kort og for lang på samme tid. Han blev fjernet fra Monsieur Verlindens hus nede i Grund, da de begge var tretten år, og selvom han bandede socialrådgiveren langt væk og sparkede sin plejemor i maven som en slags indledende runde, var alle de voksne umiddelbart enige: nu var det nok. Nok med de knirkende gulvbrædder, den manglende skolegang og livet på gaderne, penge der skiftede hænder i mørket om man var høj eller lav.
Når han alligevel mødtes med Marcel efter sengetid, så snart Girard-familiens villa var slukket og natten lå tyst og gennemsigtig over forstæderne, flyttede de sig stadig. Ude af takt. Marcel blev ikke bare bred men hård, fik muskler af styrketræning som satte sig i alt det bløde og pressede det sammen, tvang det udad. Bandemiljøet i Luxembourg City var var mere levende, end man skulle tro for en af verdens rigeste nationer (han kendte fint til BNP, til ægte skævvridning, og med frihandel kom jo alt det andet, alt det der hverken fremgik over eller under en bundlinje). De gik ud til fester oplyst af neon, hvor røgen lugtede af hallucinationer, og luderne vred sig på skødet af alle, der lod som om, de var gamle nok. Han sad ved siden af Marcel, mens natten døde i stadier og tænkte på, hvordan skyggerne klæbede sig til alle de andre, så hvordan deres ansigter forsvandt, indtil de to blev alene tilbage.
Marcel smilede tit. Det var aldrig svært at se hvorfor - de levede, verden trak vejret og de var lungerne, luften og ilten. Nogle gange lænede Jean Louis sig ind mod ham, bare for at mærke balancen størkne i mellem deres kroppe, for Marcel flyttede sig aldrig en tomme, var solid og konstant i rummet, hvor mørket dansede på væggene.
*
De sagde farvel, da Marcel var seksten og han stadig var femten, knapt en uge forsinket og godt på vej tilbage på skolebænken. De smider mig på institution, havde han sagt, hvis ikke. Og Marcel havde nikket, skulle sådan set også videre, fremad, udad, og det var fint nok, lige indtil Jean Louis slukkede lyset på sit værelse og mærkede skyggerne glide ind over sig som sultne gespenster. Selvom han pakkede sig ind i dynen, frøs han natten igennem, og hans blik flakkede alt for hurtigt langs væggene, fra omrids til omrids.
*
Når han arbejdede, glemte han i perioder hvor tomrummet begyndte, måske fordi han ikke kunne få øje på andet end slutninger: det næste møde med ungdomspartiet, målsætning og midler. Salgstallene i Monsieur Girards firma, målsætning og midler. Målsætning. Han tog langsomt form til voksen, en slags forvandling som han registrerede og pakkede væk, for skægvækst og kortsigtede kæresteforhold var blot stilladsering, et byggeprojekt med et navn, der ikke engang rigtigt var hans eget. Når energien løb tør eller tiden blev lang, kom han løbende i tanke om, at Marcel var forsvundet. Pistvæk. Mekaniker, sagde hans far engang, men derefter frøs sporet til, blev koldt og dødt og utilnærmeligt.
Jean Louis jagtede ham i små doser, det var jo ikke ham der stod med trækæppen i mørket og lukkede gadelyset ind. Han satte tingene i system, fik et greb om politik på samme måde, som andre mænd fik greb om deres pikke; med en omhyggelighed der hurtigt blev tilvænning, kontrol og eufori. Men under gaderne i Holland, helt dernede hvor lysene kogte i enten syre eller baser, der nåede han kun til de yderste grænser, der hvor alle hans kontakter trak snuderne til sig. Da det endelig lykkedes ham at kaste en snøre som satte sig fast i et eller andet længere inde, sendte de hans budbringer tilbage med otte brækkede fingre; man havde skånet en tommeltot og en pegefinger for dramaets skyld.
Han fangede budskabet og gemte det blandt skyggerne i sin lejlighed tæt ved Alzette, lod det kaste sig rundt i de halvtomme lokaler, mens hans krop blev stivere som et eller andet tåbeligt stykke lertøj der var brændt forkert et sted i processen. Han drømte sjældent, i hvert fald huskede han aldrig rigtig noget, men fornemmelsen af drøjde, af tyngde og blod i støvpustede hårstrå fulgte med ham ind i mørket, hvor dagen langsomt gik i stykker.
*
Marcel vendte tilbage til Luxembourg City, da sensommeren gled frem mod efterårets parlamentsvalg. Han lignede en anden derude bag dørspionen, lignede vold og tortur og uofficielle krigszoner, et sortnet omrids mod opgangens knitrende belysning. Da døren gik op, gled lyset med ham ind.