Damen Atia


2 år siden 4 kommentarer Noveller ensomhed selvforståelse psykologi

2Med Inspiration fra Tableau Op. 39
Han mener egentlig ikke noget med det, når han følger efter hende... [...]
Noveller · psykologi, sorg, mennesker
5 måneder, 11 dage siden
3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
1 år, 3 måneder siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
1 år, 6 måneder siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
1 år, 9 måneder siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
1 år, 10 måneder siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
1 år, 10 måneder siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
2 år siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
2 år siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
2 år siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
2 år siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
2 år siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
2 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
2 år siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
2 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
2 år siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
3 år siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
3 år siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrændte, uvandede passager, og æblerne mugner i træernes skygger hvert efterår. Jeg kender hende ikke, damen Atia, det er der vist ingen der gør. Det ville være for personligt et udtryk - at kende. Jeg kender til hende. Måden hvorpå hun trasker afsted langs vejene, den knitrende lyd af hendes lange, falmede frakke, som hun iklæder sig uanset årstiden. Jeg har også set udtrykket i hendes øjne; der er is og hav og bølgeskvulp i hvide, spæde ekkoer bag pupillerne, for alle ved, at damen Atia plejede at sejle, at hun lagde sig på havet som skum, indtil en eller anden lod hende gå på grund i forstadens fortovsjungle. Man forestiller sig nok, at hun var smuk dengang. Historien lyder også bedre sådan.

*

Mit arbejde udgør lidt over halvdelen af min samlede eksistens. Jeg sidder ved byens offentlige instans og håndterer borgerkontakt, den direkte type, den hvor folk enten græder af lykke eller går hjem for at dø, når de læser, hvad sagsbehandleren har skrevet. På en måde er jeg en slags oversætter, budbringer og pseudo-lidelsesfælle, i hvert fald hvis jeg selv skal sige det. Nogle gange kan jeg bære det, andre gange glemmer jeg hurtigt for min egen skyld, men samlet set er lønnen egentlig okay, og så kan man jo klare sig. Når jeg går hjem tæt på aftenstid gennem den delvist tomme parkeringsplads, tager jeg intet med mig bortset fra min egen skygge. Man kan dårligt forlange mere af en kvinde i min position.

Jeg cykler hjem, får dagens motion i samme ombæring, og min faste rute gennem byen leder mig altid forbi damens hus. Der ser mørkt ud om aftenen, vinduerne ud mod vejen er tomme og forladte, men omme fra baghaven er der ofte et vagt lysskær, som virker for varmt til at man kan tilskrive det gadebelysningen. Jeg kender ingen, som har besøgt adressen. Det er heller ikke så ligetil.

Nogen siger, at damen Atia hovedsageligt må overleve gennem offentlige ydelser, men jeg slog hendes adresse op i systemet engang uden at finde et eneste tegn på liv. Selvfølgelig var det lidt uetisk af mig, men på den anden side går det jo heller ikke an at løbe med falske historier. Til gengæld skaber det et større mysterium, for hvad i alverden lever hun af? Hvordan? Knuste hjerter bringer ingen mad på bordet, betaler ikke el-regningerne eller vandet fra hanerne, det ved jeg om nogen, for jeg ser alle afslagene, brev for brev, underskrift for underskrift.

Hver gang jeg cykler forbi hendes hus, undrer jeg mig. Men selvom jeg en enkelt gang er gået i stå ved hendes havegang med rystende hænder og cyklen i tredje gear, kommer jeg ikke tættere på et svar.

*

Engang sagde man i villakvarteret, at damen Atia ejer et lille antikvariat inde i midtbyen, hvor bøgerne og de gamle, udtjente møbler hober sig op, dag for dag. Man er nu gået væk fra den historie igen, den passer dårligt på det hele, på det samlede indtryk. I virkeligheden tror jeg ikke, hun tjener sine egne penge - måske har hun arvet ham, der forlod hende. De fleste er holdt op med at undre sig, i hvert fald udadtil, for nu har hun boet her i over tyve år, og spørgsmålene har tabt momentum undervejs. I stedet lærer man sine børn at skifte fortov, at lade hende trække forbi med sine flagrende frakkeskøder og gråsprængte lokker, for en eller anden dag falder konen vel om, og så er det slut med dét.

Jeg ser hendes ansigt, når vi passerer hinanden på gaden. Hun ser faktisk ung ud, det er mest omkring næsen og mundvigen at årene har sat sig. Hun møder altid kun mit blik som en eftertanke, hurtig og luftig og kontaktløs, hun fortsætter som én, der træder ud af en drøm og videre i en anden, og nogle gange mærker jeg næsten en ubærlig trang til at gribe fat om hendes tynde håndled. Bare for at se, om hun trækker mig med sig, om vi i blot et enkelt sekund møder hinanden i den samme virkelighed.

I det gamle eventyr bliver havfruen til en luftånd. Det virker oplagt for mig, at den samme skæbne må have overgået damen Atia.

*

Jeg mødes sommetider med et par af nabokonerne søndag formiddag til en slags brunch, hvor vi diskuterer alt fra kirkekor til vejrenovering til strik til mad til børn. Naturligvis har jeg en enkelt gang bragt damen op som et åbent spørgsmål, en undren som jeg ikke kunne mane til ro på egen hånd. Der var klar enighed bordet rundt; hun gør ingen fortræd, lad hende blive gammel uforstyrret, den stakkel. Man forlod hende, bliver der sagt, og den historie kender vi alle, derfor lander den godt i selskabet - trygt og genkendeligt. Jeg spørger, hvad hun lever af. Om hun arbejder, om hun laver noget godgørende, om? Det er der ingen der ved, og så skifter vi emne.

Mine egne rutiner starter og slutter i de samme cirkler, ud og hjem, tilbage til begyndelsen, og i alle de gentagelser stikker hun ud med sin manglende logik, damen Atia og hendes havsprængte øjne. Jeg er endog gået så vidt som til at lægge min cykelrute om, således at jeg passerer hendes have fra den anden side. Lyset kommer ganske rigtigt inde fra det ene vindue ud mod baghaven, men gardinet er altid trukket for, og huset er tyst. Det giver mig kun flere spørgsmål, trækker damen yderligere fra hinanden i min begrebsverden. Jeg fatter hende så utrolig dårligt, at det ødelægger min nattesøvn, det saboterer min underskrift på arbejdet, og borgerne må bede om nye kopier, mens printeren får hikke.

Mens jeg vender og drejer mig i dobbeltsengen om aftenen, forestiller jeg mig, at hun kalder på mig, fordi vi er lige desperate efter at forstå.

*

Den dag de bærer hende væk langs havegangen, kommer jeg forbi som vanligt. De har ladet hoveddøren stå åben, og jeg stiller cyklen lige ved dørtrinnet. I mange, lange minutter står jeg bare og stirrer ind i mørket, mens træerne knirker i vinden og lugten af kompost blander sig med stanken af død. Jeg tænker på hendes blik, på havgus og suset af bølgesprøjt. Så træder jeg indenfor, lader huset opsluge mig, og cyklen vælter med et metallisk brag udenfor, en frygtelig lyd der kvæles under den åbne himmel.

Gangen føles snæver, og jeg driver forbi køkkenet uden at kigge, føler mig draget til rummet ude foran, der hvor lyset skærer gennem baghavens skygger, mens natten falder på. Der kommer et underligt skær derinde fra, som den klarhed der hviler over vinterhimlen, når den er allermest kold godt inde i januar måned. Jeg skutter mig. Trækker min jakke lidt ind omkring mig, og tænker på om det er hendes knuste hjerte, der har slået hende ihjel. Det ville passe så fint med resten.

Da jeg går ind i stuen, er det som om mit yderste hudlag fryser til is.

*

Jeg er alle steder. Overalt. Mit ansigt, mine skuldre, mine arme. Jeg vender mig, drejer mig, det er som et kaleidoskop, et springbræt gjort af de klareste prismer, for alle væggene er dækket af spejle fra gulv til loft, og rummet strækker sig indad for evigt, fanger mig i midten og får alt omkring mig til at skrige. Det skriger, det skriger, og så falder jeg ned på mine knæ med munden åben og hænderne presset ind mod ansigtet.

Når jeg kigger op, ser jeg ind i hendes øjne.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/09-2017 15:09 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1260 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.