Til havs


3 år siden 2 kommentarer Blandede tekster havet kærlighed døden

3Heteronormativt
det er · familiezoneskiltet i toget · som viser tændstikmand plus · tæn... [...]
Digte · heteronormativitet, kønsroller, feminisme
2 år siden
3Lgbt
lebber ville leve længere og lykkeligere hvis I ikke · gødede med g... [...]
Digte · lgbt, diskrimination, livserfaring
2 år siden
5Fremtidshåb
verdenen der svømmer · i køn min mor er · en søster mere solidaritet · ... [...]
Digte · feminisme, håb, drømme
2 år siden
4Fjerklædt
de dage jeg forbliver · klædt i fjer · dør jeg lettest
Digte
2 år siden
2Najadeblod
kan du · stadig elske mig med dette · najadeblod løbende · i årerne og ... [...]
Digte · kvindeportræt, livserfaring, viljestyrke
2 år siden
4Consent
nej betyder · nej som et forceret · ja betyder · nej og kun et informer... [...]
Digte · feminisme, consent, voldtægtskultur
2 år siden
2Haiku
1. · Dagens lys taber · ikke til nattens mørke · Efterårskontrast · 2. · Fl... [...]
Digte · haiku, bylandskaber, naturbeskrivelser
2 år siden
10Haiku
efterårsgylden · aftenhimmel - et genskær · af din fingerring
Digte · haiku, efterår, kærlighed
2 år siden
2Pride
regnbue · ånd liv · vi bader i et farvevæld · kaster med kondomer puste... [...]
Digte · lgbt, pride, gadefest
2 år siden
2Sapfo anno 2012
hvor skide lykkelig hvor euforisk må han ikke være · ham der sidder... [...]
Digte · forelskelse, den første kærlighed, tiltrækning
2 år siden
2Smil
(han kører i en Audi · rødt lys triller · op på siden af mig · tilbages... [...]
Digte · feminisme
2 år siden
2Battle of the sexes
øgenavngiv mine kønsdele · nedgør det verdensbillede · som kun · kan se... [...]
Digte · feminisme, kønskamp
2 år siden
2En lebbebar
1. · i stil · med en jazzklub · indtil midnat · bløde bryst-runde toner · v... [...]
Digte · lesbisk, natklub, natteliv
2 år siden
3Butch/femme
butch · spejlvendt · maskulinitet jeg afgiver · forvrængede vibes · mænd ... [...]
Digte · lesbisk, feminisme, diskrimination
2 år siden
4Street harassment
gaden gør hende til · en luder · i samme øjeblik · hun træder ud af dør... [...]
Digte · feminisme, mandschauvinisme, metoo
2 år siden
2Almindelig fredløs
fortovet er en afstand, ligesom busstoppestedet er en afstand og ... [...]
Digte · anderledes, samfund, kærlighed
3 år siden
4Glansbilleder
Byttede · fjerdeklassespigerne på din skole · også glansbilleder · indb... [...]
Digte · angst, glansbilleder, barndom
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Syrene Hvid (f. 1988)
1.

Vandet er tilforladeligt, der findes ikke den handling, den tanke som vandet ikke tilgiver, alt kan vaskes væk i de små krusninger som slår ind mod stranden ved Tangkrogen, hun har ofte smudset sine hænder til med vilje, blot for at se dem renset af salt og skum. Engang skar hun en udtrukken linje af rød i sin langefinger og lod havet æde disse mindste små ofringer, ignorerede hvor det sved. Ud for hendes blik strakte hver bølge sig som et bryst, havet er en frådende indisk gudinde, tænkte hun, det lader sig helst tilbede i sved og tårer og hjerteblod. Hun kunne stikke en kniv i brystet og lave knæfald i det våde element, vandet skulle snart nok tvætte hende ren og hun ville skylles væk kun for at blive glemt. Af mennesker og af havet, bagefter.

2.

De omkringliggende farvande kaldes i Danmark ved andre navne, ligesom bugten der tillægges byen, Aarhus og havet længere ude der tilskrives de mange bælter, men hun ved, at bølgerne der skyller op mod stenene langs kystlinjen, de mange navneskift til trods, er Atlantens og Atlanten er et ocean, Okeanos var en titan, Okeanos var en guddommelig krop af vand og netop det vand kysser nu stenene og bader mågernes soppende fødder i kræfter på alder med uret selv, styret nedefra af den midtatlantiske ryg med dens vokseværk og vulkaner. Hun kalder dog ikke vandet hverken ved det ene navn eller det andet, hun kalder det hellere sin elskerinde, min elskede, siger hun til det og spørger altid om lov, inden hun rører dets overflades bevægeligheder.

3.

Fortovet ligger til alle tider mindst et stenkast fra vandkanten, hvis man da slår smut i favnbredder og på intet tidspunkt mødes de to, græs vokser ind imellem og rodsætter sig i konstanter. Når hendes sko marcherer over fliserne, kan hun række så langt hun vil til venstre og hun når aldrig nogle havdybder, således holder verden hende på afstand af hendes elskede, hun må træde jord op under sålerne, gøre sine hæle beskidte for overhovedet at komme det nær. Havets duft hang i luften dengang, besk og bitter kildede den i næseborene og hun husker, hvordan hun stoppede med at gå nogen andre steder efter den første dags opdagelser, hvordan hun i stedet vendte sig og villigt trådte græsset ned på sin vej mod vandet. Det grønne var ingen mur, men en bro.

4.

Hver bølge bærer sit blikfang, som hun betragter dem, ved hun, at hun ser lige ind i sin egen blottede sjæl, reflekteret i havets der reflekterer altets, sammen med havet er hun aldrig alene, hun er end ikke alene med vandet, det spejler hende en hel by, holder ujævne aftegninger af havn og kystlinje frem. Her, siger havet, tag imod denne verden, men verden er for tung for hende, hun har ikke skuldre nok til at holde dens vægt oppe, hun er ingen Atlas, så hun takker nej til realiteterne, længes i stedet mod sine drømmes vande som vistnok var i flodform, ifølge en anden mytologi, men for hende er de lig med havet, med bølgerne der i deres roligste stunder indfarves af himlens hvælv. Vandoverfladen glitrer. Dog er ikke alt der glitrer guld, nogle ting går for en langt højere pris.

5.

Mens havet kun bøjer sig for vindkraft og måneaktivitet, har hun underlagt sig en ældgammel lov, smedet af samme støbeske som kærligheden dryppede ud af, engang. Døden er jo kærlighedens bror, havet er søster til døden, derfor ærbødiggør hun sig stadig overfor vandet, hendes første reaktion forbliver tilbagetrækning, når bølgerne ruller ind over sandet eller stenene eller hvor hun nu står med udsigt. Hvad man ikke frygter, elsker man ikke og hun bævrer ligefrem. Min kæreste, hvisker hun og lader vinden overdøve sig, for vandet hører hende alligevel altid, kysser hendes skosnuder til svar nogle gange, vådt er havets kys og koldt og kalkuleret. Det er hendes sjæl der trækkes med ud i de sunkne dybder, den kalder på hendes hylster med en havfarvet stemme, vil du ikke drukne dig?

6.

Der vil komme en nat, hvor mennesketomheden sænker sig over Tangkrogen og hun kan klæde sig af ved vandkanten uden at blive set af andre end de skummende bølgetoppe, det vil blæse op og vinden leger med hendes hår, i takt med at det bliver hendes eneste tilbageværende ærbarhed. Hun vil stå nøgen foran havet, vil fremvise sig selv som hun er, med alle sine fejlbarligheder, hun ved, havet er både blidt og brusende, det er berusende, ved hun, det giver og tager til veksling, men hun træder nu engang ud i vandet med håbet om at blive bortført, ledt ud til sin sjæl, til genforening. Hvis hun må slå sig til Titanics spøgelser på bunden af oceanet, gør hun det gerne, da skal hun vugges af vandets strømninger for evigt og ikke kende nogen anden virkelighed.

7.

Villigt overgav hun sig til elementerne, underlagde sig det våde, men vandet tog hende med tilbage, over stok og sten og over glas poleret gennem årtier til det blev helt blødt i kanterne førtes hun, småbitte stykker kildede hende under fødderne som hun rullede langs havbunden, åndeløst, druknende. Bølgerne ledte hende igennem en cirkulationskoreografi, alt hun kunne fokusere på var rytmen, det var ingen vals. Bredden tog imod hende ligesom en forsmået elskerinde, holdt hendes rystende krop fast på land med lange negle. Her, sagde havet til hende og aftog efterhånden fra bølgebrus til krusninger til rolighed, tag imod dette liv, men livet er for tungt for hende, hun har ikke skuldre nok til at bære det, hun er ingen Atlas, hun er ingen titan, så lidt har havet og hende i sidste ende til fælles.

8.

Havet er tilforladeligt, det ligger under for en umenneskelig skønheds vægt, der er ikke det tab og det fund som hun ikke ville tilgive vandet, for bølgernes skvulpen er et velkendt tungemål, beskeden forstod hun sagtens. Jeg elsker dig, fortalte havet hende, jeg vil, at du skal være i live, jeg er hjem for de levende først og siden havet er lavet af nogle helt andre kræfter, hvem siger så den slags ophøjder imod? Fortovets krumning leder væk fra vandkanten, til stedet hvor skov bliver til bugt igen og hun krydser ingen grønne broer af vådt græs denne gang, har lagt mange meter og skridt til sin ærbødighedsafstand. Havet er en gudindekrop, selv er hun blot menneske, at slå smut er det tætteste hun kommer på at røre sin elskede, hvis det også skal være på hendes egne præmisser.

Se hende, se hende gå et nyt sted hen. Vand er der nok af, regn og pytter, åen der løber ud i havet. Hende der løber hjem.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 17/09-2017 10:57 af Syrene Hvid og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 1124 ord og lix-tallet er 46.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.