2Tabu 2 - Retssagen
Retssagen · Fredag, kl er 7. Solen skinner. Det bliver en dag der f... [...]
Livshistorier
2 år siden
3Jalousi
Kigger ud af vinduet ... 2 år væk på ingen tid. 2 år, skal jeg si... [...]
Blandede tekster · skæbnefortælling
2 år siden
2Tabu
Tabu · Trasker lidt frem og tilbage i stuen. nederdel, bukser, nede... [...]
Filosofihulen
2 år siden
5Jeg er bange
Lukker og slukker efter sidste mand. Fredag, alle gået tidligt hj... [...]
Blandede tekster
2 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Heidi Egholm (f. 1967)
Lukker og slukker efter sidste mand. Fredag, alle gået tidligt hjem. Jeg skal lige ordne det sidste. Gøre klar til møder mandag. Tænker at jeg måske bare kan nappe et par timer lørdag. Eller måske søndag.

Rejser mig, vader ud i køkkenet, slukker for kaffemaskinen. Hælder den sidste slat i en kop, sætter mig på pinden igen. Smider fusserne op på bordet, og nyder at kunne gøre det. Chefen er på ferie. Det nyder alle mand godt af. Tager tidligere fri. Holder frokost på torvet's Cafe. Snakker og griner højlydt. Jeg nøjes med fusserne på kanten af bordet, parat til hurtigt at få dem ned hvis nogen skulle finde på at komme forbi fredag kl 17:00

Tror det næppe.

Det svært at koncentrere sig når katten er ude. Måske jeg skulle planlægge min ferie efter chefen. Får ikke det ønskede kvantum fra hånden, når der er så meget uro.

Kigger over på "Kostens" bord. Kosten. Iben. Fine, søde og populære Iben. Iben som altid får ros for sin fine orden på hendes skrive bord. Det er sgu da fordi hun aldrig laver en skid. Mærkeligt at det kun er mig der kan se det.

Har aldrig kunne døje Kosten. Hun kan heller ikke lide mig. Tydeligt at mærke. Jeg er ligeglad. Behøver ikke at være bedste venner med mine arbejdskollegaer.

Blev kaldt til samtale sidste mandag. Chefen var bekymret for mig. Han fortalte at han var blevet oplyst, at jeg snerrede, var kort for hovedet, ville ikke samarbejde, talte overlegent til kunderne, og i det hele taget havde en attitude, der kunne indikere at jeg var på afveje. Hans ord rungede i mit hoved. Det var Kosten. Skulle jeg måske fortælle chefen et par sandheder om Kosten. Hende der ikke vidste en skid om detaljer og æstetik. Hende der kun filede negle, og slyngede hendes kunstige latter, ud i rummet, for at være sikker på at Søren og Henrik rettede opmærksomheden mod hende, og hendes mindst lige så kunstige patter. Nej, derned får hun mig ikke. Ned på det plan hvor kun hun kan begå sig. Nix.

Rettede ryggen, og undskyldte min opførsel. Fortalte chefen, at jeg måske havde lidt for meget om ørene, og at jeg nok skulle prioritere og planlægge mig ud af det. Og at jeg godt var klar over at jeg måske ikke havde været så sød overfor mine kollegaer, på det sidste.

Chefen var sgu god nok. Han sagde jeg skulle passe på mig selv, og at han jo nødig ville miste én af hans bedste og mest betroede medarbejdere. Jeg takkede, og kunne mærke at jeg voksede i højde. Følte mig total overlegen. Tænkte at Kosten aldrig ville få mig ned med nakken. Havde kun fnysen tilovers for hende. Rejste mig og forsøgte lettere nonchalant at svanse ud af døren. Snublede over dørtrinet. Hmm. Lige meget, var høj af chefens sidste ord.

Kosten kiggede på mig da jeg kom tilbage. Hun snakkede højlydt i telefon, med én af vores kunder. Hun grinte tilbagelænet. Hun fjernede ikke hendes blik fra mig. Mine øjne flakkede, og jeg havde ikke lyst til at kigge på hende. Jeg var rasende på hende, og hendes forsøg på at latterliggøre mig, overfor chefen. Hun fik endelig den øjenkontakt hun ønskede, og viftede med hånden over hovedet, og vinkede til mig, imens hun smilte. Åh Gud hvor falsk kunne man dog være.

Kiggede på uret. 17:30. Slugte det sidste kaffe i én mundfuld. Fy for den da. Smagen af en kaffe der havde snurret på kanden siden i morges. Ikke det fedeste. Ville runde slagteren på vejen hjem. Forkæle mig selv med et på gode røde bøffer og gemyse.

På med stilletterne, og min lille bolerojakke. Tastede numrene til alarmen, og smuttede ud af døren. Idet døren smækker i, tænker jeg om jeg mon fik slukket for kaffemaskinen. Og fik jeg mon lukket vinduet over Henriks skrivebord. Mærkeligt at det altid var mig der skulle sørge for det hele.

Jeg måtte ind igen. Tastede koden. Og krydsede fingre. Den alarm lød virkelig højt. Havde et par gange været ud for at den gik i gang, når jeg kom om morgenen. Ja jeg var altid den første på kontoret. Sørgede for at der var friskbrygget kaffe, når chefen mødte ind. Måske jeg skulle spørge de andre om vi ikke kunne lave en turnusordning. Nej. Det gad Kosten sgu nok ikke. Never mind, jeg klarer det selv.

Inde igen. Sikrer mig at "Henrik's" vindue er lukket. Skubber en ekstra gang med skulderen. Man kan aldrig vide om Kosten, pludselig fangede hans opmærksomhed, og han glemte at trykke palen helt ned. Slentrer videre til køkkenet. River stikket ud af væggen, for at være sikker på at det ikke er gang i elektriciteten unødigt. Sådan. Alt er som det skal være. Og alarmen gik ikke i gang. Taster koden på ny, og smutter gelinde ud af døren. Hopper i firspring ned af trapperne, og op på raceren.

Stopper ved Slagter Larsen. Puhhh, andre har tilsyneladende fået samme idé som jeg.

Tager et nummer, og trækker mig lidt til siden. Kigger ud af vinduet. Mit hjerte gør nogle hop. Uregelmæssige hop. Bliver pludseligt lidt stakåndet. Går hen ved et lille højbord. Læner mig op af det. Får det småskidt. Trænger til en god lang weekend. Kun afbrudt af et par timers forberedelse til mandagens møder. Det går nok.

Får pludselig kvalme. Må sidde. Ingen ledige stole. Kigger panisk rundt. Alle står og glor på mig. Bliver svimmel. Får åndenød. Jeg sværger den første der kommer hen til mig, pander jeg ned. Lad mig være. Jeg kan selv. Klarer mig.

Føler jeg står i en osteklokke. Jeg bliver overvældet af træthed. Det er mit hjerte skide ligeglad med. Det pumper derudaf. Pumper i takt med det technoagtige baggrundssummeri i arme og ben. Jeg gribes af angst og panik. Angst for at mine ben ikke vil lystre. Det føles som jeg står i en balje med cement. Jeg må væk. En dame tage fat i min arm. Hun spørger om alt er vel. Hvad fanden bilder hun sig ind. Jeg forsøger at knytte næven. Men opgiver. Har ikke kræfter. Så kæberasleren bliver ikke en realitet. Kigger på hende. Mine øjner skriger hjælp. Falder sammen, og så husker jeg ikke mere.

Vågner i fosterstilling, med dynen trukket godt over hovedet. Kan lugte det sterile og kolde rum. Ved jeg er på sygehuset. Kigger på de hvide vægge og bryder hulkende sammen.

En sygeplejerske kommer hen til mig. Hun griber en stol i farten. Sætter sig. Hey, væk med dig. Der er alvorligt syge patienter som har mere brug for dig, end jeg har.

Hun trodser min fandenivoldske aura, og lægger hånden på min skulder. Hun fortæller, at de har taget en masse prøver. Alle uden nogle former for resultater der kunne indikerer fysisk sygdom af nogen art. Blodtrykket en smule for højt. Men ellers alt normalt. Løgner tænker jeg. Kan sgu da ikke bare blive så skidt og falde om. Hun lægger hovedet en smule på skrå, og spørger om jeg har travlt på jobbet. Og om jeg har en kæreste, eller børn der kan tage sig lidt af mig.

Ja gu fanden har jeg travlt. Når jeg også skal sørge for, at Kostens arbejde udføres på fornuftig vis. Heldigvis ingen kæreste jeg skal tage mig af. Og ungerne har jeg måske forsømt en smule. Men de ved godt hvor ophængt jeg er.

Igen spørger hun, om jeg har en der står mig nært, der kan hente mig. Hvorfor fanden har hun så travlt med mig. Bliver svimmel igen. Hjertet danser. Kigger på sygeplejersken og får fremstammet, at jeg igen bliver dårlig. Stor tuder. Hulker som et lille barn. Ryster i hele kroppen.

Hvad fanden sker der. Jeg må da mindst have én alvorlig sygdom. Sygeplejersken rejser sig og siger, at hun vil hente lidt beroligende til mig, så jeg kan slappe af. Hun siger, at hun synes jeg skal ringe efter én der kan være ved mig. Og at jeg skal ringe til min læge i morgen, og få hende til, at hjælpe mig med kontakt til en psykolog.

Hvad fabler hun om.

Jeg trykkede min datters nummer ind. Min elskede datter, som nok er én af få, som kunne få lov at smide de realistiske facts i fjæset på mig, uden at få et cirkelspark retur. Jeg måtte have hendes hjælp.

Jeg forklarede hulkende hvor jeg var, og hvad der var sket. Hun vidste hvad det handlede om. Jeg havde været der før. Og fik nok ikke afsluttet behandlingen helt. Fik ikke lyttet ordentligt efter. Og nu var jeg der igen. Denne gang nok mere alvorligt end jeg selv ville erkende. Måtte tage imod hjælp, ellers ville jeg ikke vide hvor det bragte mig hen.

Min datter stod der 15 min efter opkaldet. Hun krammede mig. Fast og længe. Jeg hulkede igen. Nu var det mig der var den lille. Kunne se at min datter havde grædt. Var jeg mon årsagen til at min datter var ked. Det kunne jeg simpelthen ikke være bekendt. Burde skamme mig. Jeg var mor. Det var mig der skulle være der for hende. Og helst ikke omvendt.

Mine knæ var som gele. Var stadig svimmel og havde tendens til åndenød.

Vi kørte hjem til min datter. Hun fortalte mig, at hun forventede at jeg ville chrashe hos dem indtil jeg var ovenpå. Om det så skulle tage 1 år. Ah slap dog af. Jeg er frisk om et par dage. Det var måske meget godt lige, at lade mig opvarte.

Men virkeligheden var dog bare en anden. Ligegyldigt hvor meget jeg prøvede, havde jeg svært ved at overskue noget som helst. Kunne ikke engang tage mig sammen til, at sidde på gulvet og læse historie for mine børnebørn. Og havde jeg ikke haft min datter og svigersøn, havde jeg intet fået at spise. Jeg græd nærmest konstant. Og rystede ved tanken om, at nogen måske forventede en hel masse af mig. Kunne ikke klare, høje lyde. Havde dage hvor jeg bare græd. Dage hvor jeg lå i fosterstilling. Dage hvor jeg ikke engang kunne overskue et simpelt toiletbesøg. Jeg var syg. Jeg var bange ...

Måtte tilbage til virkeligheden. Stille og roligt ...

Fik kontaktet lægen som henviste til en bragende dygtig psykolog. Carsten Lennart Nielsen. 55 år, og en meget anerkendt psykolog. Anerkendt? Havde sgu aldrig hørt om ham.

Min datter kørte mig de første par gange. Jeg fik snakket med psykologen, Carsten. Han var sgu ok. Jeg nærmest vendte vrangen ud af mig selv. Ingen havde nogensinde formået, at få mig til at åbne mig som han gjorde det. Noget måtte han jo kunne. Ville da også være mærkeligt andet, med den uddannelse.

Carsten sagde jeg led af stress. Og forklarede at der var ingen af mine symptomer, der ikke faldt ind under kategorien stres. Han ville hjælpe med at sætte symptomerne i perspektiv, og ville rådgive om det mest hensigtsmæssige i situationen. Jeg var i trygge og kompetente hænder.

Blev sygemeldt, på ubestemt tid. Der var ingen negative reaktioner, fra min chefs side. Du tager den tid du skal bruge, sagde han. Fuld af forståelse.

Kosten ringede til mig. Kosten. Altså Iben. Iben som jeg med tid, fik en anden opfattelse af. Hun var den sødeste under hele mit sygdomsforløb. Hun startede med telefon opkald. Telefonopkald jeg til en start bare troede var én af hendes missioner her i levet. Èn af hendes falske missioner. Så vi alle kunne falde på røven over hendes Allehelgens gerninger.

Men det viste sig, at være ægte nok. Hun kunne lide mig. Hun besøgte mig. Hun snakkede med mig på et plan hvor vi begge var i denne situation. Hun var, og havde hele tiden været der. Jeg havde bare ikke set det, i min stressede lille egocentreret verden. Havde nu fået øjnene op for et godt venskab, og den varmeste veninde.

Mine børn var der igen. Jeg følte de var der mere end nogensinde. De havde dog været der hele tiden. Parate til at gribe mig. De kunne se jeg kørte med 200 kmt. Og vidste også af erfaring, at jeg ville vælte. De ville være der, og det var de ...

Jeg er stadig deltids sygemeldt. Jeg arbejder et par timer om dagen. Kan nu mærke hvornår nok er nok. Går hjem med god samvittighed. Har en chef som ingen anden. Har min veninde. Iben. Har mit bagland.

Denne gang skal det ikke få lov, at overtage mere af min psyke. Jeg ved hvor slemt det kan være. Jeg kender symptomerne og lytter til min krop.

Stod det til mig, burde alle tage et lovmæssigt kursus i stres. Det ville kunne tage mange opløb. Og spare staten for et milliard beløb, for behandling af stressrelateret sygdomme og efterbehandlinger. Vi burde alle kende til, og være opmærksomme på denne sygdoms symptomer. Det kan gå grueligt galt.

Jeg ved det om nogen. Jeg var ved at være på afgrunden.

Blev reddet på målstregen ...
Forfatterbemærkninger
"Denne historie, kunne være taget ud af egen hverdag. Den er dog opdigtet, men ud fra en bekendts liv".

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/09-2017 08:49 af Heidi Egholm og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 2160 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.