Kigger ud af vinduet ... 2 år væk på ingen tid. 2 år, skal jeg sige spildt, eller skal jeg kalde det lærdom. Bruge værktøjet i rygsækken fra fortiden. Leve i nutiden, med min lærdom tæt. Drømme om fremtiden. Jeg vælger, at bruge det i min videre færd. Min videre færd ud i livet ...
...
I dag er en stor dag. Jeg skal på date. Glæder mig. Jeg har skrevet med Bjarne i en lille måned. Nu skal vi ses. Bjarne virker fornuftig, med hoved på rette sted, og begge fødder plantet solidt på denne guds grønne jord. Vi har været på bølgelængde fra day one. Og nu skal jeg møde ham.
Vi har aftalt et kemi-kaffe tjek på 1 time. Vi skal mødes på Cafe Under Elmene på Amager, klokken 18:00. Jeg er spændt. Jeg har, ikke bare sommerfugle, men hele 5 jagerfly rumsterende i maven. Må på toilettet. Puha. Jeg har det underligt. Er helt rundt på gulvet. Hvordan mon min date spænder af.
...
Selvfølgelig for sent på den. Bjarne boede i Birkerød, og han sad der allerede. Jeg fik lige en besked på Messenger, om jeg var på vej, eller om jeg havde fået kolde fødder. Hvad troede han selv. Nej for satan, skulle sgu da se, om han var virkelig. Den sidste måned havde på det nærmeste virket uvirkelig. Kunne man forelske sig i skriv. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tror jeg var forelsket. Det gjorde jo ikke situationen nemmere. Væltede ind af døren på caféen, snublede over dørtrinnet. Sikken en entre. Typisk mig. Bjarne grinede højlydt af mig, og stilen var ligesom lagt for dagen. Vi grinede, snakkede og hyggede, og inden vi fik set os om, var 1 time gået. Øv. Vi havde aftalt 1 time. Jeg kiggede på uret. Mit blik flakkede. Jeg fik øjenkontakt med Bjarne. Jeg kunne se at han havde det som jeg. Jamen skulle vi ikke bare ... Jo det skulle vi ... Vi blev til caféen lukkede. Vi hyggede i hinandens selskab. OG så, så han stjernelækker ud.
Da vi skiltes aftalte vi, at mødes igen dagen efter. Denne gang hos mig. Bjarne boede i en lille lejlighed, ikke specielt hyggelig som han sagde. Han havde intet problem med at tage til Amager. Og det passede mig fint. Elskede min lille trygge hule.
Bjarne kom dagen efter. Han havde en stor buket blomster med. Han krammede nærmest livet ud af mig da han trådte ind af døren. Det føltes rart. Endnu en aften, hvor vi genoptog succesen fra dagen før. Vi faldt i hak. Jeg var forelsket. Han kunne noget. Jeg blev nærmest svimmel.
Fra den dag var vi uadskillelige. Bjarne mødte hurtigt ungerne. Bjarne var vellidt, ligegyldig hvor han befandt sig. Alle kunne lide Bjarne.
Han havde skiftende arbejdstider. Det var derfor ikke hver dag vi sov sammen. Vi skrev sammen på Messenger til langt ud på natten, når han var på arbejdet. Jeg havde svært ved at samle tankerne om dagen på jobbet. Var ikke motiveret for at arbejde. Ville hellere ligge i ske med Bjarne. Til sidst var jeg dog så meget i underskud af søvn, at jeg havde svært ved at få noget til at hænge sammen. Bjarne kunne godt forstå mig.
Han skulle igen i nattevagt. Klokken 01:00 bippede den første besked ind om, at han savnede mig. Jeg vågnede ved bippet. Jeg skrev tilbage, at jeg også savnede ham, men at jeg havde brug for søvnen. Klokken 02:00 næste besked. " sover du? " Jeg svarede kort og søvndrukkent. Og sluttede af med at skrive, at jeg elskede ham. Og vedhæftede et kæmpe hjerte. Klokken 03:00 kom den store kærlighedserklæring, om hvor højt han elskede mig, og at han var bange for, at miste mig. Jeg læste den lange besked igennem. Men var for træt til at svare tilbage. Efter en halv time kom endnu en besked, om at han kunne se at beskeden var åbnet, og at han ikke forstod, at jeg ikke havde svaret. Hvad mon du laver, skrev han. Jeg kunne simpelthen ikke tro hvad jeg læste. Jeg blev tosset. Klokken var 03:45. Hvad fanden regnede han med jeg lavede. Jeg skulle op klokken 04:30. Satte telefonen på lydløs, og vendte mig om på den anden side.
Behøver jeg at fortælle jeg var træt, da alarmen bimlede. Gik zombieagtigt ud i køkkenet, men blev fuldstændig revet ud af min dvaletilstand da Bjarne rømmede sig. Han græd. Græd som pisket. Jeg satte mig ved siden af ham. Lagde armene om ham. Lod ham mærke mig. Han tryglede mig, om at jeg aldrig måtte forlade ham. Men for fanden da, hvorfor skulle jeg dog forlade ham. Han var jo mit svar på ægte kærlighed. Han gav mig verbal og intelligent modsvar. Han så godt ud, og så var vi enormt gode til at ligge i ske. Vi passede sammen. Hvorfor skulle jeg have lyst til forlade ham.
Jeg tog en fridag. Eller for at være korrekt blev det til en sygedag. En sygedag brugt i sengen. I sengen sammen med Bjarne. Vi lå tæt. Vi sov. Vi elskede. Vi nussede. Vi hyggede. Bjarne mente jeg skulle tage endnu en sygedag. Det ville virke for mærkeligt hvis jeg kun var "syg" 1 dag. Bjarne tog på arbejdet kl 23:00. Klokken 01:00 bimlede besked nr 1 ind. Han takkede for en dejlig dag. Han skrev han elskede mig. Jeg var beæret. Jeg elskede ham. Den nat blev der ikke meget søvn. Han var ikke meget for, hvis jeg satte telefonen på lydløs. For hvad hvis der skete noget. Så kunne han jo ikke få fat i mig.
Det blev til en hel uges "sygdom". Og da jeg mødte ind på job igen, kunne jeg mærke at jeg langt fra var mig selv. Jeg rystede indvendig. Jeg bildte mig ind, at jeg var træt. Bjarne skrev i et væk. Han spurgte indtil om min kollega Henrik var på job. Øh ja, selvfølgelig var han på job. Og det var han også dagen efter. Jeg måtte dog lyve. For Bjarne var utryg. Jeg havde snakket meget om Henrik. Henrik og jeg havde arbejdet sammen i 7 år, og havde fået et venskab. Henrik havde skrevet til mig. Jeg havde ikke svaret tilbage. Jeg fortalte Henrik at jeg var nødt til at afbryde kontakten med ham, da Bjarne ikke brød sig om, at jeg snakkede med andre mænd. Jeg undskyldte Bjarne, og forklarede Henrik, at når Bjarne først var tryg ved mig, ville jeg introducere dem for hinanden. Henrik var bekymret for mig. Jeg manede hans bekymring til jorden, og svor på, at jeg godt kunne tage vare på mig selv.
Bjarne ville ikke have jeg tog ud og shoppe. Jeg måtte heller ikke handle uden ham. Han kunne finde på, at snakke hårdt og nedværdigende til mig midt i en forretning, hvis han følte jeg havde kigget for meget i en anden mands retning. Jeg turde næsten ikke at kigge til siderne mere.
En dag vi kom hjem fra Fakta, nåede vi kun lige ind, da Bjarne tog hårdt fat i min arm. Han skældte mig ud. Jeg prøvede at forklare ham at jeg ikke havde smilet til manden der sad ved kassen. Og at jeg kun elskede Bjarne. Ingen andre. Det var ikke godt nok for Bjarne. Han var hidsig. Han knaldede mig én på siden af hovedet. Jeg væltede bagover, ned i sofabordet. Og så fik jeg én mere, med besked om, at jeg fremadrettet ikke kunne få lov, at gå ud at handle mere. Da han fik øje på blodet der rendte ud af næsen på mig, og det sæbehævede øje, faldt han mig om halsen. Han græd. Han sagde undskyld konstant. Hans verden brød sammen. Han sagde at det aldrig ville ske mere. Han spurgte om tilgivelse. Han elskede mig og vidste ikke hvorfor han reagerede som han gjorde. Det ville ikke ske igen. Jeg fik ondt af ham. Jeg tilgav selvfølgelig.
Jeg måtte langtidssygemelde mig. Jeg var inde i en skidt periode. Jeg havde intet overskud til andet end Bjarne. Forsøde Bjarnes liv og please ham, i alle ender og kanter. Han havde virkelig formået at få mig der hvor han ville. Ja, og det var ikke engang nok. Intet var godt nok mere. Daglige trusler. Tæsk, når jalousien, virkelig toppede. Ingen kontakt til venner, og nu heller ikke børnene. Bjarne havde manipuleret mig. Han havde overtaget min psyke. Han var mig. Jeg var pillet fuldstændig fra hinanden. Skrællet som en banan. Jeg havde tabt mig til det ukendelige. Min kvindelighed var væk. Mit jeg, var begravet.
Bjarne skulle til Jylland, til hans mors begravelse. Jeg skulle ikke med, da Bjarnes bror var blevet single. Bjarne vidste godt hvad jeg ville være ude på. Og nu var hans bror jo et nemt offer. Næææ, Heidi skulle bare blive på matriklen og gøre rent. Og gud nåde og trøste, hvis der ikke var gjort rent til perfektion.
Han kørte kl. 10:00. Jeg slukkede for radioen. Havde brug for ro. Satte mig med en kop kaffe, og ville planlægge rengøringen, step by step. Bling. En sms. "tag en mørbrad ud af fryseren. Den skal laves som du ved jeg kan lide den. Jeg vil have kartofler, bønner, skalotteløg og bearnaise. Maden skal være klar klokken 19:00". Bling. Endnu én. "og tag lidt lækkert på. Vi skal hygge i dag" . Jeg smed telefonen fra mig. Jeg rystede. Men faktisk ikke mere end jeg havde gjort de sidste par måneder. Jeg gik i gang med rengøringen. Klokken 13:00 endnu en sms. Denne gang stod der "er du ok, mor? Jeg savner dig" BANG. Stod forstenet med telefonen i hånden. Tårer rendte ned af kinderne. Satte mig på bordkanten. Ringede til min datter. Hun græd. Jeg græd. Jeg behøvede ikke at sige så meget. Hun vidste besked. Hun sagde jeg skulle pakke en taske med tøj, og at hun ville hente mig. "nej, skat. Bjarne bliver ked af det". Jeg kunne høre på hendes stemme, at hun havde taget beslutningen for mig. En halv time efter stod hun der. Vi faldt hinanden om halsen. Græd igen. Vi drak en kop Lakrids/mint the. Sagde egentlig ikke så meget. Vi kørte derefter mod Frederikssund. Mod trygge rammer.
Bjarne ringede klokken 19:30 og spurgte hvor fanden jeg var, og hvad helvede jeg bildte mig ind. Jeg nåede ikke at svare. Min svigersøn rev telefonen ud af min hånd, og gik ud i haven hvor han snakkede, eller forsøgte at snakke med Bjarne. Bjarne ringede og skrev til den store guldmedalje i de næste 14 dage. 14 dage hvor jeg forvirret fandt frem til sandheden om Bjarne. Mange og lange snakke, med min datter og svigersøn, blev det til. Der for mig. Uden dem, havde jeg nok ikke forladt Bjarne. Jeg havde ikke turde.
Bjarne forstod langt om længe, at han ikke var ønsket i familien. Han flyttede ud af mit hus godvilligt, med min svigersøns hjælp. Han forstod, at det var slut. Jeg ventede et par måneder med at flytte hjem igen. Det skulle tage et par måneder, at få gejsten tilbage. Gejsten og lysten til livet. Jeg hørte ikke fra Bjarne. Bjarne var ude, og jeg begyndte så småt at vende tilbage. Tilbage til livet ...