Fire Vægge


3 år siden 2 kommentarer Noveller karakter hospital psykologi

2Med Inspiration fra Tableau Op. 39
Han mener egentlig ikke noget med det, når han følger efter hende... [...]
Noveller · psykologi, sorg, mennesker
5 måneder, 13 dage siden
3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
1 år, 3 måneder siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
1 år, 6 måneder siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
1 år, 9 måneder siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
1 år, 10 måneder siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
1 år, 10 måneder siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
2 år siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
2 år siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
2 år siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
2 år siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
2 år siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
2 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
2 år siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
2 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
2 år siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
3 år siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
3 år siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
3 år siden
7Forfald
Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig a... [...]
Noveller · psykologi, ensomhed, psykose
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
Lysene irriterede ham ad helvede til. Han forsøgte at løfte sin ene arm for at skærme sig, men den nægtede at samarbejde, og selv den mindste vejrtrækning fik hele hans højre side til at skrige. De havde druknet ham, de små, sorte mænd med deres hemmelige pistoler, pistoler han havde solgt dem engang under en anden himmel, der hvor sandet og luften brændte i lungerne. Han mistede langsomt, gradvist bevidstheden, mens nogen flyttede på ham, stak ham med nåle og blændede ham i mørket.

*

Hospitalet - Limpertsberg - var enormt, bidragyderne stod tilsyneladende i kø for at spendere, men de første par dage efter han vågnede op, føltes det usandsynligt småt. Timerne gled ind i hinanden, og hans vågne øjeblikke var så tågede, at han vel kun akkurat var i live. Det var ikke en tid der afgav mange ord eller overvejelser; den var bare. Og da han vågnede rigtigt efter to dage, var verden selvfølgelig progresseret. Rykket videre omkring ham.

Overlægen - Dr. Hirsch, hans fornavn stod antageligt et eller andet sted på en medarbejderliste - fortalte ham, at hans skulder var brækket. Grundigt. Derudover også... hullet. Det lød som volapyk.

"Monsieur," sagde Jean Louis efter en dags tid, da de bedøvende stoffer ikke længere slørede hans bevidsthed, "gider De tale tysk i stedet? Deres fransk er alt for gebrokkent."

Hirsch tøvede kun et halvt sekund. "Naturligvis," sagde han og hans østtyske dialekt virkede sært malplaceret. Afslørende, troede han med en snert af forhåbning - for han kendte ikke reglerne på Limpertsberg endnu, mærkede først magtbalancen vippe, da overlægen med et løftet øjenbryn fortsatte og sagde, "Har De brug for, at vi gennemgår det hele fra starten, Statsminister Girard?"

Det var ikke, fordi Hirsch havde noget imod at starte forfra i den lange, lange afrapportering af hans skader. Nej, overlægen gjorde det gerne. Alt imens lå han bare og lyttede, tog imod. Var manden med problemet. Ham der ikke kunne.

Naturligvis hadede han Dr. Hirsch. Han hadede Limpertsberg endnu mere.

*

Med hensyn til Marguerite Gagnon var han tiltaler af den facetløse sandhed - jo mindre kompleksitet, jo færre potentielle knæk i systemet. Hun er min kæreste, sagde han første gang. Dernæst - min partner - min nærmeste - og andre analogier ud i den samme, gennemtærskede kærlighedsfortælling. Det lød trods alt ikke helt så smukt at tale om grådighed. Om en fælles trang til at udsuge hinanden. Når hun sad på sin vante plads overfor hans seng, var det også som om, det ikke rigtigt kunne passe.

Han spurgte sig selv, hvad hun fik ud af det. Når sygeplejerskerne kæmpede med hans drop, eller når de prikkede og pirkede i de sammenrullede bandager, så det føltes som ildebrand i hans sammenskudte muskler, da rejste hun sig typisk op. Gik.

Og kom tilbage.

I midten af det, mens Marcel legede gemmeleg med de Groot, mens landets centrum-demokratiske darling, Anisette Robert, overtog hans plads i partiet, og verden spurgte til ham af den reneste, skæreste høflighed - da sad hun, Marguerite Gagnon, på den samme, trange stol med benene trukket op og blikket slået hen. Til højre, til venstre, hvor end det hørte hjemme, men åbenbart også her, på Limpertsberg.

Han forstod det ikke.

Så snart de begyndte at tage morfinen fra ham, vænne ham af, for den slags gjorde selv de bedste folk til vaneforbrydere, da trak han næsten febrilsk i den ene tøjle, der var tilbage. Hans mænd solgte morfin på gadeplan, andre navne, andre styrker, men hvad fanden - ingen lettere kunde at betjene end husets ejer. Imens sygeplejerskerne undrede sig over, hvordan hans tal kunne se så forkerte ud, så skæve, lukkede hospitalets vægge sig om ham, og verden snævrede ind til et enkelt ønske.

At døren til hans stue kunne låses, så de aldrig forstyrrede ham igen.

*

Hirsch var uimponeret. Selvfølgelig var han det, det utilgivelige røvhul.

"Når man kommer fra Deres baggrund," sagde han, mens Jean Louis stirrede på ham med et blik, som han for længst burde være vokset fra, "er det jo en særlig risiko - at behandle vanedannende stoffer lemfældigt." Hans åndssvage accent skurrede i ørerne. Marguerites stol var tom igen, passende forladt. "Jeg skal ikke komme med anklager, blot understrege at man ligeså godt kan indtage et par rammer per dag."

Måske var det de ekstra piller, men han smilede bare tomt ud i luften, da overlægen vendte ryggen til ham og forlod hans stue. Fastholdte udtrykket i et langt øjeblik efter, mens den ulmende krampetrækning nedenunder huden rev i opmærksomheden, hvad nu hvis, hvad nu hvis. Eller bedre endnu; for en sikkerheds skyld.

Marguerite kom tilbage efter sin gåtur og satte sig til rette uden at lade sig synderligt mærke af spændingen i rummet, atmosfæren der var tyknet så meget, at selv stueplanten i hjørnet var begyndt at se vissen ud. Hendes sko var ikke så nye, som de kunne være, og kjolen havde han set for bare et par dage siden. Han klappede øjnene sammen, tog en dyb indånding og lod ordene lægge sig. En ramme per dag, sagde den gode doktor, og måske havde han også ret denne gang. Manden havde trods alt intet at tabe i dette spil, først og fremmest fordi han ikke vidste, det fandtes. Det gjorde den slags mennesker ikke.

Han åbnede øjnene, lod hende dominere hele sit synsfelt. Dronningen på brættet. På trods af hun stadig var her, at Marcel også var det, så manglede der stadig mindst en enkelt spiller, for hverken hans bedste ven eller hans heksekvinde tænkte synderligt i strategi. De var i limbo begge to, fordi han var det.

Det hele var i limbo.

*

Da han blev valgt ind i parlamentet for første gang, vandt han dels på sit udseende, dels på et spin om den effektive personlighed. "Han får ting gjort," mente man, og historien skrev sig selv, fordi sandheden nogle gange kastede renter af sig. Salvoca-familien havde sendt ham et halvt dusin blomster, en understregning fremfor et løfte. Den politiske sfære havde spejlet mafiaen tilbage helt uvildigt, og buketterne på hans stue var en forunderlig blanding af begge verdener.

På den måde havde de jo allesammen lært det hen ad vejen, ikke? På tværs af samfundslag. Han havde understreget det for dem gentagne gange gennem de seneste årtier, ungdom og baggrund til trods - essencen af det hele. Funktion fremfor alt andet. Nu levede og tærede han på sin opsparing, og eftersom han ikke var helt dum til matematik, så vidste han også, at den slags på et tidspunkt måtte nå et bristepunkt. Når vægten tippede og sendte ham i minus.

Selvom Marguerite fortsat var her, selvom hun kunne udnytte situationen og forsvinde ganske overbevisende, så valgte han en kold tyrker og kvittede de smertestillende piller fra den ene dag til den anden. Med alt hvad der fulgte med.

Hirsch var stadig ikke imponeret, men hvad fanden ragede det ham.

*

Han hadede de satans lys. De føltes som et brud på kraniet der blev større og større, og hans krop var en svedig klump af nerver, som smeltede om kap i takt med at ilden tog for sig. Kroppen skreg på mere, og han tænkte på den der ene ramme per dag, mærkede hvorledes Marguerite bevægede sig lige i kanten af hans synsfelt som en skygge. De skød ham med hans egne våben, tænkte han, forbandede abekatte, forbandede Limpertsberg, og selvom væggene velsagtens stod, efter hans mareridt var ovre, så skulle han nok få dem alle til at ryste. Så ingen var i tvivl.

*
Forfatterbemærkninger
En del af et større skriveprojekt, forfattet sammen med Syrene Hvid. Kan evt. læses i forlængelse af særligt 'Skiftedag' og Syrenes seneste tekst, 'gagnon.non har delt et opslag'.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/02-2017 07:43 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1255 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.