Skifteholdet


4 år siden 2 kommentarer Blandede tekster karakter attentat politik

2Med Inspiration fra Tableau Op. 39
Han mener egentlig ikke noget med det, når han følger efter hende... [...]
Noveller · psykologi, sorg, mennesker
1 år, 9 måneder siden
3Strengteori
Lad os tænke på en platform. · Den er forholdsvist stor, næsten kva... [...]
Noveller · psykologi, selv, metafysik
2 år siden
3Husrum
For enden af en sidegade, den afgrænsede slags som har sit udspri... [...]
Noveller · mennesker, nytår, eksistens
2 år siden
3Eftertid
Dette er kun en gåtur, fra et sted i min by til et andet. Du vælg... [...]
Noveller · ensomhed, apokalyptisk, eksistens
3 år siden
3Tørke
Onitsha, Nigeria -1868. · Han har tegnet mønstre på den støvede sa... [...]
Blandede tekster · oversættelse, onitsha, karakter
3 år siden
3Narko
Det er bare en lille sprække, tænker hun, sådan på spidsen af fin... [...]
Kortprosa · eksistens, psykologi
3 år siden
7Narrativer
du græder for højt · for længe · du laver de forkerte keramikdyr · du f... [...]
Digte · tanker
3 år siden
3Rapunzel
Hun skiller dem ad i stadier, dukkerne. På den måde splintrer de ... [...]
Noveller · mennesker, psykologi, afmagt
3 år siden
4Marguerite
Allerede da Marguerite Gagnon stod i døråbningen til de Groots ko... [...]
Blandede tekster · karakter, kærlighed, eksistenser
3 år siden
2Fra Jämtland
Sofias ranglede skikkelse kastede skygger under lygtepælenes bely... [...]
Kortprosa · karakter, forhold, dystopi
3 år siden
3Den Sidste Maske: Tanya
Der var noget ganske fængende ved tyrefægtning, selvom den drabel... [...]
Noveller · dystopi, fremtid, intelligenser
3 år siden
6Djævelens sovende hænder
hun er gennemsigtig, vindomsust og luftbåren, sådan lever hun bed... [...]
Kortprosa · natur, årstid
3 år siden
7Medusa
På hjørnet af den halvsovende villavej bor en kvinde med øjne i n... [...]
Noveller · hekseri, forstening, observation
4 år siden
7Lommeuld
du kommer med koalabjørne · med påfuglestjerner · og mine glitrende f... [...]
Digte · digte
4 år siden
4Damen Atia
Hun bor i det gamle parcelhus, hvor haven vokser vildt i solbrænd... [...]
Noveller · ensomhed, selvforståelse, psykologi
4 år siden
5Pels
De sidder på hylderne i soveværelset. Pelsdyrene. Nogle af dem ha... [...]
Noveller · ensomhed, psykologi, skævhed
4 år siden
5Sommerfugl
Hun boltrer sig hudløst mellem græstoppene, kaster sin spinkle kr... [...]
Kortprosa · psykologi, mennesker, natur
4 år siden
3Forvandling
Skyggerne stod altid forrest. De løb som sorte streger langs hans... [...]
Blandede tekster · den første kærlighed, venskaber, karakter
4 år siden
7Forfald
Så snart hoveddøren er låst og kæden sat i hak, stiller han sig a... [...]
Noveller · psykologi, ensomhed, psykose
4 år siden

Puls: 2,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Polina Slosvau (f. 1985)
Vincent lå sammenkrøllet på podiet og pissede i sine bukser. Det var starten, det var slutningen. Midten spredte sig ud over hele resten af kongressalen, mens folk skreg og skuddene eksploderede gennem luften. Ved siden af ham lå Jean Louis Girard, landets statsminister i noget der sandsynligvis var en betragtelig blodpøl, I guder, hvad var der sket? Hvordan var det muligt? Hans tænder klaprede, og hans hæle bankede ned i podiet, tap tap tap, alt imens han prøvede at huske, om han kyssede Claude farvel her til morgen. Måske havde han igen haft for travlt, var det ikke altid sådan, det gik?

Skuddene døde ud lige så pludseligt, som de var startet, men Vincent Fortesque, CDPs ukronede pressekonge, blev liggende præcist hvor han var med hovedet skjult mellem hænderne. Perifert kunne han høre trin på podiet, høje hæle lød det til, den slags havde terroristerne næppe på (terrorister, ja selvfølgelig - sådan måtte det være), og derfor kiggede han frygtsomt til siden lige tidsnok til at skimte Marguerite Gagnons skørter og underben. En eller anden råbte efter hende på fransk. Hun sank ned ved siden af Girard, udenfor Vincents vel nok meget begrænsede synsfelt.

Et langt øjeblik lå han bare og trak vejret for hurtigt, mens sveden piblede ned ad panden på ham og hans bukser føltes våde og klæbrige omkring skridtet. For helvede. En vejrtrækning mere. Og endnu en.

Døde mænd trak ikke vejret, vel?

Netop da besvimede han.

*

"Vincent?"

Han blinkede langsomt. Lyset virkede voldsomt og påtrængende, så han lukkede øjnene igen, mens han tænkte på, at hans knæ gjorde ondt.

"Vincent, kig lige på mig."

Stemmen kunne han genkende. Lys, luftig og bestemt på samme tid, den kombination kendte han kun én kvinde, der kunne præstere. Han løftede hovedet nok til at møde hendes blik, Anisette Robert. Hendes lange, lyse hår sad som en lille ulykke omkring hendes ansigt, tjavser og krøller i vild forvirring, men hendes blik udstrålede en venlig stålsathed, som han pludselig elskede.

"Hvor er vi?" spurgte han, rystet over hvor tynd og splejset hans stemme lød. Et hurtigt blik rundt besvarede desuden hans spørgsmål hurtigere, end hun kunne formulere ordene. Kongressalen. Væltede stolerækker, blodpletter på gulvene. Helvede.

"Claude venter udenfor. Redningspersonalet er kørt, så det er bare os." Hun gjorde en grimasse. "Os, og omkring fem tusind journalister ude ved hovedindgangen, så jeg synes, vi finder en anden vej."

Han satte sig langsomt op og så ned ad sig selv. Hans tøj var dækket af blodstænk, han troede ikke at noget af det var hans, måske bortset fra et enkelt område omkring overarmen, som føltes ømt og brændende. Derudover stank han af pis. Hans mor havde ret, det var hermed afgjort - han var den største kujon på jordens overflade. Fy for satan. Hans ansigt blev strammere, og hvis han begyndte at tude nu, så var det vel også bare skide fint, ikke?

"Du, Vincent," sagde hun og rakte en hånd ud imod ham. Lagde den mod hans ene skulder og klemte let til med sine fingre. "Det var fantastisk gjort - virkelig fantastisk."

Han gloede dumt på hende. "Hvad fanden taler du om?"

"Det kan du slet ikke huske!" Hun smilede, og selvom det langt fra nåede hendes øjne, var hun alligevel ret pæn på den måde, den eneste kvinde i partiet som var kommet i nærheden af toppen. "Du hev ham til siden, lige da de - lige da det skete. Næsten som et rullefald, det så ret professionelt ud."

I et langt øjeblik blinkede de blanke pistolløb i hans hukommelse, dem og så skuddene. Plaf.

"Jeg tror måske, du reddede hans liv," sagde hun.

Han rejste sig og vaklede ned ad podiet, skridt for skridt. Tænkte uden at ville det på en regnvejrsaften mange år tilbage, hvor nogen havde skudt i mørket, et ukendt sted og et ukendt mål, mens Jean Louis Girard sad ved siden af ham på bagsædet af ministerbilen og smilede.

*

Anisette kendte åbenbart kongressalen indgående, det gjorde han for så vidt også, men på en eller anden måde var alle udgangene forsvundet fra hans hukommelse. Uanset hvor han kiggede hen, tænkte han bare på plamagerne, på alt det røde. På lysene fra de rullende kameraer, sekunderne før.

"Denne vej," sagde hun og trak ham i ærmet. Hun var lillebitte ved siden af ham, nåede ham ikke engang til skulderen, men alligevel følte han sig som barnet, der var blevet væk. Hun gik med faste skridt, førte ham ned ad gangarealer og ud af noget, der måtte være brandveje, mens hun behændigt undgik alle de rigtige mennesker. Hun er landets næste statsminister, tænkte han, ikke for første gang. Der var selvfølgelig en grund til, at hun stadig havde sin ministerpost til gode. At Girard havde sprunget hende over.

Men nu hvor han var ude af spillet, hvad skete der så? Et land kunne jo dårligt fungere med et tomrum øverst i hierarkiet, dybest set heller ikke et velfungerende demokrati, hvor magten egentlig burde være bredt uddelegeret. Det handlede også om signaler, ikke? Ville det skubbe til balancen?

Han bed tænderne sammen. Der var kun ét spørgsmål, som betød noget som helst for alle de andre, og uanset hvor meget hans lange krop sitrede, forblev ordlyden den samme: er han død?

Jeg tror måske, du reddede hans liv.

Satans også.

Hans telefon vibrerede voldsomt i jakkelommen, og han kom i tanke om den på samme måde, som man kommer i tanke om sig selv efter dyb søvn. Han fandt den frem med en rystende hånd, omkring 200 ubesvarede opkald, langt størstedelen fra kontakter, der ville stille præcist de samme, umulige spørgsmål, som han. Han så listen igennem hurtigt, mærkede sine øjne springe navne over fuldstændigt tilfældigt, på jagt efter det ene der faktisk registrerede sig inde bag tågen af panik.

Claude havde ringet en enkelt gang.

"Jeg har fortalt ham, hvor vi kommer ud henne." Anisette var standset op længere fremme ved en dør med et lysende, grønt exit-skilt. "Læg den nu væk, du kan lade dem flå dig senere."

"Det var terror." Ordene røg ud af munden på ham, og selv nu kunne han klart høre, hvordan det lød. Tyndt og uprøvet. Hun løftede et øjenbryn.

"Netop derfor skal du nok lige vente, ikke? Vincent." Hun åbnede døren. Lyset udenfor var skarpt og fik hans hoved til at føles usandsynligt tungt. "Gå nu ud til Claude. Jeg tager mig af pressen, så kan vi mødes på Limpertsberg, når du har skiftet tøj."

"Hospitalet."

"Ja." Hun så ned på sine hænder. "Et skridt ad gangen, du ved."

Bagtrappen var forladt, selvom man kunne ane massiv tilstedeværelse langs alle synlige hjørner og sideveje - politi, presse, folkemængder. For første gang slog det ham, hvor underligt det egentlig var. Hvordan var de ikke blevet stoppet endnu? Hvorfor var de ikke blevet mødt af horder af betjente eller indsatsstyrker, allerede da de forlod kongressalen? Sikkerheden var nærmest idiotisk, det var jo for helvede ikke et gement trafikuheld!

Som om nogen vidste, at faren var drevet over.

Det var en latterlig tanke, selvfølgelig. På nuværende tidspunkt var der ingen, der kunne vide noget som helst. Hans mave vendte sig, og pludselig fik han lyst til at kaste op. Han sank flere gange, inden han rettede ryggen på bedste vis og trådte udenfor i det fri, forbi Anisette som var gledet i et med skyggerne. Selvom han følte sig beskidt fra inderst til yderst, faldt han alligevel Claude om halsen på sekundet, den anden mand var indenfor rækkevidde.

Sådan stod de i mange minutter og lod tiden gå, langt væk fra helikopterperspektivet og de blodige gulve.
Forfatterbemærkninger
Reference i teksten til Kerberos. Partnertekst til Skiftedag.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/02-2017 16:38 af Polina Slosvau (polina s) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 1266 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.