Tillæg til gratisavisen L'essentiel,
publiceret over en uge, mandag-fredag,
ét indblik om dagen.
Af Marguerite Gagnon.
***
LIGHED OG FADERSKAB
En søndag i marts. (Le Patron)
At have et seksuelt forhold til sin chef anses nok af de fleste for værende ret pikant, selv i socialismens ærede Frankrig. For mig var det derimod en ganske dagligdags affære, så at sige, om ikke andet fordi det hørte til jobbet. L.P., som jeg vil kalde ham for nemheds skyld, ikke fordi det er hverken hans navn eller hans rigtige stillingsbetegnelse, havde udviklet en forkærlighed for mig, tror jeg, selv inden vi første gang mødte hinanden ansigt til ansigt. Jeg mindede ham om hans datter, fortalte han mig denne søndag morgen, da vi sad nøgne sammen på hans seng i det loftsværelse i palæet der var reserveret til hans brug.
Det var et smukt rum, L.P.'s værelse. Samme størrelse som tre af hans escortpigers, sammenlagt, medmindre man talte mit personlige med. Mit var næsten ligeså stort som hans, husk - jeg var hans favorit, jeg mindede ham jo om hans datter. På trods af dets beliggenhed lige under taget var der intet hengemt ved dets interiør. Henne ved de åbne dobbeltdøre ud til balkonen stod hans enorme arbejdsbord, halvfede solstråler faldt gennem glaspanelerne i dørene, i støvede striber henover den slukkede computer og stakkene af tykke mapper, én for hver af os. Mapperne var vores hele identitet, os escortpigers, vores eksistensgrundlag, al information L.P havde på os. Alt han behøvede.
"Du minder mig om min datter, Marguerite," fortalte han mig, efter at have taget den første lange slurk af sin café au lait. Den eneste kaffe han drak, L.P. foretrak i virkeligheden te, men i Paris bliver man ikke populær på at drikke noget så engelsk. "Smuk, intelligent, indtagende, med verden åben for dine fødder, men præcis ligesom min Irene kan du ikke lade dig nøjes med noget så indskrænket, kan du vel."
I bør vide med det samme, det var ganske sjældent at min gode L.P. udleverede sin person så åbenhjertigt til nogen og da slet ikke til lille mig, så jeg sagde ham ikke imod, selvom jeg nu faktisk tænkte, at hvis en eller anden skulle finde på at forære mig verden, ville jeg aldrig i livet spille for kostbar til at takke ja, hvis det modsatte var på bekostning af at miste den. Jeg var ikke den ufornuftige type dengang, er det stadig ikke, er jeg vel? Derudover fandt jeg hele sammenligningen mellem hans datter og mig noget bizar, for vi havde dyrket sex kun en halv time tidligere, L.P. og jeg, lige i tide til at få leveret croissanter og en nordfransk osteplatte direkte til døren. Hvilken mand sammenligner dog sin elskerinde med sin datter? Tro mig, der er ikke meget jeg ikke kunne mistænke de franske adelige for, men incestuøse følelser er alt for tabuiserede at trække frem i lyset, hvor støvet og morgenblegt det end måtte se ud, man kunne tabe ansigt, slemt endda, må I forstå.
"Irene," gentog jeg. Hendes navn. "Ligner vi hinanden af udseende også, min kære?" Jeg var oprigtigt nysgerrig, L.P. og jeg havde på ingen måde et dårligt forhold, tværtimod. Hvis han ønskede, at jeg skulle tage interesse, da tog jeg interesse af hjertet. Som det var, havde han og jeg ganske mange fællestræk, mørkt hår, mørke øjne og hans alder havde måske bleget meget af farven, men engang måtte han have været en flot mand. Han kunne nemt have avlet et barn der ikke så ud alt for ulig mig.
Som genkaldte han sig hendes træk, forblev han stille i lang tid. Drak endnu et par slurke af sin kaffe og rodede med krummerne efter sit for længst fortærerede morgenbrød. "Hun lignede sin mor, lys og rundkindet. Bedårende."
Jeg havde set L.P.'s kone til mere end et halvt snes fester på dette tidspunkt. Også hun havde været en stor skønhed i sin tid. En ægte fransk lilje. Ligeledes fra landet, havde jeg hørt. Som liljerne. Og som mig.
"Lignede," spurgte jeg ind til hans brug af datid. Fransk grammatik kan drille, selv for os indfødte. Alligevel gemte jeg mit spørgsmål bag en bid af brien. Lod komælken og ostens bløde konsistens pakke implikationerne pænt ind i blidere lag.
"Hun er død nu," svarede han. "Hun døde, da hun ikke var meget ældre end dig, er jeg bange for."
At arbejde som escortpige er et fag som så mange andre, som at være maler eller murer eller kunstner og I behøver såmænd ikke at le nu - man lærer at håndtere værktøjerne, grundreglerne lærer man, materialerne lærer man også. At kende. L.P. var ikke anderledes end enhver anden mand som søgte mit selskab til trøst. Han udbetalte tilfældigvis bare min månedsløn oveni, så hans velbefindende syntes des mere vigtigt for mig, på et personligt plan.
Langsomt lagde jeg derfor min brie fra mig på tallerkenen, tallerkenen skubbede jeg derefter til side på dynen, idet jeg kravlede over til ham, lænede mig tilbage på hælene med armene åbne ud mod ham. Trak ham forsigtigt ind mod min mest forstående del, det vil sige mit bryst. Blødt og blidt som brien. "Men jeg er ikke din datter, min kære patron," hviskede jeg ham i sølvhåret der engang havde været mørkebrunt som mit eget. Dynen lå i bølger om vores ben, misfarvet af kaffe, hvor hans kop og muligvis hans hele liv var væltet. "Verden er nok for mig. Lad mig være mig, så går jeg ingen steder."
Sandt skal siges og jeg vil gerne have lov at fastholde, at jeg aldrig brød det løfte. Først da han ikke længere tillod mig min frihed, forlod jeg ham for noget langt større end verden som jeg formoder han denne morgen forsøgte at lade mig vide, at hans datter havde gjort det før mig.
*
ROMANTIKKENS DØD
En tirsdag i september. (Skribenten)
Det var en af mine sene morgener, en måneds tid før min fødselsdag, hvor jeg for en sjælden gangs skyld havde kunnet tillade mig at bruge de fleste af timerne i kølvandet på, at jeg var stået op, bare på mig selv. Foran spejlet, prøvet tøj på, taget tøj af uden at lade beslutningerne forhaste sig, i Paris er det nemlig et vigtigere valg end hvem man nu måtte gifte sig med, hvilket outfit man viser sig i ude på gaden. Omkring halv elleve var jeg endeligt klar til at forlade palæet, havde iklædt mig en af Alexander McQueens lange, dramatiske overfrakker i sorthvide tern fra samme sæson for at give dem noget at snakke om, men spist havde jeg ikke. Havde simpelthen ikke haft tid. Så jeg lagde vejen forbi Les Deux Magots. Jeg ville jo gerne ses.
Når man tillader sig at komme så sent til Magots, er man selvfølgeligt også selv ude om det, hvis et smagløst, lille kvindemenneske har optaget ens faste plads - faktisk betød turistsæsonens snarlige ende og det smukke septembervejr med dets klare, blå himmel, at ganske få udendørspladser var fri. Jeg ville dog ikke lade mig nøje med mindre, så jeg kastede et ekstra langt blik rundt, indtil jeg (ganske rigtigt, cafeen var en af hans yndlings gemmesteder) fik øje på Skribenten ovre under den grønne baldakins yderste hjørne, ved et tomandsbord med en nydelig udsigt ud over boulevarden.
Hvordan kunne jeg ikke slå til? Vi var gode bekendte, jeg var overbevist om, at han ikke ville nægte mig en stol og en spiseplads. Min stakkels mave rumlede noget så forfærdeligt, noget så ynkeligt, I må næsten kunne høre det endnu.
Skribenten kalder jeg således, fordi det var hvad han insisterede på var hans egentlige arbejde. Hans kald, ligefrem. I virkelighedens verden var Skribenten dog antikvar, ikke af den lurvede slags, skal I vide, men nærmere af den slags som havde gjort det til en kunst at fremskaffe selv de sjældneste antikviteter til folk der havde pengene til at betale, hvad det kostede. Som sådan var han ikke blot en velhavende mand som tilfældigvis skrev i sin fritid, men en mangemillionær med et speciale i bøger, i sit arbejde og ja, også når han ikke var - på arbejde.
Som nu, hvor han sad med en lille notesbog fremme og skriblede ned i sin letlæselige, en smule kvadratiske håndskrift der formodentligt var nyttig til at optegne inventar, men ikke videre nydelig. Jeg stoppede op ved siden af bordet. "Her er ikke optaget, ikke for mig, vel, min kære," spurgte jeg ham uden at forvente nogen nægtelser, for jeg havde allerede hevet stolen ud og var gået i gang med at knappe mig vej ud af den tunge frakke.
"Marguerite," hilste han mig på sin kontante facon, "lad mig gætte, du er her for at få betalt din frokost."
"Morgenmad, faktisk, og nej, jeg skal skam nok selv betale."
Han fnyste, vendte tilbage til sine noter, imens jeg satte mig og studerede menukortet. Naturligvis vidste jeg allerede hvad jeg ville have, jeg havde besøgt Margots så ofte, at jeg kunne deres faste menu udenad. Derudover kunne man ikke tillade sig at besøge forfatternes og de andre store kunstneres historiske hangout uden at få en kop varm chokolade, det ville være synd for den lækre anretning såvel som for ham der ikke fik den smagt, som for eksempel Skribenten der aldrig havde ladet sig det skidt prakke på (hans ord, ikke mine). Så i dette tilfælde var menukortet blot et tegn til tjeneren der som forventet dukkede op ved min side indenfor et langt minut.
"Marguerite," hilste også han, i dette nabolag var jeg et kendt navn, "og hvad skal De have i dag?"
Jeg bestilte to varme chokolader og en croissant, kastede et drilsk blik over på Skribenten, da han mumlede noget for sig selv som vi ikke vil gentage med de kulørte magasiner i børnehøjde på hylderne. Ingen af os sagde mere, indtil min bestilling ankom og en stor kop blev stillet foran os begge, hans erstattede den tomme kaffekop der havde stået på bordet foran ham alt for længe allerede, formodede jeg, og som tjeneren velvilligt tog med sig, da han gik.
"Du kommer og forstyrrer mig, du bestiller chokolade som du ved jeg ikke drikker og du tillader dig at smile af hele affæren fra start til slut, svar mig på, hvorfor jeg stadig gider at bruge mine penge på dig, Marguerite," spurgte han mig i én lang, løbende sætning uden punktum eller tid til vejrtrækning. I præcis samme stil som han skrev, huskede jeg, fra dengang han havde delt en af sine skriblerier med mig.
Sandheden var, at Skribenten gerne betalte i de dyreste domme for selv mit mest distancerede nærvær, fordi jeg inspirerede ham, fordi jeg mindede ham om hans evige førstemuse, Dumas' kvinde. Duplessis, ved hvis grav han lagde blomster hver søndag som en på tragisk vis efterladt elsker ville have gjort. Han var romantiker, til trods for sine vrisne nøkker. Han drømte om kærligheden som den tog sig ud før det forrige århundredeskifte. Jeg drømte til gengæld aldrig om sådanne storladne ting, men kunne i dette øjeblik godt formaste mig til nogle små, helt uskyldige fantasier om den varme chokolade foran mig.
"Jeg er sikker på at både Duplessis og hendes fiktive genganger gerne drak varm chokolade, monsieur," svarede jeg, viftede den ene hånd let i luften. "Derudover ville ingen anden ligeså velvilligt gøre dig med selskab, ikke med den rådne attitude du lægger for dagen, puha."
"Og selv du gjorde det kun i mangel af bedre," kommenterede han, men smilede alligevel. Således smilede vi længe til hinanden, halvvejs kærligt og helvejs indforstået, imens jeg pillede ved den fine croissant der virkeligt kun var fulgt med som pynt på siden. Efter et stykke tid, hvor jeg selv havde drukket godt halvdelen af min egen, rakte han endeligt ud efter sin varme chokolade og tog en slurk, samtidigt med at han stregede et par ord ud i sin lille notesbog. Muligvis ord der beskrev mig i purpur vendinger, det havde de sidste og eneste af hans ord som han nogensinde viste mig i hvert fald gjort.
Derfor bliver Skribenten nok aldrig udgivet. Romantikken døde for mere end hundrede år siden, ligesom til Marie Duplessis' grav kom han også her for sent. Til gengæld betalte han pænt for min morgenmad, inden jeg gik.
*
PÅ PLAKATEN
En fredag i slut-maj. (Kronprinsen)
Vi gik ofte, men aldrig i seng sammen. Kronprinsen og jeg. Han købte mig ikke for mine seksuelle talenters skyld, men netop fordi han kunne betale mig for at være ikke-seksuel sammen med ham, hvilken kvinde ville I ellers finde i dag, som kunne forstå sådan en trang? Hvilken kvinde, som ikke tog sig betalt, ville mangle det overdrevent skrøbelige selvværd?
Normalt ville han helst mødes med mig udenfor Frankrig, adelen var stadig for prominent en klasse her til at hans lave profil var kunne holdes i rette højde. Hvis det stod til ham mødtes vi helst i London eller endda i det mere sydlige Europa, i Spanien og Italien. Når han endeligt lavede aftaler med mig i Paris, tog han mig med på udflugter hvor menneskemængderne var livligst, livligst og størst. Vi trivedes begge i mylderet. I mængden. Denne gang, denne fredag, var vi blevet sat af ved Notre Dame og havde begivet os ned gennem Latinerkvarteret, hvor turisterne var begyndt at samle sig, fordi det næsten var sommer nu. Himlen var blå med enkelte lammeskyer, temperaturerne var udholdelige og vi gik ved siden af hinanden, hånd i hånd, iklædt matchende "Paris, je t'aime" T-shirts købt ved en af gadesælgerne. Åh, vi var et syn. Lignede hverken den escortpige eller den skandinaviske kongesøn vi faktisk var.
"Vil du med ind?" spurgte han på et tidspunkt, stoppede foran en lille plakatbutik der så både mere original og autentisk ud end det meste andet i denne del af kvarteret. Uden nødvendigvis at være det, ved I nok. Især i Paris kan man ikke skue hundene på håret. De er allesammen gadekøtere nedenunder alligevel. Kronprinsen talte typisk nordisk-lydende engelsk med mig (ikke fordi han ikke kunne tale fransk, men fordi han foretrak ikke at afsløre dette hemmelige talent), grammatisk perfekteret, men fladt i udtalen og jokes imellem os var oftest en hit or miss affære. Især med min accent, som I jo måske har hørt. Tykkere, men om ikke andet livlig. Dét grinede vi til gengæld meget af.
Jeg medgav, at det kunne vi godt, jeg manglede vist alligevel noget at hænge på væggen over min seng og rystede spørgende vores pose med brioche, købt ved en bager halvtreds meter længere nede af gaden, i retning af butiksindehaveren som trak på skulderen i bedste pariserstil. Laissez-faire. Manden havde uden tvivl døjedes med for mange turister den dag allerede, kunne umuligt vide, at vi ikke var som de andre. Som Kronprinsen helst ville det, selvfølgeligt.
Det var en charmerende lille butik, jeg husker desværre ikke længere hvad den hed. Ukrediterede tryk af impressionisterne og Toulouse-Lautrec hang overalt. Ind imellem mere moderne præcisions-malerier af kønne motiver uden den store ånd, lige præcis ligegyldige nok til at man gerne ville eje ét, men ikke spurgte efter kunstnernes navne. Han ville uden tvivl ikke kunne opremse dem. Vi gik rundt i de smalle gange på hver side af kassérøen i midten, engang imellem kastede Kronprinsen et langt blik efter mig, pegede på en plakat han havde fundet og smilede. Så smilede vi begge. Til hinanden.
Med et stykke brioche i hånden, en halvspist bid i munden også, fik jeg på et tidspunkt øje på et smukt tryk, hængende i øverste række på min venstre hånd. Jeg vendte mig langsomt mod det, kiggede op, op, op. Det var et fotografi i udvaskede farver, mest de rød-gullige toner - af tre kvinder der sad i deres tyver-mundering omkring et skakbræt, i deres viftende kjoler med fingerkrøller ved ørerne. Jeg husker det stadig ganske tydeligt, udtrykkene på deres ansigter, respektivt afventende, overvågende, investeret. Måske identificerede jeg mig med dem, hvem ved. Hvem spørger? Eje det måtte jeg under alle omstændigheder.
Kronprinsen stoppede op bag mig. Han var en høj vikingetype af en mand med blond hår og blå øjne, som skabt til sin position og det var han vel, formoder jeg, også. "Kan du godt lide det dér," spurgte han interesseret, nikkede op med kvinderne og deres skakbræt. At være interesseret uden at virke påtaget var en umådeligt unik egenskab i en kunde. Jeg smilede. Rakte ham den sidste brioche-bolle i posen, krøllede posen pænt sammen og smed den på gulvet. Ejeren nedstirrede mig, men sagde intet. Han lugtede købet på lang afstand.
"Jeg elsker det," svarede jeg ærligt. Kiggede eftertænksomt op på motivet fra en tabt, forbigangen epoke. Flappere og partypiger. Jazz og dyriske danse. Jeg kunne have trivedes i 20'erne.
"Du ville have elsket 20'erne," kommenterede han.
Jeg lo. Lagde hovedet tilbage mod hans brystkasse, hvilede det på kanten af det grimt optegnede røde hjerte på hans T-shirt, mellem Paris og je. Han kyssede mig blidt på min opvendte pande. Derefter pegede han op på plakaten, fortalte butiksindehaveren han bare skulle have den ene og satte ham effektivt i gang med at rode rundt i sine stakke. Manden fandt hurtigt plakatrullen, holdte den ud imod mig, imod os som for at lokke os begge tæt nok på til at gå i fælden. Og i fælden gik vi, Kronprinsen betalte og vi forlod butikken med kun det sidste brioche og den grimme paprulle i hænderne. 20 Euros fattigere. Ikke at 20 Euros var andet end en dråbe i havet, for ham. Og derfor, for mig.
"Nu smider du den ikke væk, når du kommer hjem, vel." Han tog plakaten fra mig, bare et øjeblik, fordi han var ganske bevidst om, hvad chancerne egentligt var for, at det var lige præcis det der ville ske. Når alt kom til alt, levede vi kun sammen i disse pseudo-romantiske øjeblikke fra gang til gang, ind imellem tilhørte jeg andre, spillede andre roller og levede for andre formål end hans. Det vidste han udmærket godt, sådan var vilkårene. Jeg var også en butiksindehaver, af en slags. Men jeg generobrede alligevel plakatrullen, tog den fra ham uden de store dikkedarer og stak den tilbage under den ene arm, stak derpå min sidste brioche-bid i munden og lod stilheden tale højt, højst, først.
"Jeg elsker den," gentog jeg efter et halvt minut, da jeg ikke længere havde munden fuld.
Det gjorde jeg virkeligt. Da han ved middagstid satte mig af hjemme foran palæet, havde allerede selv trukket ud af sin grimme T-shirt, men takkede mig for en dejlig morgen, fik jeg næsten med det samme en af de andre piger til at hjælpe mig med at hænge plakaten op, råt og upoleret, uden ramme, på min hvide væg, sat fast med tape som I ville finde det på en kostskolepiges værelse. Med hendes helteplakater. Deroppefra, over min seng, kiggede de ikke på mig, flapperne. De spillede deres spil og overlod mig med den anonymitet som Kronprinsen ville komme tilbage efter igen og igen, som han ville betale de højeste summer og 20 Euros ekstra for at kunne holde fast i, på samme måde som tapen holdte billedet fast indtil den dag jeg hev det ned og i en fart for at flytte, lod de fastklistrede hjørner sidde tilbage. Hjørnerne udgjorde kun fikspunkterne, motivet var det vigtige. Motivet husker jeg stadigvæk.
Hvor plakaten er nu, ved jeg ikke. Den forsvandt undervejs. På turen fra Paris til Amsterdam til her, til den forhåbentligt sidste City i rækken.
*
GRANDIOSE FØLELSES-FANTASTER
En onsdag først i januar. (Ambassadøren)
Ambassadøren var faktisk sjældent i Frankrig, og altid kun når arbejdet kaldte. Han var fransk af fødsel, ja, men ikke af sind. Generelt syntes franskmændene ham et forfærdeligt folkefærd, alt for løsslupne og storladne. Grandiose følelses-fantaster, kaldte han dem på et tidspunkt endda, husker jeg, måske det vækker genklang hos jer luxembourgensere? Jeres forhold til franskmændene er ligeledes kontrært, har jeg bemærket, medmindre det handler om de franskmænd der har fået sneget sig ind i jeres soveværelser. Dér gør vi os godt, ved jeg. Ved jeg så udmærket, endda.
Siden han ikke følte sig hjemme i sit moderland længere, havde han spenderet de sidste tyve år af sit liv på at blive uddelegeret til forskellige steder i Østasien, fra nord til syd. Som 49-årig var han blevet udpeget til ambassadør i Thailand og flyttede derefter kun opad i rækkerne, Sydkorea, Japan. Tro mig endelig, jeg var ikke ligeså stærk i østasiatisk geografi før jeg første gang kom til et af hans arrangementer, men åh hvor den mand elskede Japan. Han kunne snakke om dette fantastisk arbejdsomme folk i timevis, talte selv japansk og derudover tre andre sprog fra den side af jordkloden, jeg husker ikke længere hvilke og jeg kunne heller ikke personligt høre forskel. Det lød alt sammen ganske ens og ganske græsk-katolsk i mine ører.
Selvfølgeligt bestilte Ambassadøren aldrig mine services selv, når han var i Frankrig, det kunne hans navn og hans ære slet ikke bære. I stedet blev jeg bestilt igennem en udenforstående bekendt han havde ved den japanske ambassade og kun som ekstra gæst, som fyld, til deres store selskaber. Således kunne vi konverserer i relativ ubemærkethed og længere ude på natten trække os tilbage en halv times tid uden at blive opdaget. Jeg fandt i hvert fald ud af, at Ambassadøren (ligesom sine elskede japanere, er jeg sikker på) ikke var foruden en kønsdrift.
Netop derfor var det ganske usædvanligt, at jeg blev booket til et privat morgenmøde på hans hotel, hvor vi indfandt os i restauranten og bestilte. En continental breakfast. Lidt hjemme kunne han dog alligevel føle sig, skulle jeg mene, med sådan en smag i æg.
"Dette bliver formodentligt sidste gang," sagde han til mig og nikkede mod sin tallerken, men jeg var allerede på dette tidspunkt bevidst om, at han måtte tale om andet og mere end hvilken morgenmad han indtog. "Min embedsperiode slutter næste måned, jeg har valgt ikke at søge nyt, jeg bosætter mig i Japan fremadrettet, opstarter et firma dér."
Ambassadør og entrepenør, hvem var egentligt grandios , måtte man spørge sig selv.
"Hvor beklageligt, vores små rendezvouser har altid stået mit hjerte nær," svarede jeg høfligt.
"Du kunne tage med mig, jeg har penge nok, du kommer intet til at mangle," sagde han og lagde kniv og gaffel fra sig. Som var det ikke ris til morgenmad og andre besynderligheder jeg ville bekymre mig om, hvis jeg boede i Japan. Vi stirrede længe på hinanden, også jeg havde lagt mit bestik fra mig, ganske overrumplet. Manden som ikke kunne udstå franskmændene bad mig, Marguerite Gagnon - mere fransk end French fries, om at flytte med sig hele vejen til Asien. På baggrund af hvad, måske ti vilde, men helt igennem halve timer i den japanske ambassades forskellige badeværelser og et enkelt kosteskab?!
"Min kære ven, vi kender knapt nok hinanden," fortalte jeg ham, brutalt og ærligt. Tog min ske og bankede resolut hul i mit blødkogte æg der blødte en vidunderligt gul farve.
"Det er sandt, men jeg ville have et lille stykke af Frankrig hos mig, altid," svarede han.
"Siger manden der kaldte os grandiose følelses-fantaster."
"Et kompliment når det er sagt om dig!"
"Tag til Japan, monsieur." Jeg sank den sidste bid af mit æg. Tørrede skeen af i min serviet, førend jeg lagde den på en af Savoys hvide duge. "Sæt franske flag i vinduet, skulle du nogensinde komme til at savne mig."
Og savne mig kom han i hvert fald til. Jeg rejste mig op, løb hænderne nedover mit skørt for at glatte eventuelle folder ud og forlod ham, uden at lade ham forklare, fortsætte eller overhovedet overveje sit forehavende længere. Jeg foretrak til hver en tid en halv time i et badeværelse med en kunde end latterlige løfter om "for evigt" i Østasien hvor jeg ingen ville kende og ingen ville kende mig.
I hvert fald foretrak jeg det sådan dengang, på daværende tidspunkt, men det var selvfølgeligt før. Før så uendeligt mange andre ting både kom og gik.
*
OG KILDEVAND
En torsdag i august. (C.)
Man finder ikke en stille dag på Versailles over sommeren, ej heller et stille sted. Det er simpelthen umuligt. I strækket over juni-juli-august misforstår ethvert turistfartselskab ideen ved ikke at sende deres kunder afsted, imens alt de kan opleve i parkerne er den sorte sværm af andre turister. De er ingen underdrivelse, de store, sorte sværme. Nej, for de er ikke som sild, må i forstå. Turisterne kommer ikke i stimer. De kommer i sværme, nærmere som sukkervandshungrende hvepse end noget andet. Ja, om sommeren er det hvad Versailles Slottet er, et ægte hvepsebo, enhver franskmand med forstanden i behold ville aldrig tage dertil på nogen given sommerdag. Der findes andre parker. Andre slotte. Andre byer. End parkerne ved Versailles, udenfor Paris - men selvfølgeligt var vi ikke helt ved vores fulde fem den sommer, C. og jeg. I ved vel hvad man siger om at være forelsket, især på fransk. L'amour fou. Den tossede, den sindssyge kærlighed!
C. har intet andet navn. Jeg sværger, jeg husker ikke længere, hvad han faktisk hed. Sværger på mit hjerte! Hjerte, på fransk, starter også med C, underligt nok... Ah, men vi havde såmænd ikke mødtes under videre romantiske forudsætninger. Han var en del af et selskab hvis arrangører der havde hyret mig til at stå for underholdningen, han var derfor en kunde og I må ikke tro noget af hvad Pretty Woman end måtte have lært jer tilbage i 90'erne, længe før min tid. At forelske sig i en kunde er ikke romantisk. Det er en forfærdelig affære med et forfærdeligt endeligt, det kan ikke være anderledes. Hvordan kunne det?
Og dog. Denne dag, da vi var taget til Versailles, til trods for at vi burde have vidst bedre - på denne dag virkede det altsammen vældigt kærligt, vældigt blødt og rosafarvet og romantisk. Vi bevægede os gennem den lange spejlsal i en endeløs, langsom kø med mig foran, ham bagved. Ham og hans velkendte, modtagelige brystkasse i perfekt hovedhøjde, for han var ganske høj, mon C. Da vi ikke måtte medbringe mad, drak vi vand af 10 Euro flasker købt ude på parkeringspladsen, men den talemåde har I formodentligt også i Luxembourg, jeres banker og millionær-statistikker til trods. Kærlighed og... Sig det med mig, sig det højt. Kærlighed og kildevand. Kan man leve længe af, ikke sandt? Åh, af fjolsernes kærlighed måske. Fjolsernes kildevand.
Tempoet var så umådeligt snegl-agtigt, at jeg havde masser af tid til at beundre mig selv i de enorme flader på væggene bag de udspændte snore af velour der satte grænserne for, hvor tæt vi måtte komme. Jeg gjorde mig til for turisterne, selvom de naturligvis slet ikke tog billeder af mig, men af deres egne og deres tunge kameraers eller små mobilers udviskede omrids i spejlene omkring os. Alt imens betragtede C. mig uden at sige noget, gik bare fremad med flokken, skubbede mig videre, når jeg gik i stå for længe, når jeg brugte for lang tid på at rode op i mit hår og sætte det igen. På at tjekke min figur forfra og bagfra, fra siden, fra den anden side. "Jeg forstår det godt," sagde han på et tidspunkt efter at have renset den støvede, tørre luft ud af mundhulen med en slurk vand. Hurtigt snuppede jeg hans flaske fra ham, for min var allerede tom, og drak også en slurk. Rakte den tilbage til ham. Lo, da han ikke tog imod. "Hvorfor du altid har så travlt med at kigge på dit eget spejlbillede. Jeg forstår det godt, Marguerite."
Langsomt stoppede jeg med at le. Køen var gået i stå. Vi stod ansigt til ansigt og han betragtede mig med sine dybtliggende øjne fulde af sine endnu mere dybtliggende intentioner. Intentioner man kunne drukne i, endnu nemmere end i vand. "Du har fundet en kvinde som er afhængig af skønhed," svarede jeg. Viftede affærdigende med den ene hånd. Køen flyttede sig igen, en meter fremad. Snegle-ekspressen.
"Du er ligeså forelsket i dig som resten af os," fortsætte han, som havde han slet ikke hørt min udenomssnak. Jeg stirrede længe på mig selv og på ham ved min side i de gamle, krakelerede spejlflader der fyldte hver eneste af væggene i Marie Antoinettes sal. "Det synes jeg ikke der er noget i vejen med. Gør du?"
Det snedige rad! Køen bevægede sig videre fremad, indtil vi gik i stå igen i et af mellemrummene, lige foran et af de ulykkelige vægarealer der ikke reflekterede os. Hvis jeg fortalte ham, at jeg forstod, måtte jeg samtidigt anerkende, hvad han følte for mig. Hvad vi følte for hinanden. Hvis jeg skulle finde på at bilde ham ind, at jeg ikke forstod, ville min egen selvinteresse pludseligt virke så fattig til sammenligning. Med det usagte. Derudover ville han formodentligt ikke tro mig. I blinde, i min blinde vinkel, vendte jeg mig væk fra hans altseende øjne og fandt, at udgangen stadig var en arrig sværm af besøgende væk. Hvor gemte man sig i en menneskemængde? Når sandheden var, at man gerne ville ses. Også af hans øjne. Især af hans. Øjne. Med et suk tømte jeg det sidste af hans vand. Gav ham den tomme flaske uden at give ham et valg med i købet, næsten som en advarsel. Måske skulle jeg have beholdt dem helt for mig selv, når alt kom til alt. Begge dele, vandet og valget.
"Selvfølgeligt," fortalte jeg ham i en stemme som jeg holdt i et tiltusket lyst toneleje. "Jeg gør mig helst umulig at elske, C. Det vil du tids nok komme til at fortryde."
Hvem af os der betalte den højeste pris for sandheden kan være svær at bedømme i dag, på den anden side af køen og menneskene og tiden der er gået os forbi.