Stilfuld nat


3 år siden 2 kommentarer Noveller karakter kærlighed ensomhed

3Heteronormativt
det er · familiezoneskiltet i toget · som viser tændstikmand plus · tæn... [...]
Digte · heteronormativitet, kønsroller, feminisme
1 år, 6 måneder siden
3Lgbt
lebber ville leve længere og lykkeligere hvis I ikke · gødede med g... [...]
Digte · lgbt, diskrimination, livserfaring
1 år, 6 måneder siden
5Fremtidshåb
verdenen der svømmer · i køn min mor er · en søster mere solidaritet · ... [...]
Digte · feminisme, håb, drømme
1 år, 6 måneder siden
4Fjerklædt
de dage jeg forbliver · klædt i fjer · dør jeg lettest
Digte
1 år, 7 måneder siden
2Najadeblod
kan du · stadig elske mig med dette · najadeblod løbende · i årerne og ... [...]
Digte · kvindeportræt, livserfaring, viljestyrke
1 år, 8 måneder siden
4Consent
nej betyder · nej som et forceret · ja betyder · nej og kun et informer... [...]
Digte · feminisme, consent, voldtægtskultur
1 år, 8 måneder siden
2Haiku
1. · Dagens lys taber · ikke til nattens mørke · Efterårskontrast · 2. · Fl... [...]
Digte · haiku, bylandskaber, naturbeskrivelser
1 år, 8 måneder siden
10Haiku
efterårsgylden · aftenhimmel - et genskær · af din fingerring
Digte · haiku, efterår, kærlighed
1 år, 8 måneder siden
2Pride
regnbue · ånd liv · vi bader i et farvevæld · kaster med kondomer puste... [...]
Digte · lgbt, pride, gadefest
1 år, 9 måneder siden
2Sapfo anno 2012
hvor skide lykkelig hvor euforisk må han ikke være · ham der sidder... [...]
Digte · forelskelse, den første kærlighed, tiltrækning
1 år, 9 måneder siden
2Smil
(han kører i en Audi · rødt lys triller · op på siden af mig · tilbages... [...]
Digte · feminisme
1 år, 9 måneder siden
2Battle of the sexes
øgenavngiv mine kønsdele · nedgør det verdensbillede · som kun · kan se... [...]
Digte · feminisme, kønskamp
1 år, 9 måneder siden
2En lebbebar
1. · i stil · med en jazzklub · indtil midnat · bløde bryst-runde toner · v... [...]
Digte · lesbisk, natklub, natteliv
1 år, 9 måneder siden
3Butch/femme
butch · spejlvendt · maskulinitet jeg afgiver · forvrængede vibes · mænd ... [...]
Digte · lesbisk, feminisme, diskrimination
1 år, 9 måneder siden
4Street harassment
gaden gør hende til · en luder · i samme øjeblik · hun træder ud af dør... [...]
Digte · feminisme, mandschauvinisme, metoo
1 år, 9 måneder siden
2Almindelig fredløs
fortovet er en afstand, ligesom busstoppestedet er en afstand og ... [...]
Digte · anderledes, samfund, kærlighed
2 år siden
4Glansbilleder
Byttede · fjerdeklassespigerne på din skole · også glansbilleder · indb... [...]
Digte · angst, glansbilleder, barndom
2 år siden
11Forsvindingspunkt
Dagen flyver. · Lad den aldrig lande. · Lad mig hænge fast · ved dens k... [...]
Digte · tid
2 år siden
5Septembersommer
Hun kom med septembersommeren · der rider på halen af august og kly... [...]
Digte · kærlighedserklæring, historie
2 år siden
3Imka og Asammika
Før bjergene fødtes, lå englandet fladt hen, det kendte ingen for... [...]
Blandede tekster · mytologi, skabelsesberetning
2 år siden
5Hvorfor er det altid mændene der rejser
Hvorfor er det altid mændene der rejser, · spørger de andre og kigg... [...]
Digte · soldater, krig, kønsroller
2 år siden
4Rosendamen
Jeg handler der ikke selv særligt ofte, jeg kommer dog dagligt i ... [...]
Kortprosa · roser, kærlighed
2 år siden
3Min stemme
Her er min stemme · slået i tusind stykker · En bid til min mor · og en... [...]
Digte · tanka, selvstændighed, selvfølelse
2 år siden
5Et januarvejr
Et januarvejr · Du sidder i en verden · der er din egen · Hvor langt fr... [...]
Digte · kærlighedserklæring, tanka, vejr
2 år siden
3I stil med Salatens Jubilæumsdag
Machi Tawara · bærer jeg altid med mig · som et helligt skrift · Mod mi... [...]
Digte · tanka, inspiration, litteratur
2 år siden
2Fra Yuuka Watanabes notesbog: Et love hotel
En tidlig morgen · Shinkaichi-distriktet · bærer mørkets vægt · Et love... [...]
Digte · tanka, ægteskab, utroskab
2 år siden
3Uddrag fra Yuuka Watanabes notesbog: #4
I lovens øjne · er de rette ægtefolk · De holder sammen · ved deres rin... [...]
Digte · ægteskab, tanka
2 år siden
3Lad mig leve
Kapellet var en lille kvadrat af et rum, rå murværk på alle sider... [...]
Kortprosa · alondra, dystopi, spiritualitet
2 år siden
3Kulturelle institutioner
Lupe var tyve år gammel, da hun en våd oktobermorgen passede Alon... [...]
Noveller · dystopi, familieforhold, alondra
2 år siden
2Lad os danse
Lupe boede til leje i udkanten af russerkvartererne, hun havde fo... [...]
Noveller · dystopi, forhold, alondra
2 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Syrene Hvid (f. 1988)
( 2011 )

Han tog jobbet som parkeringsvagt i Palais-Bourbon, fordi Marguerite havde set en kjole i Vogue som hun ved Gud og pænt be' om bare måtte eje, koste hvad det ville og han ville jo også så frygteligt gerne - tjene pengene hjem til hende. Ville Camille. Åh, han havde altid været for god af sig og han var endda en af djævlens egne, advokaterne, den tåbe... Han vandrede gaderne tynde i de utaknemmelige morgentimer, hvor pariserne parkerede allerværst og optjente lige dele galde og kredit, således havde han snart sparet sammen til hendes flæsede McQueen-drøm som hun ikke med god samvittighed kunne have på i nogen sammenhænge alligevel. Et sted ude i den store verden var der dog altid en kjole, hvis ikke et armbånd eller en parfume, endnu én og endnu én som man kunne ønske sig, hvis man var som hende, hvis man var så umanerligt grådig og derfor kvittede han aldrig sin parkeringsvagtstjans. Vogtede troligt på alle Paris' parallelparkeringer, selv efter morgentimerne blev til nattevagter og han ikke længere kom hjem ind imellem sit normale arbejde og dette patetiske, dette sørgelige andet, håndørernes udleveringsskranke.

Marguerite kunne ikke lide at være alene, nej, ikke om natten, ikke i hans lejlighed, blandt alle hans ting som hun kendte så indgående, så intimt, men som intet havde med hende at gøre, til trods for blomsterne hun plantede i potter og hendes kjolers fyld. I forvejen var hun alene hele morgenen, hele den lange dag, syntes den intetstedsnærværende Gud ikke, hun brugte timer nok i sit eget selskab?! Selvfølgeligt var hendes selskab da behageligt, hendes selskab var vidunderligt i moderationer, dejligt i de dertil anrettede portioner, men hun udfoldede sig altså bedst, når hun havde øjne at spejle sig i. Mandlige øjne. Helst hans, hendes kærestes, hun var jo ligefrem blevet en tro kvinde, var Marguerite Gagnon. I mellemtiden. Hvem skulle have troet det. Nej, tænk.

Efterhånden var Camille dog begyndt at virke træt, var han ikke endda blevet en smule flosset i kanterne? Som en udtjent klud, ucharmerende lød det, men ucharmerende tog det sig skam også ud, sådan som han åd mad ud af fryseren, når han en sjælden gang var hjemme. Sove gjorde han slet ikke og man skulle endelig ikke tro, at det var Marguerite der forpurrede Ole Lukøjes natlige besøg i deres soveværelse, selvom hun var nok så trængende. Sengen havde hun fra begyndelsen taget til sig, sengen havde hun allerede indviet mange gange, men de havde ikke tid til sex længere og alle lagnernes eskapader forblev en enmandsaffære. Triste og trøstesløse. Tomme.

Ah, men netop! Lejligheden var umådeligt tom uden ham og hun kunne ikke lide at være alene, ikke dér, ikke nogetsteds. Ikke uden ham. Især ikke om natten, kærlighedens og begærets time - var hun da blevet reduceret til så lidt nu, når alt kom til alt, til en eneste ene, var hun virkeligt så sølle. Det kunne han heller ikke være bekendt!

Ideen kom til hende som en god, ja, den bedste undskyldning for ikke, for aldrig at blive rigtigt vred på ham. To uger inde i stakkels Camilles tiltagende kollaps, ventede hun oppe efter midnat, men ikke på ham, vidste at han ikke kom. Jamen, det var jo tydeligt, at Ole Lukøje ikke var den eneste der skulle nå hele Paris rundt på en nat og havde hun fundet på at sige sådan om sig selv, havde hun vel lydt billig, ikke sandt - men naturligvis havde Camille kun et dårligt ry disse dage på grund af hende, hendes (tidligere) hverv. Hun fnøs, trak i sin robe af en Alexander McQueen-kreation, lynede sig selv op med et tvist af den ene skulder og et jag af smerte. Sikke nogle hyklere mænd kunne være.

Men ikke hendes elskede Camille, han var god som natten var lang og natten var uendelig, når han ikke delte den med hende.

Stiletterne hun lod fødderne glide i, små støvletter der også var betalt med hans parkeringsvagtspenge, gjorde hende høj som et tårn, et vagttårn, et tårn til udsigt og hun trippede henover de ægte parketgulve blandt de fire, gamle vægge og efterlod sig ingen spor, forlod lejligheden uden at den overhovedet lod sig mærke med hende. Opgangen var tyst, bortset fra hendes klikkende hæle, idet hun bevægede sig ned af trappen, men Paris sov aldrig, ikke om natten og end ikke på søndage, derfor vendte alle lyde så overmåde brusende tilbage, da hun endeligt trådte ud på gaden. Ah, men byen levede da, den åndede tungt, den var som en elsker, var den ikke, som den lå så ømt ind over hende.

Det var stjerneklart, stadig tidlig marts, så det var derudover også koldt og hun havde ingen jakke på, måske blev hun syg, men pokker da i dét!

Gåturen fra syttende til syvende arrondissement bragte hende forbi et utal af lukkede museer i Passy og førte hende også over en enkelt bro, Seinen vandrede hun således henover med den ene hånd løbende langs gelænderet og fødderne krydsende i catwalk. Trip, trap, trip, turisterne der ligeledes havde bevæget sig ud i det parisiske natteliv stirrede på hende uden den mindste pli, men pli besad Marguerite kun i arbejdsøjemed, selv, så hun måtte vel vise lidt storsind. Desuden lignede hun jo en halv million, hvilket næsten var hvad kjolen havde kostet, under alle omstændigheder. Hun kunne skam godt forstå deres interesse. Hvem var pigen i den flæs, i højmoden, hvem var hun, var spørgsmålet de stillede sig selv. Hvor skulle hun mon hen? Til tider, en sjælden gang, klingede Marguerites egne spørgsmål med den selvsamme ordlyd, men ikke i aften, i nat. I natten rungede Notre Dame under himlen, men alligevel over alt andet, og i natten stod hun tilbage helt uden tvivl.

Hun fandt ham på Rue d'Estrées, spottede ham i den modsatte ende af gaden, troligt i gang med at inspicere parkeringer, bil efter bil. Hendes Camille. Hvor så han latterlig ud i den uniform, men han arbejdede dog stadig taktfast, som en trommerytme, som et hjerteslag. Selvfølgeligt gjorde han det, for modsat hende var han godt opdraget, vidste sin del om hårdt arbejde og skidt under neglene, hvor Marguerite havde tjent sine penge på at matche neglelak med øjenskygge. Skammede hun sig? Ved Gud, ikke om man så betalte hende - de færreste havde kunnet tage vagter i en tilstrøm som Marguerite tog dem under Hertugen, men hvorimod de fleste parisere altid levede i en form for tilbudsjagt, havde Marguerite aldrig kendt andre jagter end jagten på værdi. Prestige, på et pænere, et mere forståeligt, et mere alment fransk. Hun stillede ingen spørgsmålstegn ved, hvordan han kunne elske hende, hendes kæreste, Marguerite vidste udmærket hvor utroligt elskelig hun var, men hun kunne godt i sine mørkeste stunder, øjeblikke hun aldrig italesatte, undre sig over, hvordan deres forhold endnu ikke var brast som et glastag - i teorien en overordentligt smuk konstruktion, men i virkeligheden alt for skrøbelig til trampende fødder. En smuk tanke, givetvis, men uden nogen bærende kraft.

Under et af de stadig halvnøgne træer på hjørnet af Avenue de Breteuil stillede hun sig, afstod kun fra at slænge sig op af træets stamme, fordi hendes kjole ville blive beskidt, hvis ikke barken åd en bid af stoffet og der var vel engang, hvor sådanne bekymringer ikke ville have tynget hende over evne, men de tider var skiftet, de var ovre. Alting var blevet anderledes. Alting var blevet fuldstændigt. Efter Camille.

Han opdagede hende først, da han var blevet færdig med den sidste bil i rækken, en lille og skinnende ny Peugeot 107 uden parkeringstilladelse og han brugte præcis 90 sekunder, hendes effektive elskede, på at udskrive en bøde, stak den under vinduesviskeren som et stykke papir at tørre tårerne med. Hun lo, idet han vendte sig om - og han fik endelig øje på hende. Endelig, endelig. Øjne at spejle sig i!

"Marguerite," sagde han, bare hendes navn. Han var - og retteligt, overrasket. "Du bliver jo kold."

"Ikke hvis du holder mig varm," smilede hun, slentrede over til ham, strøg sin hånd fladt og blødt ned langs hans flot uniformerede overarm, da hun først stod stille igen. Foran ham. Han trak væk fra hende, kastede et nervøst blik omkring sig som skulle nogen tage interesse i en stakkels parkeringsvagt, så længe han ikke var i stand til at give dem bøder. Marguerite lænede sig frem, kyssede ham på kinden, hvor kindben blev til næsefløj, hvor næsefløj gik over i overlæbe, hvor overlæbe løb ud i mundvig. Han sank tykt, stammede noget uforståeligt, uden at en eneste sætning blev set til ende, for hun fyldte hele hans synsfelt, gjorde Marguerite, og alt han kunne se, var hendes udførligt opsatte hår og det lille smaragdsmykke om hendes hals, ét han havde købt til hende, før hun var blevet rigtigt hans. Ét hun til fulde forstod værdien af.

"Jeg er så ensom uden dig," hviskede hun mod hans øreflip, skiftede over til hans anden kind. "Lejligheden er ikke andet end ekkoer, Camille."

Hans ene hånd var landet, næsten tilfældigt, lige ved og næsten, han var stadigvæk kun en mand, på ydersiden af hendes venstre lår, gled op over bløde, bølgende stykker stof og det hviskede løfte om hud, indenunder. Hans vejrtrækning trak også op, gradvist, som en tordenstorm, buldrende i horisonten, men det regnede ikke her, ikke nu, stjernerne stod klart frem over hovederne på dem. Gaden var lagt så godt som øde, men klokken var naturligvis også snart tre. Alle de små, søde drenge og de søde, små piger var for længst gået til ro, Ole Lukøje havde været så helt igennem flittig, endnu en nat. Ligesom hendes kæreste. Hendes Camille. Sikke hårdtarbejdende mænd hun var omgivet af.

Fra tre til ti minutter over tog han sig dog et afbræk, en spisepause, så at sige. Op imod facaden på en anonym lille vinhandel, tyve meter nede af den nærmeste sidevej, tog han hende, skyldbetynget og derfor hurtigt, så ingen skulle opdage dem og udpege hans fejltrin for herrerne højere oppe i systemet, i yderste konsekvens få ham fyret og det ville være forfærdeligt, hvem skulle så betale hendes stikprøvevise tøjstykker? Imens han stødte ind i hende, tænkte Marguerite på mange forskellige ting. Hun tænkte på sengen derhjemme der lå ligeså øde hen som gaderne heromkring (åh - dér - ja), hun tænkte på Camilles hår der klistrede til hendes svedige pande, mørkere i farven end hendes eget og krøllet, som havde hans skaber trukket det op med en proptrækker (ved Gud - stop ikke - hurtigere), hun tænkte på sin kjole som hang fast på de spredte splinter i døren bag hende og som hun formodentligt aldrig ville komme til at bære igen, men hun stønnede alligevel bare højere og strammede musklerne omkring hans pik. Pyt da, det skidt, det skidt...

Han var hos hende og hun frøs i hvert fald ikke. Ikke det mindste. Ikke overhovedet.

Bagefter skiltes deres veje. Atter engang. Han havde flere biler som han skulle give tørt på og hun - tja, sengen derhjemme kunne jo heller ikke ligge brak i al evighed, kunne den vel. Hun gav ham et knus med begge arme åbne, med hele brystet metaforisk blottet, før hun begav sig tilbage af samme vej som hun var kommet, trukket med strømmen i den agtværdige Seine. Fra nabolag til nabolag strejfede hun. Forbi museerne der var lukkede på denne tid af døgnet og udelukkende viste skygger frem. Over broen, igennem gaderne. Sådan gik hun hjem. Igen, men lejligheden var færdig med at runge nu, hans duft hang ved hendes hals, ved hendes ødelagte kjole, ved hendes hænder, ved hendes mund. Hun smagte af ham. Marguerite kom ikke hjem til en tom lejlighed, for hun havde jo al hans nærvær at fylde den med og Himlen måtte vide, Himlen og hele dens stjerneglans, at aldrig sov hun bedre. End med Camille, hendes elskede der trængte ind gennem hvert eneste af hendes mange, fine lag, langt ind i huden på hende og så videre.

Så videre.
Forfatterbemærkninger
En del af et større skriveunivers som jeg arbejder på sammen med Polina Slosvau. Dette er en historie fra Marguerites fortid i Paris, men foregår et par år efter den seneste i rækken jeg har lagt op; Tretten dage, atten år.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/03-2017 13:29 af Syrene Hvid og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2003 ord og lix-tallet er 39.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.