Nedenunder


3 år siden 3 kommentarer Noveller fremtidssamfund kærlighed køn

3Heteronormativt
det er · familiezoneskiltet i toget · som viser tændstikmand plus · tæn... [...]
Digte · heteronormativitet, kønsroller, feminisme
1 år, 6 måneder siden
3Lgbt
lebber ville leve længere og lykkeligere hvis I ikke · gødede med g... [...]
Digte · lgbt, diskrimination, livserfaring
1 år, 6 måneder siden
5Fremtidshåb
verdenen der svømmer · i køn min mor er · en søster mere solidaritet · ... [...]
Digte · feminisme, håb, drømme
1 år, 6 måneder siden
4Fjerklædt
de dage jeg forbliver · klædt i fjer · dør jeg lettest
Digte
1 år, 7 måneder siden
2Najadeblod
kan du · stadig elske mig med dette · najadeblod løbende · i årerne og ... [...]
Digte · kvindeportræt, livserfaring, viljestyrke
1 år, 8 måneder siden
4Consent
nej betyder · nej som et forceret · ja betyder · nej og kun et informer... [...]
Digte · feminisme, consent, voldtægtskultur
1 år, 8 måneder siden
2Haiku
1. · Dagens lys taber · ikke til nattens mørke · Efterårskontrast · 2. · Fl... [...]
Digte · haiku, bylandskaber, naturbeskrivelser
1 år, 8 måneder siden
10Haiku
efterårsgylden · aftenhimmel - et genskær · af din fingerring
Digte · haiku, efterår, kærlighed
1 år, 8 måneder siden
2Pride
regnbue · ånd liv · vi bader i et farvevæld · kaster med kondomer puste... [...]
Digte · lgbt, pride, gadefest
1 år, 9 måneder siden
2Sapfo anno 2012
hvor skide lykkelig hvor euforisk må han ikke være · ham der sidder... [...]
Digte · forelskelse, den første kærlighed, tiltrækning
1 år, 9 måneder siden
2Smil
(han kører i en Audi · rødt lys triller · op på siden af mig · tilbages... [...]
Digte · feminisme
1 år, 9 måneder siden
2Battle of the sexes
øgenavngiv mine kønsdele · nedgør det verdensbillede · som kun · kan se... [...]
Digte · feminisme, kønskamp
1 år, 9 måneder siden
2En lebbebar
1. · i stil · med en jazzklub · indtil midnat · bløde bryst-runde toner · v... [...]
Digte · lesbisk, natklub, natteliv
1 år, 9 måneder siden
3Butch/femme
butch · spejlvendt · maskulinitet jeg afgiver · forvrængede vibes · mænd ... [...]
Digte · lesbisk, feminisme, diskrimination
1 år, 9 måneder siden
4Street harassment
gaden gør hende til · en luder · i samme øjeblik · hun træder ud af dør... [...]
Digte · feminisme, mandschauvinisme, metoo
1 år, 9 måneder siden
2Almindelig fredløs
fortovet er en afstand, ligesom busstoppestedet er en afstand og ... [...]
Digte · anderledes, samfund, kærlighed
2 år siden
4Glansbilleder
Byttede · fjerdeklassespigerne på din skole · også glansbilleder · indb... [...]
Digte · angst, glansbilleder, barndom
2 år siden
11Forsvindingspunkt
Dagen flyver. · Lad den aldrig lande. · Lad mig hænge fast · ved dens k... [...]
Digte · tid
2 år siden
5Septembersommer
Hun kom med septembersommeren · der rider på halen af august og kly... [...]
Digte · kærlighedserklæring, historie
2 år siden
3Imka og Asammika
Før bjergene fødtes, lå englandet fladt hen, det kendte ingen for... [...]
Blandede tekster · mytologi, skabelsesberetning
2 år siden
5Hvorfor er det altid mændene der rejser
Hvorfor er det altid mændene der rejser, · spørger de andre og kigg... [...]
Digte · soldater, krig, kønsroller
2 år siden
4Rosendamen
Jeg handler der ikke selv særligt ofte, jeg kommer dog dagligt i ... [...]
Kortprosa · roser, kærlighed
2 år siden
3Min stemme
Her er min stemme · slået i tusind stykker · En bid til min mor · og en... [...]
Digte · tanka, selvstændighed, selvfølelse
2 år siden
5Et januarvejr
Et januarvejr · Du sidder i en verden · der er din egen · Hvor langt fr... [...]
Digte · kærlighedserklæring, tanka, vejr
2 år siden
3I stil med Salatens Jubilæumsdag
Machi Tawara · bærer jeg altid med mig · som et helligt skrift · Mod mi... [...]
Digte · tanka, inspiration, litteratur
2 år siden
2Fra Yuuka Watanabes notesbog: Et love hotel
En tidlig morgen · Shinkaichi-distriktet · bærer mørkets vægt · Et love... [...]
Digte · tanka, ægteskab, utroskab
2 år siden
3Uddrag fra Yuuka Watanabes notesbog: #4
I lovens øjne · er de rette ægtefolk · De holder sammen · ved deres rin... [...]
Digte · ægteskab, tanka
2 år siden
3Lad mig leve
Kapellet var en lille kvadrat af et rum, rå murværk på alle sider... [...]
Kortprosa · alondra, dystopi, spiritualitet
2 år siden
3Kulturelle institutioner
Lupe var tyve år gammel, da hun en våd oktobermorgen passede Alon... [...]
Noveller · dystopi, familieforhold, alondra
2 år siden
2Lad os danse
Lupe boede til leje i udkanten af russerkvartererne, hun havde fo... [...]
Noveller · dystopi, forhold, alondra
2 år siden
3En dialog
"Putter han også snart en ring på din finger?" · ( Stilhed. ) · "Og h... [...]
Blandede tekster · dialog, brudt forhold, alondra
2 år siden
2Et skuespil
Hendes værelse stank af sex, af sved og fisse og det halve glas r... [...]
Kortprosa · forhold, dystopi, alondra
2 år siden
3Totrinsskalaen
Trin 1 · "Min storebror er forelsket i dig," løj Manya i sekunderne... [...]
Kortprosa · den første kærlighed, dystopi, alondra
2 år siden
4Skulderparti
Du har stærke skuldre, sagde en pige som hun havde knaldet engang... [...]
Kortprosa · styrke, alondra, dystopi
2 år siden
3Sukkerfeen
Jeg har smagt hendes tårer · hun græder bolcher og deler gerne ud · s... [...]
Digte · juleånd, nøddeknækkeren, sukkerfeen
2 år siden
2Den smukke død
Arenaen var altid tæt pakket om søndagen, i kølvandet på endnu en... [...]
Noveller · tyrefægtning, sex, alondra
2 år siden
3Blink
Hun vågner som i en drøm, hun ved at søvnen kan forekomme hende, ... [...]
Kortprosa · drømme, virkelighed
2 år siden
5Risotto
Jeg kan ikke selv lave risotto. · Min egen madlavning er simpel, in... [...]
Kortprosa · kærlighed, mad, dagligdag
2 år siden
4Ordindfald
Fuldstændigt tom er hun ikke, hun tænker på ting - som måden farv... [...]
Kortprosa · efterår, depression, ord
2 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Syrene Hvid (f. 1988)
"Her er det så," siger hun, en smule overflødigt, "det er ikke stort, men der er alt det basale - og et toilet inde ved siden af. Dog kun et gæstetoilet, så du må bruge bruseren i det store badeværelse. Nedenunder."

Jeg nikker til svar, imens jeg sonderer rummet. Væggene er dækket af et stribet tapet som det er så moderne disse dage; støv-lilla, lodrette streger på en cremet baggrund der hæver loftet en smule på det visuelle plan. To døre, noterer jeg ligeledes, den som vi optager og en smal glasdør på venstre hånd, ind til toilettet. Vinduerne forbinder loft med gulv og giver et godt udsyn til gaden. At komme herfra og ned ad trappen for enden af gangen vil tage mig max ti skridt og et lignende antal sekunder, et par sekunder ekstra for at passere igennem stuen eller køkkenarealet i underetagen.

Forsigtigt lader jeg min tunge rygsæk glide af skulderen, stiller den op af væggen, hvor den er sikkert af vejen. Hun forsøger ikke at kigge alt for direkte på mig, da jeg vender mig mod hende. Huset virker tyst i kølvandet på Kommandørens udramatiske afsked. Han havde på forhånd fået sendt sin oppakning til Centralen på havnen, sandsynligvis vil den borde skibet før han gør. De sejler i aften.

"Vi spiser om en time," fortæller Fru Bak-Müller mig og slår blikket ned, da jeg fanger hende i at stirre på de uforsonlige folder i min uniformsjakke. Som folk ofte gør. Nogle finder det nemmere at se væk, hvis de ikke kan finde forståelse. Hvis de ikke bryder sig om det der står til skue. Hvis det foruroliger dem. Hun glatter sin nederdel. Tøflerne titter kækt frem under den nydelige blondekant. "Hvis... Hvis De skulle få brug for mig inden da, Løjtnant Olsson, kan De finde mig nedenunder."

Endnu et nik, idet jeg letter på kasketten med tommel og pegefinger. Hun rødmer. Vender sig væk og forsvinder ned ad gangen, ned af trappen, hurtigt og næsten lydløst i sine ternede sutsko. Nedenunder. En afstand og retning som jeg allerede har lagt mig på sinde.

*

Bordet i køkkenet som vi sidder omkring under måltidet er af træ og ser gammelt ud. Mere end brugt. Kommandøren er glad for traditioner og historiens vingesus, hvor ofte har han ikke fortalt mig at netop hans palæ adskiller sig fra alle andre lignende palæer, man måtte kunne finde i byen, fordi den har udsigt til den gamle mølle fra baghaven - et luftigt, takket indhak imellem de skyskrabende huse Kommandørboligen ellers er omgivet af på alle sider. Jeg gik en tur i haven tidligere, gjorde mig bekendt med terrænet. Den velplejede plæne. De store syrentræer der afskærmer terrassen. Brombærbuskene, som har befæstet det høje plankeværk, afskærer huset fra resten af verden som i et eventyr. Det skulle ikke undre mig om køkkenbordet var antikt, jeg kunne spørge hans kone, men fokuserer i stedet på at spise. I et hurtigt tempo, effektivt, hun har lavet en velsmagende porretærte fyldt med grøntsager, kartofler og tomater. Årstidens grønt. Måske købt et sted i oplandet. Heller ikke det spørger jeg om.

Når alt kommer til alt, er jeg her for at løse en opgave. Jeg er her for at passe på huset og barnet og hende, ikke for at lære hende at kende. Distance er et spørgsmål om at have de korrekte mål for øje.

Da jeg lægger bestikket fra mig, betragter hun længe min professionelt ren-skrabede tallerken, før hun møder mit blik. Hendes første ambivalens synes at have dæmpet sig en smule. "Samson spiser på samme måde," kommenterer hun, moser endnu en skefuld tærte til pigen som velvilligt åbner munden, "og forlader bordet inden alle andre, ligeså snart han er færdig."

Som de sidder dér, ved siden af hinanden, er det svært at sige hvem af dem der har det mest dukkede ansigt. Barnet eller hendes mor som yderst forsigtigt sender mig et smil. Pigen tygger sin mad, næsten uden at spilde. Jeg retter mig op i min stol.

"Bare rolig, jeg går ingen steder, Fru Bak-Müller."

"Hvis vi skal tilbringe hele vinteren sammen, burde vi nok være dus, synes De ikke? Hvad hedder De til fornavn?"

Da jeg udtaler mit navn, vender hendes usikkerhed tilbage, synligt og tifold, som tvivler hun på, at hun har hørt rigtigt. Også det sker ganske ofte. "T-E-H," staver jeg for hende. Ligesom bogstavet.

"Jeg hedder Miriam," introducerer hun sig, uden at behøve. Hvis ikke Kommandøren kalder hende sin engel, når han omtaler hende på arbejde, kalder han hende ved navn. Og datteren hedder Altina, husker jeg fra før; hun betragter mig med klare, blå øjne fra sin plads ved bordenden, en position hun har arvet fra Kommandøren, tænker jeg. Øjnene er i hvert fald hans. Det fine, rødblonde hår har hun fra sin mor.

I stilhed venter jeg på at de bliver færdige med at spise, hælder endnu et glas isvand op til mig selv og følger solnedgangens progression igennem vinduet. Blændende, brændende spejlbilleder i højhusenes glaspaneler på den anden side af hovedgaden. En vandet blanding af gul og rød.

Rødblond.

*

En lille måned senere går vi ved siden af hinanden langs havnefronten, blottet for skibe og mennesker i kølvandet på krigens tredje store oprustning og novembers uigenkaldelige indtog. Vinden er kold som den kommer ind ude fra Kattegat og bider bidskt i kinderne. Altinas klapvogn er foret med et hav af tæpper. Miriams hænder, stukket i et par tykke lammeskindsluffer, griber om håndtaget, de er uformelige og uldne. Hun skubber klapvognen langsomt foran sig, jeg afpasser mine egne skridt efter hendes, selvom mine tunge støvler er vant til at marchere. Ikke til at spadsere. Promenere.

Vi er stille. I stilhed er ugen gået, gledet ind i en rutine der starter lige tidligt for os begge. Når hun står op for at lave morgenmad til barnet, går jeg min første runde om huset, tjekker haven for uregelmæssigheder, holder øje med gaden imens vi spiser, holder øje med gaden uafbrudt. Den sidste landsdækkende strømafbrydelse var i sommers, ikke at jeg behøver bekymre mig om det, for Kommandørboligen er udstyret med en kraftig nødgenerator. Derudover ville ingen besættere med fornuften i behold turde gøre indfald i et kvarter som dette.

Om eftermiddagen kører nyhederne på laveste blus i stuen, min opmærksomhed delt mellem skærmen og den altid, alligevel låste hoveddør. Aftensmaden bliver sat på bordet klokken seks, som det eneste måltid vi konsekvent indtager sammen. Jeg bliver for det meste færdig først, men venter gerne til resterne er smidt ud, servicet skyllet af og datteren klar til at blive puttet. I den halve time det tager, går jeg min anden runde, først indenfor, så ude.

Sådan er det blevet.

Aftnerne er rolige. Hun fik mig overtalt til at spille skak med sig i går.

Onsdag modtog hun den første transmittering fra skibet, forbindelsen skrattede, men Kommandørens stemme var stadig en dyb rungen der sneg sig op ad trappen og klemte sig igennem sprækken under den lukkede dør til mit værelse, hvor jeg var fortrukket til for at give hende fred. Privatliv. Deres første landgang, langs Norges kyst, var trukket ud, uforudset, imens de ventede på nye maskindele, hørte jeg. Selvom jeg gjorde mit bedste for ikke at lytte med.

"Hvor længe har du været edsvoren, Teh?" spørger Miriam mig nu. Det vildfarne sand på kajen knaser under hendes hæle. Vi er blevet høfligt dus.

Jeg svarer ikke med det samme. Gruset knaser mindre under mine såler end under hendes, vægten fra min vinteruniform holder mig jordbunden, de små korn malet til fint støv af tyngden og kraften. De færreste påtaler min status så åbent - efter at jeg færdiggjorde Officersskolen, er det blevet en slags tabt realitet. For eksempel benævner Kommandøren det aldrig for mig. Hvorfor skulle han, jeg udfylder min stilling bedre end de fleste af hans mænd.

Pausen er blevet til endnu en stilhed.

"Undskyld, det var et upassende spørgsmål..."

"Min far døde, da jeg var femten og min mor var ikke i nogen position til at finde sig en ny mand, der kunne forsørge både hende og min lillebror. Han var fire dengang. Så jeg lod mig tage i ed."

Systemet er velkendt for os begge, selvom jeg forestiller mig, hun nok aldrig har været nødt til at forholde sig til det før. Som kunne hun læse mine tanker, eller måske netop fordi hun ikke kan, fortæller hun mig, at hun aldrig har mødt en edsvoren. Hun har heller aldrig set dem i gadebilledet, synes hun.

Jeg afstår fra at nævne, hvordan vi ikke alle er ligeså nemme at spotte som mig. Måske er hun virkelig aldrig stødt ind i en edsvoren på gaden, hvem ved. Vi er en truet race. Uddøende.

"De fleste kvinder vælger andre udveje," siger jeg i stedet. De fleste kvinder vil gå langt.

Da vi drejer op ad alleen som leder ind i midtbyen, får vi vinden i ryggen. Hun skutter sig. Sætter farten lidt op.

*

Ikke før juleballerne begynder at overtage hendes kalender, taler vi om det igen. Borgmesteren har inviteret til fest midt i december og efter at have fået Altina afsat hos sin gravide søster, bestemmer Miriam sig for at vi skal med. For hun kan selvfølgelig ikke tage afsted alene.

Min gallauniform hænger i skabet og jeg finder den troligt frem, klæder om foran spejlet. Støvlesnuderne skinner, jeg pudsede dem udenfor med Altina som nysgerrig tilskuer, før hun blev hentet. Skulderpuderne får min silhuet til at se bredere og stærkere ud. Mere maskulin. Som de jo gør og bør. Som det hører sig til.

Hun venter i stuen, i stilletter og en empire-cut kjole som hun var ude at købe i formiddags, jeg var med som jeg altid er. Stoffet draperer sig løst omkring hendes talje, falder i tynde folder omkring hendes lår, udvisker omridset af hendes ben, rosa og gyldne nuancer mod hendes blege hud. Slanke skuldre. Hendes hår har hun sat stramt op i en afbalanceret knold på toppen af hovedet, hvilket hun aldrig gør ellers, jeg kan ikke huske en eneste gang, mens jeg har været her, hvor hun ikke har båret sit hår løst. Måske i en hestehale et par gange. Hun ser høj ud - da hun stiller sig ved siden af mig, rager hun op over mig som en søjle.

Det er ikke en ny opdagelse, men det bliver pludseligt meget tydeligt. Hvor smuk Miriam er, bag Kommandørens efternavn og hendes mange andre familieattributter. Hvor ung hun er, meget yngre end ham. Også yngre end mig.

"Du ser smuk ud," siger hun først og rækker forsigtigt op for at rette på en af mine medaljer. Smuk, siger hun, ikke godt. Jeg rynker panden, løfter begge hænder for at udbedre dette brud på reglementet og vores fingre rører ved hinanden, kun kortvarigt, indtil hun trækker sig tilbage for at lade mig fikse det lille kaos vi sammen har skabt. "Har der aldrig været mænd som ærgrede sig?"

Endelig bestemmer jeg mig for simpelthen at tage medaljen helt af, sætter den blindt fast igen på sin lille, umærkelige nål. "Jeg ville ikke have været nogen god hustru," svarer jeg.

Taxaen dytter udenfor. Inden hun krydser gangen for at hente sin pels, ser hun bare på mig. Indforstået, på trods af at jeg ikke engang selv er fuldstændigt sikker på, hvad vi lige har fortalt hinanden.

*

Festen skal nok vare hele natten, men vi bliver kun til midnat. Taxaen kører igennem et mørkt, mennesketomt bybillede, alt jeg kan se reflekteret i vinduet er neonlysene og Miriams profil ved siden af mig. Hun kigger ud af den modsatte rude og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun også ser mig.

Huset er mørkt, da vi kommer tilbage. Mørkt og tomt.

Vi skal først hente Altina ved hendes moster klokken ti.

Miriam tænder næsten intet lys, bevæger sig som et spøgelse rundt blandt skyggerne. Endnu en af Kommandørens levn fra fortiden. Pelsen hænger hun tilbage i skabet, jeg lægger min kasket fra mig ved siden af den kinesiske vase på mahognichatollet.

"Må jeg sove sammen med dig?" Hendes stemme er lav, som om hun næsten ønsker, at jeg ikke hører ordene - og hun bliver stående med ryggen til mig. Der kommer ingen fortsættelse, hun undskylder sig ikke med ensomhed, Altinas redte barneseng eller sin mands lange fravær. I det øjeblik er udfaldet allerede givet, kan jeg mærke, men jeg prøver alligevel. Kæmper, bravt, for det er alt jeg kender.

"Jeg kan ikke, Miriam..."

Vi ved begge to godt at edsvoren kun er halvdelen af min statusbetegnelse. Ligesom min titel af løjtnant forkortes LT, står EJ for en titel hvori det andet, det sidste ord er jomfru. Bare fordi denne del af begrebet med tiden er gledet ud af daglig tale, betyder det ikke at den er uvigtig. At den ikke er altafgørende. Vi ved det begge to. Vi ved det godt.

Hendes skuldre synker. Med rystende hænder løsner hun sit hår fra de mange kamme og nåle. Det falder ned over hendes ryg i bløde bølger, en udvasket blanding af støvet-guld og bronze. Rødblondt, som solnedgangen, men inden for rækkevidde. Tæt, tæt på. Hun dufter af en parfume jeg ikke genkender.

Cølibat er et valg, en livstil jeg påtog mig engang, en livstil jeg ikke begræder, heller ikke nu, men følelser er noget andet. Følelser tager ikke ordre ligeså velvilligt som jeg. Jeg kan stadig huske den første pige jeg elskede med hendes mørke øjne og sorte proptrækkerkrøller, et dukkebarn der flyttede ind i sit nye dukkehjem knap en måned efter jeg havde klippet mit eget hår kort.

Langsomt løfter jeg hånden. Lader spidserne af Miriams velplejede lokker glide imellem mine fingre. Når jeg ikke holder dem oppe på denne måde, falder de tungt, går hende til livet som en dødvægt.

*

I mit mørklagte værelse ovenpå kysser hun mig. Hun er den eneste lyskilde, hendes hud næsten selvlysende i det svage genskin fra spejlet. Hun har brede hofter og små bryster der føles som ukendt land under mine håndflader. Hun gentager navnet jeg har givet hende ind i min munds hulrum, mod mine læber, puster det ned i mine lunger med lange, desperate åndedrag. Hendes stemme er blød. Hendes krop er blød, ligesom min er. Under uniformen.

Ikke én eneste gang spørger hun, hvad jeg hed før.

For hvert lag hun krænger af mig, finder hun flere og flere fællestræk, men hun spørger stadig ikke. Hun rører ved alle vores lighedspunkter med fingerspidserne. Taler til dem med læberne og tungen, taler til mig. Teh, siger hun.

*

Bagefter sidder jeg i lang tid op ad ryglænet og betragter hende, mens hun blunder. Værelset emmer af fugt, af sved og væsker, væsker der trods mine mange forelskelser stadig er et fremmed indtryk. Hendes smag føles ikke længere ukendt. Den er behageligt vattet. Varm.

Jeg står op. Hun ruller om på den ene side, dynen fanget mellem hendes lår, så den ikke kan følge med mig. Hendes bryster kaster ingen skygger, de er skygger i sig selv. Stilheden er ny og anderledes nu, jeg lader den hænge uforstyrret omkring os endnu et minut, så går jeg nøgen over til det lille skrivebord i hjørnet, fanger et glimt af mig selv i spejlet på vejen. Mine bryster er tungere, mit køn en mørk, udefinerbar dybde imellem mine ben.

Uden at vække hende finder jeg den lille notesblok i øverste skuffe, griber en af de løse kuglepenne der gemmer sig bagved. Jeg er nedenunder, skriver jeg, river siden ud og lægger den forsigtigt på den efterladte halvdel af sengen, inden jeg samler min jakke op og lukker døren bag mig. På bare fødder tager det mig tolv skridt at komme ned ad trappen, først halvvejs får jeg rystet mig selv tilbage i den bredskuldrede uniformsoverdel.

Hun vil vide, hvad det betyder.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/04-2017 13:38 af Syrene Hvid og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2631 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.